To store talenter debuterer

Komponisterne Mette Nielsen og Allan Gravgaard Madsen har markeret sig indenfor både den danske og udenlandske musikscene for ny kompositionsmusik. Begge er de blevet hædret med prestigefyldte priser. Nu debuterer de hver især fra Det Jyske Musikkonservatorium med nyskrevne værker, bl.a. som en del af årets program på KLANG - Copenhagen Avantgarde Music Festival 2017 i maj og juni.

Af Marie Braad Larsen

Komponisten Mette Nielsen har i arbejdet med sin debutkoncert hentet inspiration fra sin tidlige barndom, hvor minder og børnesange har givet idéer til det kommende afgangsværk Sange når aftenklokken ringer. Værket kan opleves den 4. juni som en del af KLANG festival og på Musikhuset Aarhus den 24. juni.

I et interveiw med KLANG festival fortæller Mette Nielsen om inspirationen bag sin kommende debutkoncert på festivalen: 

”…De seneste år har jeg flere gange forsøgt at omsætte barndomsminder i musik. Jeg har brugt både egne og andres minder konkret i musikken blandt andet i form af børnesange. Det kommer jeg også til i denne koncert, men jeg synes, jeg gør det mere gennemført i denne koncert, end jeg har gjort før. Temaet om minder og barndom virkede også passende som tema i en debutkoncert. En debutkoncert er tit et tilbageblik traditionelt blot over studieårene. Jeg kigger i stedet rigtig langt tilbage. Til begyndelsen da jeg som barn skrev små sange.“ Læs mere her.

Mette Nielsen er som ung komponist kendt for at eksperimentere med kompositionsformen, tematik og valg af instrument. Hun har blandt andet komponeret et musikstykke for hammer med værket If I had a Hammer og har med værkerne Square #1 og Square #2 instrueret de udøvende musikere ved hjælp af noget så moderne og alment kendt som en iPod. Mette Nielsen har fået opmærksomhed for sin nytænkende og kreative arbejdsmetode og for sine værker, senest med normineringen i kategorien Årets komponist - lille ensemble til Carl Prisen 2017 for stykket Odense Havn 1991/2016. Tidligere i 2017 modtog hun Axel Borup-Jørgensen komponistpris, som blev overrakt ved årets Figura Festspiele. Prisen bliver uddelt til 'unge lovende talenter' og Nielsen fik denne begrundelse med fra priskomiteen:

”…Mette Nielsen arbejder fokuseret og målretttet med sine musikalske idéer. Samtidig er hun åben og søgende både på det menneskelige og det musikalske plan - og man mærker, at de to ting for hende hører sammen. Hun har gennem sit arbejde vist, at hun er en musikalsk stemme, som man gerne vil lytte til. Hun er inde i en stærk og spændende udvikling, og det bliver spændende og berigende at følge hende fremover.” Læs mere her. 

Mette Nielsens værk Kvartet til minde om en sang, uropført af Anna Jalving, Daniel Tølbøll Mortensen, Sebastian Lowe og Malthe Volfing Højager ved Pulsar festival marts 2016.

Allan Gravgaard Madsen bryder gammelt løfte

Ligesom komponistkollegaen Mette Nielsen debuterer Allan Gravgaard Madsen både med koncert i Musikhuset Aarhus og på årets KLANG festival 2017. Allan Gravgaard Madsen har igennem studieårene været meget aktiv som komponist og er ligeledes blevet hædret for sit store talent og sin betydningsfulde rolle indenfor ny kompositionsmusik. Allan Gravgaard Madsen var i år nomineret i kategorien Årets klassiske komponist - stort ensemble med den symfoniske sangcyklus Beinta skabt i samarbejde med Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð.

Allan Gravgaard Madsen har tidligere modtaget Talent Prisen fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens fond i 2016, og i 2017 modtog han talentprisen fra Léonie Sonning Fonden. Allan Gravgaard Madsen er senest blevet hyldet for sin viden og sit talent som komponist og fortaler for ny kompositionsmusik med sin nye stilling som formand for organisationen AUT  – Aarhus Unge Tonekunstnere.


Foto: Komponist Allan Gravgaard Madsen. Foto af Stine Vejen.

I et interview med KLANG festival fortæller Allan Gravgaard Madsen om sin kommende debut:

”…Ordet debut betyder jo at gøre noget for første gang og for mit eget vedkommende, så bryder jeg helt konkret med et gammelt løfte med mig selv om aldrig at fremføre nogle af mine værker selv. Noget jeg allerede prikkede lidt til med mit værk for video 'Presents' fra 2012. Det var en helt anden målestok end det, der kommer til at foregå i det nye værk.” Læs mere her.

Allan Gravgaard Madsens debutkoncert bliver opført af den New York-baserede JACK Quartet og den danske klarinettist Mathias Kjøller fredag den 26. maj i Musikhuset Aarhus og lørdag den 27. maj i KoncertKirken i København som en del af programmet for årets KLANG festival.


Weiß. Schwarz. Blau. (2013) for piano trio af Allan Gravgaard Madsen

Debutkoncert: Allan Gravgaard Madsen med JACK Quartet og klarinettist Mathias Kjøller
Fredag den 26. maj kl  19.30 i Musikhuset Århus
Lørdag den 27. maj kl. 20.00 i KoncertKirken, København 

Debutkoncert: Mette Nielsen, Århus Sinfonietta, Usmfka-koret og elever fra Rudersdal Musikskole
Søndag den 4 juni, kl 16.00 KU.BE på Frederiksberg
Lørdag den 24. juni, kl 17.00 Musikhuset i Århus

Læs mere om debutanterne Mette Nielsen og Allan Gravgaard Madsen og det resterende program for KlANG festival i SNYKs artikel guide til KLANG 2017.

---

Foto øverst: Komponisten Mette Nielsen af  Nino Tiainen