Syner, drømme og bedrag på Glyptoteket

Torsdag åbner Glyptoteket dørene til efterårets første Slow med koncerter af Kirstine Stubbe Tejlbjærg, Christian Skjødt, Søren Kjærgaard og Tobias Pfeil. Temaet er BLÆNDVÆRK – perspektiveret i talks, toner, film samt i omvisninger, der går tæt på kunsten.

Af Tobias Linnemann Ewé

Blændværkets mester, dadaisten, surrealisten og altmuligkunstneren Man Ray er hovedperson i aftenens program – i film, talks, omvisninger og ikke mindst i den aktuelle udstilling Man Ray – Menneske // Ligninger. Journalist Poul Pilgaard Johnsen inviterer traditionen tro til talk i Glyptotekets Café, denne gang med journalist Martin Krasnik, som bl.a. og i vanlig direkte form vil adressere bluff og hykleri i forholdet mellem medier og politikere i dagens Danmark. Kunstens blændværk er afsæt for en række andre talks og omvisninger, samt for det musikalske program, som er kurateret af SNYK.

Lydkunstneren Christian Skjødt skaber ved hjælp af selvbyggede synthesizers et lydunivers til Vinterhaven, som tager udgangspunkt i cirklens kvadratur – et af de klassiske matematiske problemer fra oldtidens Grækenland.

Pianisten Søren Kjærgaard og multi-instrumentalisten Tobias Pfeil genfortolker John Cage og Marcel Duchamps legendariske skakperformance Reunion fra 1968, hvor spillets koncentration og lyd vokser ud fra skakbrættets sorte og hvide felter.

Den prisvindende danske sangskriver og komponist Kirstine Stubbe Teglbjærg (tidligere forsanger i Blue Foundation) runder aftenen af på balkonen med en godnatsang fra sin seneste roste plade Hamskifte. En sidste kontemplation over livets blændværk.

Program

17.00-18.00 (MUSIK): Lydkunstner Christian Skjødt skaber lydunivers i Vinterhaven.

17.00-19.00 (SKAK): Gør som Man Ray! Deltag i turneringen i lyn- og hurtigskak med Øbro Skakforening.

17.30, 19.30, 20.30 (FILM): Filmisk blændværk. I samarbejde med Centre Pompidou i Paris byder aftenen på en sjælden visning af Man Rays surrealistiske film Emak-Bakia (17 min.) fra 1926.

18.00-19.00 (TALK): Man Ray og matematikkens modelkabinet. Professor Jesper Lützen og matematiker Søren Eilers fører os omkring de matematiske modeller, der igen og igen inspirerede Man Ray.

18.00-18.20 (TALK): Glyptotekets direktør, Flemming Friborg om blændværk i kunstens historie.

18.30, 19.30, 20.30 (OMVISNING): Om begrebet simulacra. Kurator Wendy Grossman fra The Phillips Collection i Washington introducerer Man Ray og udstillingen ”Man Ray – Menneske // Ligninger”.

18.30-19.00 (OMVISNING): En omvisning i årtusinders kunst om blændværk i skulpturen og brygger Carl Jacobsens fascination af kunstens fremstilling af menneskekroppen.

19.15-20.00 (KUNSTFORDYBELSE): Absurditet og absint – hardcore billedanalyse af Edouard Manets mesterværk Absinthdrikkeren.

19.15-20.00 (MUSIK / PERFORMANCE): Pianisten Søren Kjærgaard og musikeren Tobias Pfeil genfortolker Marcel Duchamp og John Cages legendariske skakperformance Reunion fra 1968.

20.00-21.00 (DIALOG): Journalist Martin Krasnik gæster Poul Pilgaard Johnsen i Caféen til en samtale om blændværk i politik og medier.

21.00-21.30 (TALK): Shakespeare og blændværk. Glyptotekets Neil Stanford kigger nærmere på Shakespeares forestillingsevne.

21.35-21.45 (GODNATONER): Kirstine Stubbe Teglbjærg (tidligere Blue Foundation) og Anders Wallin runder aftenen af med godnatsang fra Balkonen.

Hvad er Slow?

Glyptoteket skal føles som et langsomt sted – et eftertænksomhedens rum. På udvalgte torsdage forstærkes den oplevelse, når museet i samarbejde med SNYK og Carlsberg blænder op for et program, der går helt tæt på kunsten og dens væsentligste kvalitet: invitationen til fordybelse.

Slow. på Glyptoteket Torsdag d. 17. september kl. 17-22.

SLOW. I EFTERÅRET
Torsdag d. 17. september. Tema: BLÆNDVÆRK
Torsdag d. 29. oktober. Tema: IDEAL
Torsdag d. 26. november. Tema: GRÆNSER

Læs mere om Slow. her