Suså Festival offentliggør fuldt program med fokus på Portugal

Suså Festivalen har løftet sløret for årets program, som kan opleves den 2.- 4. september i Næstved. I år kan man opleve 34 værker af 31 nutidige komponister opført af en række danske og internationale musikere på højeste niveau.

Af Mie Petri Lind

Årets Suså Festival har offentliggjort årets program! Festivalen, den 24. i rækken, finder i år sted i weekenden 2.-4. september i Grønnegades Kaserne i Næstved. Festivalen præsenterer tre intense dage med koncerter indenfor det bedste af den nye samtidsmusik spillet af danske og internationale musikere på højeste niveau.

Internationale komponister og musikere mødes

I år kan man opleve 34 værker af 31 nutidige komponister. Musikken opføres af Snow Mask Trio, Trio vis-à-vis, Athelas Sinfonietta Copenhagen, Grupo De Música Contemporânea De Lisboa, Cikada Strygekvartet, Duo Duol, saxofonist Henriette Jensen samt Duo Dybro/Norman i et møde med digteren Niels Frank.

Suså Festival er et mødested for komponister, musikere og publikum, hvor man har mulighed for at komme ind under huden på, hvad der rører sig i den nyere musik. Således er der som publikum ofte god mulighed for at tale med komponisterne mellem koncerterne, ligesom der i programmet indgår et MØD KOMPONISTEN-arrangement - dette år med Rune Glerup, som interviewes af Max Fage-Petersen lørdag den 3. september kl. 12.30..

Festivalen arrangerer også møder mellem komponister, musikskole- og gymnasielever forud for årets festival, så et nyt ungt publikum får et godt første møde med den ny kompositionsmusik.


I år kan man opleve den danske komponist Rune Glerup i Suså Festivalens MØD KOMPONISTEN-arrangement

Portugisisk fokus

Traditionen tro sætter Suså Festival særlig fokus på et europæisk lands samtidsmusik, hvor man kan få et endnu dybere indblik i de sidste 60 års musiktradition. Dette år er valget faldet på Portugal og festivalen åbner allerede fredag aften sit Vindue mod Portugal med ensemblet Grupo De Música Contemporânea De Lisboa.

Festivalen byder sådan på et bredt indblik i, hvad kompositionsmusik i 2016 er for en størrelse. Forrest står musikken og Suså Festival stiller som altid spørgsmål ved vores opfattelser af, hvad musik kan, vil og skal. Se det fulde festivalprogram her

Suså Festival
2. - 4. september 2016
Grønnegades Kaserne, Næstved
Læs mere