Tag på Mayhem og glem alt om Søren Banjomus

Pladeselskabet Abstract Tits fejrer årets udgivelser på spillestedet Mayhem i København fredag den 16. december. Lyt med på en aften spækket med livemusik, der får dig til at glemme alt om Whams 'Last Christmas' og Søren Banjomus.

Af Line Wium Olesen

2016 er ved at rinde ud, og det er blevet tid til at se tilbage og følge op på, hvad der er sket i løbet af året. I den anledning inviterer pladeselskabet Abstract Tits til en koncertfejring af deres udgivelser fra 2016. På listen over kunstnere tilknyttet Abstract Tits finder du en god håndfuld fremadstormende eksperimenterende musikere, der arbejder solo og sammen på kryds og tværs i forskellige bands såsom Yes Deer, Tigers Mind og Lumpy Space Princess.  

Festen og fejringen løber af stablen fredag den 16. december på Mayhem i Københavns Nordvestkvarter. Her får du eksperimenterende og elektroniske toner i selskab med Quest Removal (Claus Haxholm), Anders Vestergaard, Danielle Dahl, C. Cell (Xenia Xamanek Lopez) og Bravura in the face of grief.

Flere stadier af vådhed

Kunstner, musiker, komponist og forfatter er den lange liste af kasketter, som den produktive Claus Haxholm kan skrive på cv’et. Han havde afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014, og siden da har han bevæget sig på tværs af de kunstneriske genrer, men altid med lyd og musik som omdrejningspunkt. Han har bl.a. udgivet bogen Bevægeligt Akkurat, der fungerer som et system, der genererer musikværker, du selv kan opføre. Han har udgivet en lang række kassettebånd, og i 2015 udkom hans første LP Quantum Paths of Desire under navnet Assembler.

Fredag den 16. december folder Haxholm sig ud under pseudonymet Quest Removal, hvor støjæstetikken får fuld skrue. 2016-udgivelsen
Preset Stealth er Haxholms første fysiske udgivelse som Quest Removal, og den indeholder fire kompositioner, der er skrevet over faktiske beskyttelsesmetoder man benytter i forbindelse med forskellige stadier af vådhed (vandafvisende stoffer/materialer, svampe, dybfrossent støv). Alle kompositionerne er lavet på computer i den tidlige og våde vinter i 2016.

Ål i solotrommerne

Et navn, der dukker op adskillige gange i Abstract Tits’ kunstnerkatalog er Anders Vestergaard. Trommeslageren udgav i september LP’en Eel via et samarbejde mellem Abstract Tits og Insula Jazz (et initiativ, som hører under musikbutikken Insula Music på Nørrebro). Eel er trommeslagerens første soloudgivelse, og den dokumenterer fire musikstykker skabt på et hjemmelavet set-up bestående af forskellige akustiske perkussion-instrumenter og kæder af elektronisk feedback. Kompositionerne bevæger sig gennem forskelligartede udtryk af hyper-dynamik og uimodståelig, hypnotisk ekvilibrisme.  

Abstract Tits beskriver Vestergaard som en musikker, der arbejder med trommer, bækkener og andre objekter på en forfinet og præcis måde, men samtidig også på brutale og stupide måder. Hermed lægger de op til et sonisk sammenstød, der kan få dig til at spidse ører og lover samtidig indirekte, at der er overraskelser i vente, når Anders Vestergaard sidder bag trommerne.

Psykoakustiske fænomener

Den norske saxofonist og komponist Danielle Dahl er ligeledes en integreret del af kunstnerskaren på Abstract Tits. I oktober 2016 udgav hun, sammen med den østrigske lydkunstner Daniel Lercher, albummet Low Morale and High Ideals, som blev indspillet en tidlig morgen i maj i Otto Wagner kirken i Wien. Instrumenteringen på albummet udgøres af Dahls sopran- og altsaxofon samt Lercher på syngeskåle og gonger. På fredag indtager Danielle Dahl dog gulvet på Mayhem som solist, hvor hun vil blæse publikum bagover og præsentere dig for sit indgående arbejde med psykoakustiske fænomener, noise og klingende overtoner.

Som komponist arbejder hun i øjeblikket på bestilte værker til kammerorkestret Aksion og guitarduoen View From Nowhere. Hendes værker er blevet opført på bl.a. Nordic Music Days, Musikprotokoll og af Snim, Rudolf Bjørnerem, SCENTATET med flere.

Hjerteskærende noise

U r missing, u destroyed from inside er den første udgivelse fra C. Cell. Bag kunstnernavnet C. Cell gemmer sig den dansk-honduranske komponist Xenia Xamanek Lopez, som førhen har udgivet to kassettebånd under aliaset Equis. Det rå og uforarbejdede album U r missing, u destroyed from inside trækker klare tråde til noisemusikken, men er også funderet i en ærlig følelsesmæssig kerne, der gør musikken til mere end blot et hårdt knytnæveslag af noise. Ikke kun musikken, men også titlen i sig selv er et følelsesudbrud med store bogstaver og klart udråbstegn!

På fredag er det C. Cell, der står på plakaten, når Xenia fylder Mayhem med smuk noise, men til dagligt kan du også opleve hende som saxofonist i andre konstellationer som f.eks. den prisvindende eksperimenterende jazz-kvartet Boujeloud, hvor Anders Vestergaard også sidder bag trommerne.

Efter fire intense live-koncerter fortsætter festen, når duoen Bravura in the face of grief (Anders Vestergaard og Danielle Dahl) tager over med et stærkt DJ-set og skubber dig den sidste millimeter ud i den absolutte jule-transcendens.

Abstract Tits Label Night
Fredag den 16. december kl. 20.30 (musik fra kl. 21.00)
Mayhem, København N.
Billetter købes i døren. Pris: 50 kr.

Foto øverst: Danielle Dahl og Anders Vestergaard som duoen Bravura in the face of grief.