En af Snyks fornemmeste opgaver er, at at hjælpe til med at udbrede den danske musik i udlandet, og det har vi gjort ad flere veje i det forgangne år. 

Vi har et to-årigt samarbejde med festvalen Suoni Per Il Popolo i Montreal. I år optrådte Jacob Kirkegaard, Mette Rasmussen og Puce Mary på den foranledning og i 2019 vil endnu flere danske musikere være at finde på den prominente festival. Artisterne er fundet gennem et open call, og vi glæder os at kunne fortælle, hvem der skal af sted i det nye år. 

En af den mest anerkendte og elskede radioprogrammer for ny musik er amerikanske New Sounds fra WNYC i New York. Igennem flere måneder var vi i dialog med programmets ankermand John Schaefer, hvor vi præsenterede ham for et bredt udsnit af ny musik fra Danmark. Det mundede ud i et timelangt program med fokus på ny dansk musik fra kunstnere som Sonja LaBianca, Ragnhild May, Anders Lauge Meldgaard, Bjarke Mogensen, Dawda Jobarteh og We Like We. Hør programmet her.

2018 blev også året, hvor den danske komponist og billedkunstner Henning Christiansen høstede opmærksomhed i amerikanske medier. Som led i en større indsats for at sikre Christiansens eftermæle, var Snyk medarrangør af en retrospektiv udstilling af Christiansens kunst og en koncertrække med hans værker på Manhattan. Det hele strakte sig over en lille måned, og både The New York Times og The New Yorker rapporterede om danskeren. Læs mere om indsatsen her.

Det er som om new yorkerne er særligt begejstrede for dansk musik i denne tid. I de seneste par år har vi kunnet tilbyde en enkelt dansk komponist at komme på tre ugers ophold hos komponistkollektivet Bang on a Can i New York. I år spurgte de så, om der var mulighed for at invitere flere danske komponister i residency. Kvaliteten blandt de danske ansøgere var, ifølge juryen, simpelthen så høj, at det var for svært blot at vælge én. Derfor kan vi til næste år igen sende to komponister af sted. Der er ansøgningsfrist 9. januar.

Igen i år afholdt vi festivalen G((o))ng Tomorrow i november med koncerter så forskellige steder som Teaterøen, Koncertkirken, Copenhagen Contemporary, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og ALICE. Især de landsdækkende medier var opmærksomme på de mange nye strømninger i det danske musikliv, og festivalens involverede kunstnere fik bl.a. omtale på både P1, P2, P3 og DR2, ligesom der var indtil flere portrætinterview og anmeldelser i danske dagblade. Vi har samlet en del af medieomtalen her.

Det skal blive lettere at komme i kontakt med Snyk. Blandt andet derfor flyttede vi i sommer til nye lokaler nær Hovedbanegården i København. På den vis bliver det forhåbentlig lettere for folk, der kommer udenbys fra at svinge forbi os på kontoret. 

Der er desuden sket en del udskiftning på sekretariatet. Blandt andet trådte jeg til som daglig leder i begyndelsen af året, og i foråret ansatte vi Malte Vuorela til at varetage kommunikationen. I øjeblikket søger vi en studentermedhjælper til assistere vores økonomiansvarlige i det daglige. 

Vi har nemlig fået rigeligt at se til i økonomiafdelingen. Tidligere i år indgik vi aftaler med Scandic Hotel og Arthur Hotels, så aktører fra ny musik-miljøet kan booke billigere overnatning gennem os. Siden april i år er det blevet til flere end 400 hotelovernatninger, og vi har netop forlænget aftalen, så den også gælder hele næste år.

I øjeblikket arbejder vi på at stable en række debatarrangementer på benene, der forhåbentlig skal bringe den eksperimenterende musik og lydkunst ind i valgkampen op til det folketingsvalg, der uomtvisteligt finder sted i første halvdel af 2019. Derudover er vi i gang med at kortlægge hele musikmiljøet, så det bliver lettere for internationale komponister og koncertarrangører at navigere i Danmark. Vi ser desuden frem mod endnu en G((o))ng Tomorrow festival, og så glæder vi os til fortsat at samarbejde med alle jer dygtige folk fra musikmiljøet. Meget mere om det sidenhen.

God jul og godt nytår - vi ses i 2019!

Bjarke Svendsen
Daglig leder