Uforudsigelige composer-performer-situationer

Et komponistkollektiv, en komponist-koreograf-duo og to kvindelige perkussionister skubber den ny komponistionsmusik helt ud over scenekanten, når de optræder i Jazzhouse i København d. 29. marts.Af Anne Dalby

En uskolet performance af yderst professionelle kunstnere

”Det bliver ikke en aften bygget op omkring komplekse partiturer og virtuositet - snarere bliver det en uskolet performance og et eksperimenterende stykke musikteater. I jazzhouse præsenterer vi et nyt kollaborativt værk som endnu ikke har en titel. Det bliver altså en musik-koreografi for uskolede performere!”, forklarer Kaj Duncan David. Den unge komponist og lydkunstner (f.1988) er i færd med at beskrive de kompositioner, som han sammen med koreograf Troels Primdahl og komponistkollektivet Bastard Assignments fremfører i Jazzhouse, når de optræder som en del af radiostationen The Lakes gæstebooker-program.

 


Tv. Troels Primdahl, th. Kaj Duncan David.

 

Kaj Duncan David (f. 1988) er en britisk/dansk komponist og lydkunstner. Han har en bachelor i moderne musik og lydkunst fra Goldsmiths College i London og en master i elektronisk musikkomposition ved Dansk Institut for Elektronisk Musik / Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Han har studeret hos den anerkendte danske lydkunster Simon Steen-Andersen og for nylig var han med til at åbne Berlins største ny musik-festival MaerzMusik. I Jazzhouse, har den unge komponist lyst til at udfordre sig selv. David forklarer:  

”Som komponist bruger man rigtig meget tid på at arbejde med f.eks. partituret. Det er hårdt og ensomt arbejde. Jeg har lyst til at udfordre den måde at arbejde på, gennem leg og ved at have det sjovt - sammen med andre. At arbejde i mere kollaborative sammenhænge med andre kunstnere, gør automatisk musikken mindre formel.” 

Således kommer aftenen i jazzhouse til at bestå af det første træf i en række kollaborativ-performances mellem hans egen komponist-koreograf duo (Primdahl/David) og de to komponister Edward Henderson og Timothy Cape fra komponistkollektivet Bastard Assignments fra London. De fire herre møder hinanden for første gang kort tid før koncerten og skal under et for kunstnerne uvant tidspres, udvikle en række performance-værker og små musikstykker. Kaj Duncan David forklarer:

”Idéen er at give et indblik i hvad vi laver og at vi sammen skaber et nyt kollaborativt stykke i løbet af prøverne inden koncerten. Vi forsøger at holde det meget åbent, og lade inspirationen (og presset) styre os".

 

 

Kaj Duncan David fortsætter: "Det vi alle har tilfælles er, at vi er interesserede i at undersøge hverdags-agtig situationer og musik med fundne objekter og/eller bevægelser. Jeg har derfor sat disse to grupper sammen fordi vi grundlæggende undersøger det samme: sjove composer-performer situationer. For os er det ikke det højkulturelle der er interessant. Det interessante er at hive det højkulturelle ned og modsvare det ved at lege med ting vi kender. Ting fra hverdagen. Og bevægelser fra hverdagen. Det er ret befriende!”


Visionære værker fra to kvindelige perkussionister

Aftenens andel del overtages af to originale og ganske visionære kvinder. Den herboende taiwanesiske slagtøjsspiller Ying-Hsueh Chen byder på dansk uopførelse af værket ”Mani. Matta” af den italienske komponist Pierluigi Billone. Chen er en fremsynet percussionist, der trods sin unge alder allerede har modtaget flere priser. Bl.a. modtog hun i 2011 første pris i Nordiske Komponisters Koncertkonkurrence. Hun er fast medlem af Trio ZOOM og optræder hyppigt som solist.

 

Dertil fremfører den karakteristiske trommeslager Jaleh Negari, kendt fra de laborerende bands Selvhenter og Pinkunoizu, et nyt soloværk. Således runder Negari en aften af, hvor musikken ikke nødvendigvis kun præsenteres via lyde, men også med hverdagsting, dans, teater og bevægelse.

 

 

HVAD: Bastard Assignments + Primdahl/David, Ying-Hsueh Chen, Jaleh Negari
HVORNÅR: 29/3 2015 – kl. 20:00
PRIS: 100 kr.
HVOR: Niels Hemmingsens Gade 10, 1153 København K
MERE INFO OM KONCERTEN 

 

Aarhus Unge Tonekunstnere

Aftenens program er rammesat af foreningen Aarhus Unge Tonekunstnere
(AUT). AUT er en forening for ung tonekunst på højt niveau, som gør sig bemærket gennem en kollektiv tilgang og en evne til at bringe ny kompositionsmusik ud i nye sammenhænge på en uhøjtidelig og nærværende måde - ofte i møde med andre kunstformer. LÆS mere HER 

The Lake bringer sit radiounivers til live på Jazzhouse

I perioden fra d.19.-30. marts 2015 springer radiostationen The Lake ud af æteren og ind i rollen som gæstebookere på Jazzhouse. The Lake præsenterer et eklektisk program, der afspejler radiostationens kærlighed til den eksperimenterende og utraditionelle musikscene.  
The Lake er stiftet af bandet Efterklang, radiojournalisten Jan Høgh Stricker og kunstneren Kasper Vang.