SYNC Sessions søger nye deltagere

Medlemmer af DJBFA, DPA og DKF kan nu ansøge om deltagelse i næste omgang SYNC Sessions. – Et projekt, der faciliterer mødet mellem ny, klassisk kompositionsmusik og rytmisk sangskrivning. Ansøgningsfristen er den 27. juni 2016. 

Af Mie Petri Lind 

SYNC Productions søger deltagere til andel del af workshopforløbet SYNC Sessions i samarbejde med DJBFA, DKF og DPA. Projektet faciliterer mødet mellem ny klassisk kompositionsmusik og rytmisk sangskrivning og formidler hermed et stærkt samarbejde på tværs af genrer og kunstnerisk virke og er med til at skubbe til de kreative grænser, der findes inden for det danske musikmiljø. Alle som er medlemmer af en af de tre komponistforeninger kan søge om deltagelse.

Nye kreative samarbejder

SYNC Sessions fokuserer på mødet mellem to mennesker og ikke et færdigt lydbillede. Koncerterne er dermed et resultat af et musikalsk- og menneskeligt møde og det kan tage alle former og farver. Der er ingen politisk korrekt agenda eller et ønske om at ryste musikmiljøet i sin grundvold, blot hensigten om at skabe nye kreative samarbejder.

Praktisk information

Anden del af SYNC Sessions omhandler to workshops og to koncerter:
Workshop 3: uge 33 den 20. august 2016 kl. 10-15
Koncert 3: uge 37 den 28. september 2016 kl. 19.30
Workshop 4: uge 33 den 21. august 2016 kl. 11-16
Koncert 4: uge 39 den 2. oktober 2016 kl. 19.30

Som medvirkende deltager du i én workshop af fem timer og én koncert.
Sammen skal en klassisk komponist og en rytmisk sangskriver skabe et fælles værk (jf. workshop). Derefter skal de opføre det sammen og sammensætte repertoire til en koncert af en times varighed. Det fælles værk skal have en varighed af min. 10 minutter.
Workshoppen stiller flygel til rådighed og du må derudover medbringe et instrument. Der er ikke PA-anlæg til rådighed.
Hver deltager modtager et honorar for deltagelse i workshop og koncert af 3000 dk.kr. i alt.
Der vil være en tarif til rådighed pr. koncert, som deltagerne har mulighed for at bruge på en ekstern musiker.
Workshoppen bliver filmet og disse film får du som deltager mulighed for at bruge i eget kunstneriske virke.
Både workshop og koncert foregår i Kammerklubbens lokaler på Ørnevej 69, Nordvest.

Kontakt DJBFA, DPA eller DKF for ansøgningsskema.