Big Ears Festival hyldes som en af de vigtigste af sin art og er kendetegnet ved en genrebred profil, hvor nogle af verdens bedste musikere inden for ny kompositionsmusik, jazz og improvisation, folk, elektronisk musik, rock, folkemusik og verdensmusik præsenteres. 

Derfor er Snyk, JazzDanmark, Alice og Dacapo Edition·S stolte over at have landet en aftale, der sikrer, at Big Ears Festival har forpligtet sig på at præsentere ny dansk kompositionsmusik, eksperimenterende musik, jazz og lydkunst i 2020, samt at agere eksponerings- og netværksplatform for de deltagende danske artister. 

Ambitionen for samarbejdet er, at deltagelse og optræden på festivalen vil skabe et afgørende udviklingsgrundlag for de deltagende ensembler, musikere og komponisters virke og give en unik eksponering af den bedste danske musik lige nu. 

Sådan udvælges de deltagende artister

Udvælgelse af danske musikere til festivalens program 2020 sker via dette Open Call. Efter aftale med Big Ears’ direktion og bookingteam vil Snyk, JazzDanmark, Alice og Dacapo Edition·S forsyne festivalen med en samlet liste over kvalificerede ansøgninger, når festivalens booking-process går i gang, genereret via ansøgningerne til Open Call. Det er alene Big Ears, der træffer afgørelse om, hvilke kunstnere, der skal optræde på festivalen.

Svar på ansøgninger forventes medio september.

Hvem kan søge?
Alle musikere bosiddende i Danmark eller danske statsborgere med ambitioner om udvikling/etablering af en international karriere. Dertil er det et krav, at du arbejder med moderne komposition, jazz, improvisation, avantgarde, lydkunst, eksperimenterende formater eller beslægtede genrer. 

Ansøgning
Interesserede kunstnere/bands/ensembler skal udfylde dette ansøgningsskema for at komme i betragtning. Der er ansøgningsfrist den 5. august kl. 23.59.59
OBS: Ansøgningen skal udfyldes på engelsk. 

Kriterier

  • Foruden at levere live-musik /lydprojekter af høj kvalitet, er det en forudsætning, at du/I bruger jeres optræden på festivalen som springbræt til at sætte yderligere koncerter op i USA. Det er ikke et ufravigeligt krav, men da udveksling og netværksdannelse er kernen i projektet, opfordres du som ansøger til at arbejde aktivt for at sætte supplerende koncerter op på amerikansk territorium i forlængelse af din optræden på Big Ears. 
  • Du skal kunne argumentere for, hvordan dette er en mulighed for at udvide dit/jeres internationale netværk. Du/I skal med andre ord kunne se og beskrive perspektiverne i at investere i det pågældende marked/netværk

Det skal du vide

  • Du/I skal være til rådighed i dagene 26. - 29. marts 2020, hvor festivalen løber af stablen
  • Du/I får mulighed for at spille en koncert på Big Ears 2020
  • Du/I skal gerne arbejde for at sætte yderligere koncerter eller events op på amerikansk territorium 
  • Du/I skal selv sørge for VISA til USA, Snyk bistår hermed
  • Flyrejse tur-retur Danmark-Knoxville bliver dækket i forbindelse med koncerten
  • Én overnatning i forbindelse med koncerten på Big Ears bliver dækket
  • VISA-omkostninger dækkes
  • Du/I skal kun ansøge, hvis du/I har ambitioner på det amerikanske marked og vil bruge anledningen som springbræt til at udvikle en international karriere
  • Honorar og produktion forhandles direkte mellem de udvalgte kunstnere og Big Ears

Spørgsmål vedrørende projektet rettes til Bjarke Svendsen på:

mail: bjarke@snyk.dk
telefon: 4083 2520