Verdensstjerner gæster København

Københavns Hovedbibliotek er vært for et musikalsk topmøde af fineste karat, når Brian Eno, Ebe Oke og Laurie Anderson fra den 14. til den 19. november er i byen for at indspille ny musik. Før, under og efter arbejdet i studiet giver de tre kunstnere en række artist talks, der fokuserer på tilblivelsen af værket og tankerne omkring den kreative proces.

Af Mads Emil Dreyer

To legender og en fremtidens mand udgør den ekstravagante trio, der i midten af november sættes stævne i København for at arbejde sammen om et nyt musikalsk værk. Mens den London-baserede amerikaner Ebe Oke nok er et mindre kendt navn for de fleste, så har Brian Eno og Laurie Anderson begge for længst placeret sig som centrale figurer i den nyere musikhistorie. Ifølge Hovedbibliotekets hjemmeside er et detaljeret program for ugen i støbeskeen, men indtil videre er der annonceret en samtale den 14. november og en præsentation i slutningen af ugen den 19. november. Billetterne hertil er desværre allerede udsolgt, men onsdag den 16. november kl. 8 kræver det ikke andet end morgenfriskhed for at deltage i bibliotekets ugentlige morgensang, hvor Brian Eno synger for.

Modvillig mestermusiker møder New Yorker-avantgardist par excellence

Ebe Oke, der arbejder med komposition, lydkunst og performance, er bestemt en interessant tredjemand i projektet, men det er Eno og Anderson, der for alvor drysser stjernestøv over begivenheden. Førstnævnte brød allerede igennem i starten af 70'erne som medstifter af gruppen Roxy Music, men det er især som komponist i eget navn og ikke mindst producer og kreativ sparringspartner på en række nøgleudgivelser af bl.a. David Bowie og Talking Heads, at briten har slået sit navn fast. Eno, der igennem sin karriere har insisteret hårdnakket på sin rolle som 'ikke-musiker', er egentlig uddannet kunstner og har da også haft udstillinger på gallerier og museer verden over. Bl.a. kunne man denne sommer se hans lydinstallation The Ship først på Heartland Festival og siden på Kunsthal Charlottenborg. I et lignende tværmedialt spændingsfelt befinder Laurie Anderson sig. Med en baggrund indenfor skulpturkunsten og et virke der breder sig over performance, multimedieeksperimenter og musik for hjemmebygget violin har Anderson i mere end 30 år inkarneret den æstetiske åbenhed, der står som en grundpille under New Yorks legendariske avantgardescene. I den bredere offentlighed er hun især kendt for pladen Big Science fra 1981, hvorfra nummeret O Superman blev et umage mainstream-hit. Anderson var senest i Danmark i slutningen af august i år, hvor hun gav to koncerter på Kulturværftet i Helsingør.


Brian Eno (billedet) gæster sammen med Laurie Anderson og Ebe Oke København for at indspille nyt værk.

Dokument #2: Brian Eno, Ebe Oke, Laurie Anderson
14.-19. november
Hovedbiblioteket, København
Programopdateringer for hele ugen vil løbende blive lagt ud på Hovedbibliotekets hjemmeside her.
Se programmet for onsdagens morgensang på Facebook-begivenheden her.