Wundergrund 2012 klar med program

Programmet for Wundergrund 2012 er klar. Festivalen sætter i år fokus på nye generationsmøder, hvor man blandt andet kan opleve den elektroniske pioner Else Marie Pade i nyt samarbejde med Jacob Kirkegaard.

Fra den 26. oktober til den 4. november går Wundergrund Festival for 7. år i træk løs i København. I år sker det med forunderlige møder mellem generationer, hvor nye traditioner skabes, ikoner punkteres og kløfter sprænges.

Oplev blandt andre Else Marie Pade, Jacob Kirkegaard, Katrine Gislinge, Fuzzy, Bjørn Svin, Bent Sørensen, Mark Fell, Bjørn Nørgaard, Reinhold Friedl, Maria Laurette Friis, The Chap, Horst Possling, Josephine Cronholm, Tori Wrånes, Kala-OK, Bastian Kallesøe, Christina Von Bülow, Garth Knox, Rasmus Zwicki, og mange mange flere.

Wundergrund EXOTIC: Åbningsaften under palmerne
Sange i søjlegangen, elektronmusik under palmerne og skyggespil blandt statuerne. Til Wundergrunds storstilede åbningsaften fredag den 26. oktober vil Glyptoteket blive forvandlet til et slaraffenland af eksotisk, eksperimenterende musik, når tre trioer med blandt andre Katrine Gislinge, SCENATET og Jakob Kullberg spiller Bent Sørensens værk Shadowplay for første gang i Danmark. Oplev også performancekunstens svar på Björk, Tori Wrånes, svæve over Vinterhaven, hør Fuzzy og Bjørn Svin spille elektronisk musik i skyggen af palmetræerne og vær med når Josefine Cronholm & Ida Bach Hansen sætter søjlegangen musikalsk i scene.

Læs mere om hele programmet på www.wundergrund.dk