Med et folketingsvalg lurende lige om hjørnet er det højsæson for skarpe politiske udmeldinger, som også virker som en art ormehuller, hvorigennem man kan rejse til en nært forestående kulturpolitisk fremtid. Og tager man toneangivende kulturpolitikeres ord for troende, venter der en ny virkelighed for den ny, eksperimenterende musik og lydkunsten. Alex Ahrendtsen har tordnet mod modernismen og den nye musik, og for få dage siden gik også Henrik Sass Larsen til frontalangreb på en kulturpolitik, der i hans optik favoriserer finkulturelle udtryk i landets store byer over populærkulturelle formater i mere tyndtbefolkede dele af landet. 

Det er i sagens natur problematisk, at man fra politisk hold, påberåber sig noget sådant som “folket” (underforstået det danske folk), når denne skal stå i opposition til f.eks. indvandrere. Når det er bekvemt, opløses enheden “folket”, og den gøres i stedet til sin egen konfliktzone, hvor modsætninger som land/by og elitær/folkelig skal legitimere politiske dispositioner og mobilisere vælgere. Det er åbenlyst fattigt at bedrive politik på frygt, konflikt og udgrænsning, og der er en forbavsende inkonsekvens i brugen af begreber. Det fx når “folket” det ene øjeblik benyttes som en homogen samlebetegnelse, for det næste øjeblik at være ensbetydende med skæve fordelinger, snobberi og storbyovertag, når det bringes i anvendelse i kulturpolitiske diskussioner. 

Hvad vil I så?

Desværre det virkeligheden, at partier som tidligere stod last og brast om nødvendigheden af en kulturpolitik, som så i nåde til den snævre kunst, som ikke kan begå sig på markedsvilkår, i dag synes enten at ville flytte støttekronerne i retning af en kunst, som burde kunne klare sig selv og/eller skære i støtten. Hvad, de egentlig vil, er dunkelt, andet end at ville distancere sig fra noget og nogen, derigennem positionere sig for vælgerne gennem en negativ identitetsskabelse: “vi vil ikke storbyeliten”. Men hvad vil I så? 

Desværre synes det også at være tilfældet, at der er et sted mellem få og ingen politikere, der positivt bruger kulturpolitikken til at artikulere bud på et samfund. De mest progressive kulturpolitiske kræfter argumenterer i bedste fald for status quo, og det helst på bagkant af, at der er rejst kritik af den herskende kulturpolitik. Man forsvarer dermed kulturpolitikken, man udvikler den ikke. Derigennem støver den til, der udvikler ikke, lever ikke, men har på en god dag en aura af vane.

Med alt dette sagt: vi, der arbejder med kunst, som i den politiske debat frames som elitær, ufolkelig, ude af trit med Danmark osv. kan ikke læne os tilbage og lade det være op til politikere og partier at tage kunsten i forsvar. Og ikke mindst til at overlade det til politikerne at tale nødvendigheden af kunsten frem. Det er vores egen opgave, gennem vedvarende pres og dialog, at gøre bevillingsgiverne det klart, at kunsten er nødvendig for den enkelte, for folket (hvis det ellers findes) og for mennesket som sådan. 

Af Danmark, fra Danmark, om Danmark

Skal den øvelse lykkes, er det vigtigt, at vi taler I samlet flok. At vi tager hinanden i hånden, koordinerer budskaber og ikke konflikter over petitesser. Der skal stadig være plads til uenigheder i vores miljøer - det er kun sundt med faglige diskussioner. Men et miljø præget af konflikter, positionskamp og individuelle markeringsbehov er et politisk sårbart miljø. Det er alt andet lige lettere at føre kniven over et felt, som ikke indbyrdes kan blive enige om, hvilke prioriteter, der skal på dagsordenen, end et enigt miljø, der taler med samlet stemme. 

Så derfor: vi skal stadig kunne hade hinanden af et godt hjerte i diskussioner inden for miljøet. Men vil vi undlade at gøre os sårbare for besparelser, som vi er sårbare for med de politiske vinde, der blæser, så skal vi sammen blive enige om, hvilke politiske budskaber, der skal leveres, hvordan de skal leveres og hvem der leverer dem. Og så skal vi gøre politikerne det klart, at vi ikke kan genkende det skel mellem høj og lav og land og by, der synes at være en kulturpolitisk drivkraft i disse tider. Også den “svære” musik er musik af Danmark, fra Danmark, om Danmark - og om alt mulig andet. Alt det andet vi også er - foruden at være danskere