Vanvid på årets første SLOW

Torsdag den 31. marts inviterer Glyptoteket atter inden for til en aften i langsomhedens tegn. Det første SLOW-arrangement har temaet ’Vanvid’ og igen i år er det G((o))ng on tour, som sætter lyd til arrangementerne.

Af Mie Petri Lind

SLOW-konceptet pryder igen Glyptotekets forårsprogram, og med tre arrangementer forude er der rig mulighed for at gå ned i tempo.
Årets første SLOW foregår torsdag den 31. marts og igen er grundtanken, at Glyptoteket skal føles som et langsomt sted – et eftertænksomhedens rum. Den oplevelse forstærkes, når museet i samarbejde med G((o))ng on Tour og Carlsberg blænder op for et program, der går helt tæt på kunsten og dens væsentligste kvalitet: invitationen til fordybelse.
Temaet er ’Vanvid’ og G((o))ng on Tour står for den musikalske side af aftenen med tre spændende navne, der udforsker temaet på forskellig vis, nemlig The Art of Escapism, Nicolai Elsberg og T S Høeg. 

Vokallydlandskaber ved vinterhaven

De to sangerinder Ania Rybacka og Lo Ersare udgør tilsammen duoen The Art of Escapism. De anser stemmen som det mest udtryksfulde og intime af alle instrumenter. Ved hjælp af en række elektroniske virkemidler sætter de stemmen i arbejde og fremkomponerer improviserede historier, lavet af ukonventionelle vokallydlandskaber og overraskende effekter.

”Noget andet end det der er”

Outertaineren T S Høeg definerer det skabende vanvid som »Noget andet end det der er, det der ikke er som alt andet.« Langsomt sætter han lyd til Degas' små bronzeskulpturer af dansere og heste i den blå sal ved hjælp af saxofon, keyboard og rejsegrammofoner.

Bas-godnatsang

Den unge, danske bassanger Nicolai Elsberg bevæger sig på tværs af mange musikalske genrer med sit imponerende dybe register. Han synger dansksproget pop med Spillemændene, Wagner-operaer på de klassiske scener og eksperimenterende musikdramatik med Efterklang og Karsten Fundal i den prisvindende Leaves fra sidste år. Fra balkonen i Vinterhaven byder han SLOWs gæster godnat med en arie eller to, hvori vanviddet lurer under overfladen.

Forårets øvrige SLOW.-arrangementer foregår torsdag den 28. april og den 26. maj.

SLOW. - Vanvid
Torsdag d. 31. marts 2016 kl. 17-22
Glyptoteket, Dantes Plads 7, 1556 København V
95 kr. / U. 27 år: 50 kr. / U. 18 år: Gratis