UNM løfter sløret for de første navne til årets festival i Aarhus

Ung Nordisk Musikfestival fejrer i år sit 70 års jubilæum med seks dages gratis koncerter, performances og seminarer i Aarhus fra den 15. -20. august 2016. Årets tema er ’Togetherness’ og de første navne er nu offentliggjort.

Af Mie Petri Lind

Ung Nordisk Musikfestival blev grundlagt i 1946 og er gennem historien blevet til den vigtigste festival for ung nordisk kunstmusik og lydkunst. Værtsskabet for festivalen går hvert år på tur de nordiske lande imellem og i år, er det Danmarks tur til at afholde den.
Hvert land stiller med syv værker til festivalens program, værkerne udvælges blandt anonyme bidrag af en anonym jury i hvert land, og kun komponister under 30 år eller studerende kan indsende værker. Ung Nordisk Musikfestival er således en enestående mulighed for at få et indblik i fremtidens kompositionsmusik og lydkunst. Årets festival byder bl.a. på orgel af overfaldsalarmer, tubasolo og 40 andre værker fra den 15.-20. august i Aarhus. 

Fokus på det nordiske fællesskab

UNM Festivalen præsenterer værker af 35 unge komponister fra Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark. Årets tema ’Togetherness’ sætter fokus på det helt særlige nordiske fællesskab, hvor kunstnerisk mangfoldighed, tolerance og genrebrud er naturlige elementer i kunstmusikken.

Formanden for UNM Danmark, Allan Gravgaard Madsen, udtaler om temaet:
»Vi vil understrege, at UNM er noget helt unikt. Intet andet sted i verden findes et fællesskab tilsvarende det, vi har i de nordiske lande. Komponister mødes her med stor tolerance på tværs af grænser. Alle laver noget helt forskelligt, men på forunderlig vis passer det alt sammen sammen.« 


Formanden for UNM Danmark, Allan Gravgaard Madsen. Foto: Kari Overgaard Winther

Den store mangfoldighed ses i festivalens enormt varierede program. De værker, som kan opleves i år, spænder fra den norske Harald Jordal Johannessens elektroniske værk Collage #1 til den svenske performance- og installationskunstner Kajsa Magnarssons Rape Alarm Organ, over finske Niilo Tarnanens soloværk for tuba, The President's Speech, og til den danskbaserede Christos Ntovas’ Thalassographia for fuldt symfoniorkester.

UNM Orkestret og seminarer

Som noget helt nyt skabes der i år et nyt symfoniorkester specifikt til festivalen: UNM Orkestret. Her inviteres unge musikstuderende til at fordybe sig i den nyeste musik, og orkestret, hvis kerne består af musikerne fra Århus Sinfonietta, opfører en række af festivalens værker under ledelse af den brasiliansk-fødte, tyskbaserede dirigent og komponist Daniel Moreira.

»Det ligger os meget på sinde, at være med til at uddanne unge musikere til at være en slags ambassadører for den unge nordiske musik. Mange af de unge komponister er på et højt internationalt niveau og søger til udlandet, når deres musik skal spilles. Her kan mange af de unge nordiske musikere ikke være med. Det håber vi på, at lave om på med UNM Orkestret,« udtaler Allan Gravgaard Madsen.


Simon Steen-Andersen står på programmet ved et af seminarerne på UNM, hvor han også selv startede sin karriere i sin tid. Foto: Lars Svankjær

Ud over koncerter og performances byder UNM 2016 på fire seminarer. Her kan man møde den svenske sammenslutning af kvindelige kunstnere Konstmusiksystrar, det tyskbaserede undergrundstidsskrift Blatt 3000 og de to fremtrædende, danske komponister, Simon Steen-Andersen og Rasmus Zwicki, der begge sætter musikken i dialog med andre kunstarter i deres kompositoriske arbejde.

De største komponisters startsted

UNM fejrer i år sit 70 års jubilæum, og festivalens udprægede åbenhed for eksperimenter matches fuldt ud af det kunstneriske niveau. Siden etableringen i 1946 har nogle af vor tids største komponister startet deres karriere på Ung Nordisk Musikfestival: Per Nørgård (DK), Esa-Pekka Salonen (FI), Kaija Saariaho (FI), Bent Sørensen (DK), Rolf Wallin (SE), Simon Steen-Andersen (DK) og Maja S. K. Ratkje (NO) for blot at nævne nogle få.

UNM 2016
15.-20. august 2016
Musikhuset Aarhus, Det Jyske Musikkonservatorium, Granhøj Dans og Aarhus Domkirke
Gratis adgang
Læs mere