Temaet for det næste Slow-arrangement på Glyptoteket er 'det dyriske'. Det bliver en aften med kunst, talks og musik, der undersøger, hvad der adskiller os mennesker fra dyrene. Og hvilke dyriske egenskaber og laster mennesket rummer. 

En oase i storbyens ørken

Som led i Copenhagen Light Festival 2018 bliver Glyptotekets Vinterhave omdannet til en oase i storbyens ørken. Her kan du opleve lyset fra den røde aftensol, den stjerneklare himmel og det kølige morgengry sammen med et særligt designet soundscape skabt af online-radioen The Lake. De har sammensat et mix af reallyd, ambiens, naturoptagelser og musik med inspiration fra ørkener og oaser.

Hvad gør et monster til et monster?

Aftenens program består som altid af en myriade af indslag. Vær med når Christian Hjelm, tidligere frontfigur og sangskriver for orkestret Figurines, indtager Glyptotekets festsal med sine egne fortolkninger af det dyriske tema.

Foto: "Trold, der vejrer kristenblod" af Niels Hansen Jacobsen, 1896. Trolden står opstillet i Glyptotekshaven.

Bliv klogere på faraos magtfulde sfinkser, krokodilleguden Sobek og frugtbarhedsfremmende frøer. Eller hør om dårligt udstoppede dyr, grise og genopstandelse og filosof Thomas Brudholms tanker om, hvad der gør et monster til et monster.

I Café Glyptoteket bliver der serveret middag ved langborde – husk at booke bord for at sikre dig et måltid.