Den ny kompositionsmusik er flot repræsenteret i Augustinus Fondens 28 jubilæumsbevilliger, som skal styrke et klassisk dansk musikliv på højeste niveau.

Den ny musik bliver styrket

Vokalensemblerne Ars Nova og Theatre of Voices har hver modtaget mere end 1 million kroner til hhv. nye musikdramatiske produktioner, udvikling af koncertformat samt koncertprojekter og branding. Også festivalerne er repræsenteret med 900.000 kr til SPOR festivalens formidling og publikumsinitiativer og 2.125.000 kr til Rued Langgaard Festivals undervisningsmateriale, kommunikation samt opførelse af signaturværker på 3 kommende festivaler.

Nye kompositioner, opera og klangboks

Komponisterne Niels Rønsholdt, Lasse Schwanenflügel Piasecki og Louise Boserup Alenius er også blandt bevillingsmodtagerne og har modtaget støtte til deres kompositioriske arbejde. Alenius har desuden fået støtte til at skabe en klangboks til afspilning af etuder, og Piasecki har modtaget støtte til produktion af en ny opera. 

Tænk Stort!

Kandidaterne til jubilæumssbevilingerne blev valgt af et eksternt musikudvalg, som gav dem alle opgaven: at tænke stort. Udvalget bestod af dirigent Michael Schønwandt, programchef i Tivoli Maria Frej, operachef for Malmø Opera Michael Bojesen, bratschist i Den Danske Strygekvartet Asbjørn Nørgaard og desuden fondens direktør Frank Rechendorff Møller.

Et musikliv på højeste niveau

Frank Rechendorff Møller, direktør i Augustinus Fonden, fortæller om uddelingerne: ”Vi vil gerne arbejde for, at vi i Danmark har et klassisk musikliv på højeste niveau. Det er heldigvis nemt, for det et felt, hvor der er masser af talent, idérigdom og ønsker. Vi har med jubilæumspuljen valgt at gå ind med en bred men målrettet støtte, der kan bidrage til at løfte hele området. Det gælder både talentudvikling, de mere etablerede orkestre og internationalisering, som er afgørende for såvel det enkelte talents udvikling som danske ensemblers gennembrud på den internationale scene. Derudover må jeg nævne vores støtte til ny kompositionsmusik. Den klassiske musik har også brug for fornyelse.”