Steve Reichs penduler åbner ny udstilling

Den amerikanske minimalist Steve Reichs værk 'Pendulum Music' opføres ved åbningen af en ny udstilling med titlen 'Great Gifts Of Chance'. Udstillingen præsenterer også Torben Ulrich samt Jacob Kirkegaards værk 'Haus der Mahre' (2010) - et værk, der kredser om de lyde, vi laver, mens vi sover.

Af Agnete Seerup

Great Gifts of Chance har lånt sin titel fra filmskaber Jørgen Leths 1986’er klassiker Det legende menneske, hvor musiker, tennisspiller og billedkunstner Torben Ulrich skaber et sitrende chanceværk ved at dyppe tennisbolden i maling og igen og igen at skyde den op på papiret.

Udstillingen tager udgangspunkt i en række af Torben Ulrichs visuelle værker, men der er også lyd på programmet, som kredser om tilfældet i kunsten. Jacob Kirkegaards installation Haus der Mahre fra 2010 udstilles blandt andet - et værk, der kredser om de lyde vi laver, mens vi sover.

Flyvende mikrofoner åbner udstillingen

Til åbningen fredag den 14. august kl. 17.00 opføres Steve Reichs kendte værk Pendulum Music fra 1968, hvor fire mikrofoner sættes i svingninger hen over en række forstærkere. Den amerikanske komponist Steve Reich er én af minimalismens og repetitionsmusikkens pionerer og har blandt andet beskæftiget sig med tilfældet som skaberkraft i musikken og lydkunsten.

Musikken i Pendulum Music skabes på stedet udelukkende gennem de svingninger, som mikrofonerne bevæger sig i, og som skaber feedbacktoner hver gang de som penduler flyver hen over forstærkeren. Mikrofonkablerne i Reichs værk har forskellig længde, så de svinger med varierende hastighed som hypnotiserende penduler, der skaber forskellige feedbacksekvenser, der med tiden overlapper hinanden. En helt enkel musik, der opstår lige nu og her, og hvor tilfældet skal findes i mødet mellem mikrofonpendul og forstærker.

Great Gifts of Chance.
Åbning 14/8 kl. 17:00, udstillingen er åben fra 15/8 – 19/9 2015.
Steve Reichs Pendulum Music bliver opført til åbningen kl. hhv. 17:30 og 19:00.
Galleri Tom Christoffersen, Skindergade 5, København K.

Læs mere

Udstillende kunstnere: Andreas Albrectsen, William S. Burroughs, Claus Carstensen, Lars Christensen, Jacob Kirkegaard, Henrik Menné, Julie Nord, Niki de Saint Phalle, Richard Serra, Steve Reich & Torben Ulrich