Suså Festival med ny musik, lyrik, billedkunst, drama og ballet

Suså Festival i Næstved er i år i weekenden 28. – 30. august. Det årligt tilbagevendende mødested for vor tids kompositionsmusik præsenterer et stjernespækket program med sangere, solister, ensembler, digtere og dansere fra ind- og udland.

Søren Ulrik Thomsen optræder

På programmet står blandt andet en række tværgående indslag, hvor musik spiller sammen med lyrik, billedkunst, drama og ballet. I denne sammenhæng kan vi blandt andet opleve digteren Søren Ulrik Thomsen optræde sammen med LinEnsemble.

Topensemble fra Finland

I år har festivalen desuden et Vindue mod Finland med særligt fokus på gæsteensemblet Uusinta fra Helsinki, som lørdag aften spiller ny musik af en række finske komponister. Begge disse koncerter bliver optaget til Danmarks Radio.

To berømte fødselarer

Traditionen tro er der også et "mød komponisten"-arrangement. Det er i år 60-års fødselaren Poul Ruders, som søndag formiddag kan opleves i samtale med DR lyt-til-nyt-radioværten Trine Boje Mortensen som optakt til en koncert med musik af Ruders. Den eksklusive modernist Gunnar Berg, som ville have fyldt 100 år i år, er helliget en hel koncert fredag aften med musik for klaver, blokfløjte og guitar.

Rig repræsentation af alle generationer

Den ældre nulevende generations internationalt berømte komponister er også godt repræsenteret med musik af både Ib Nørholm, Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Karl Aage Rasmussen, Ole Buck og Hans-Henrik Nordstrøm. Sidstnævnte blandt andet med en uropførelse, komponeret til Storstrøms Kammerensemble. Men også de yngre og den helt unge generation af danske komponister med blandt andet Ensemblet pAssAge, der spiller Anders Nordentoft og en uropførelse af Nicolai Worsaae.

Suså Festival foregår 28., 29. og 30. august 2009 på Grønnegade Kaserne Kulturcenter i Næstved.

Vi vil også anbefale Suså Festivalens spændende hjemmeside, hvor man blandt andet kan tegne støttemedlemskab og få en gratis CD, samt læse essayet "En universel musik?" af komponisten Niels Rosing-Schow.