Snyk har siden 2001 været genreorganisation for ny, eksperimenterende musik og lydkunst.

Fra 1. januar 2021 føjes klassisk musik til Snyks opgaveportefølje. I den anledning, søger Snyk en projektleder til at udvikle og drive opgaven med at fremme den klassiske musik i Danmark og dansk klassisk musik i udlandet.

Om jobbet

Projektlederens første opgave bliver at udarbejde Snyks strategi for arbejdet med det klassiske område. Dernæst skal der udvikles netværk nationalt og internationalt, udvikles, fundraises og eksekveres projekter, indsamles data og statistik på området og meget mere. 

Alt dette med det overordnede strategiske formål at udbrede kendskabet til, og engagementet i, danske komponister, ensembler, orkestre, forlag, pladeselskaber, bookingbureauer og managements, sikre øget politisk bevågenhed på området og være en positiv faktor i publikumsudviklingen. Arbejdet skal sammenfattet understøtte og udvikle strukturerne for alle aktører, der arbejder med dansk klassisk musik i Danmark og i udlandet. 

Det er vigtigt, at du har: 

  • Et omfattende kendskab til klassisk musik og dens aktører og strukturer

  • Et omfattende nationalt og internationalt netværk inden for klassisk musik

  • Erfaring med projektledelse fra konceptudvikling til evaluering/afslutning 

  • Udarbejdet ansøgninger, rapporter, evalueringer og strategier til fonde og offentlige myndigheder  

  • Gode kontakter til fonde og erfaring med succesfuld fundraising

  • Erfaring med at arbejde i en politisk drevet organisation 

  • Stærke skriftlige kompetencer på både dansk og engelsk 

 

På Snyk er arbejdet kendetegnet ved frihed under ansvar. Du skal derfor være klar til at tage et stort ansvar, da du skal tegne udviklingen af det klassiske område i Snyk. Det kræver at du er er selvhjulpen, initiativrig, idérig og effektiv. Og at du kan gennemføre projekter fra den første spæde idé fødes, til regnskabet og evalueringen lukkes. Du er loyal, ærlig, omhyggelig og løser opgaver til tiden. Du er konstruktiv og  lyttende - også i tilspidsede situationer.

I arbejdet vil du krydse spor med mange forskellige mennesker ud over dine faste kollegaer fra Snyk – alt fra lokale koncertarrangører til toneangivende kulturpolitiske stemmer. Du er derfor god til at få det bedste ud af forskelligartede mennesker og situationer, og du trives i en travl og sammensat hverdag. 

Rejser i ind- og udland er en del af jobbet, ligesom aftenarbejde kan forekomme. 

 

Til dagligt

Snyks fem ansatte - du bliver den sjette - arbejder fra skønne lyse lokaler i Kødbyen. Vi arbejder dedikeret, passioneret og seriøst, men sørger for at stemningen er uformel og tonen ærlig og ligefrem. Selvom vi har definerede ansvarsområder, arbejder vi ofte kollektivt og bruger hinanden til at nå de bedste resultater. 

 

Ansøgning og proces

Ansøgning mailes til: job@snyk.dk 

Ansøgningsdeadline: 12. november kl. 14.00

Samtaler: jobsamtaler gennemføres i uge 47 

Ansættelse: 1. januar 2021 

Arbejdstid: 37 timer om ugen

 

Har du spørgsmål, kan du kontakte Snyks direktør Bjarke Svendsen på:
mail:
bjarke@snyk.dk
telefon: 4083 2520 

Snyk opfordrer alle egnede kandidater til at søge uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted.

 

Download hele jobopslaget her

Ansøgningsdeadline: 12. november kl. 14.00