SPOR på vej!

Den niende SPOR festival afholdes i Aarhus d. 8. -11. maj 2014. Det fulde program er nu offentliggjort, og SNYK har taget et kig på det.

Den aarhusianske festival for nutidig lyd- og tonekunst SPOR slår dørene op om en måneds tid, og allerede nu er det fulde program, med hele 32 navne, offentliggjort. Programmet består af masser af helt nye værker fra ind- og udland, skabt af såvel etablerede som unge, talentfulde kunstnere og komponister. Festivalen byder på koncerter, performances, udstillinger samt øjen- og øre-åbnende seminarer og artist talks. SNYK giver her et indblik!

DO IT ANYWAY
SPOR 2014 har med titlen DO IT ANYWAY fokus på at kickstarte nye samarbejdsmetoder kunstnerne imellem. Gæstekuratoren på årets festival er den internationalt anerkendte komponist og performer Jennifer Walshe, og inspirationen til dele af årets program er bl.a. hentet fra hendes mangeårige virke på New Yorks uafhængige kunstscene.

Og netop New York er stærkt repræsenteret på årets festival, hvor en lang række kunstnere fra metropolen på den anden side af Atlanten præger programmet.
Den anmelderroste og eksperimenterende kunstnerduo Object Collection fra Brooklyn optræder sammen med det danske ensemble SCENATET med performanceforestillingen NEW YORK GIRLS. Det er danmarkspremieren på denne performance, og publikum kan efter sigende forvente en heftig kombination af teater, koncert og billeder, når de inviteres inden for i ekstremernes verden. Det foregår lørdag kl. 20.00 på Granhøj Dans.

Object Collection og SCENATET præsenterer danmarkspremieren på NEW YORK GIRLS d. 10. maj. Foto: Bradley Buehring

Herudover byder SPORs New Yorkske program på kunstnere som Jessie Marino, David Bird, Jonathan Marmor og Tony Conrad, som præsenteres ved forskellige koncerter i løbet af de fire dage.

Åbningskoncert med tre uropførelser og en danmarkspremiere
Årets SPOR åbner på Godsbanen med en koncert der byder på hele tre uropførelser og en danmarkspremiere. På programmet er værker af danske Lasse Schwanenflügel, svenske Ylva Lund og amerikanerne Jonathan Marmor og Harris Wulfson.

Alle værkerne opføres at det anerkendte svenske ensemble Mimitabu, der er kendt verden over for at give publikum nye lytteoplevelser ved at præsentere en bred vifte af lyde i overraskende kombinationer. Det Gøteborg-baserede ensemble blev grundlagt i 2010 med det formål at skabe en platform for den nyeste eksperimenterende, skandinaviske musik. Ensemblet samler store talenter fra den ny musiks scene til at fortolke, udføre og udbrede de mest varierede lydverdener. Siden dets start har ensemblet prioriteret et tæt samarbejde med komponisterne, hvilket har resulteret i et hav af verdenspremierer og turneer i hele Skandinavien.  

Create! Compose! Combine!
På festivalens anden dag kan man bl.a. opleve fire af værkerne fra SPORs Call for Proposals. Hvert år inviterer SPOR komponister og lydkunstnere fra hele verden til at indsende forslag til den kommende festival, og i år har juryen udvalgt fem meget forskellige værker. Fire af dem bliver præsenteret ved koncerten fredag kl. 20.00 på Godsbanen. De fire værker er David Birds Fields, James Saunders’ you say what to do, James Andeans The Friedman Translations: Translation A & Translation B og Jessie Marinos Heartful bird, vivid and great in style.

Værkerne bliver opført af Mark Knoop, piano og Serge Vuille, percussion og byder på eksperimenter med afstanden mellem performerne, assistentoplæsninger som styrer musikernes handlinger og en symbiotisk koreograferet duo af fælles fysiske fagter opført på musikalske objekter. – Det plejer ikke at være kedeligt, når årets Call for proposals-værker skydes af!

MUSIC HACKATHON
Et af årets helt særlige arrangementer er Jonathan Marmors Music Hackathon som afholdes fredag på SPOR. Jonathan Marmor er en amerikansk iværksætter og komponist, som jævnligt afholder Music Hackathons i New York, og i forbindelse med hans besøg på SPOR tager hans konceptet med sig til Aarhus. Her kan musikere, ingeniører, kunstnere og andre nysgerrige sjæle deltage i en syv timer lang hackathon, hvor man kan hacke sig frem til nye projektidéer, værktøjer, lyd eller andet, der udforsker musik. Det eneste der kræves, er en lyst til at arbejde med kunst og lyd og en interesse i at skille musik ad og sætte det sammen igen på nye måder!
Undervejs vil Marmor rådgive og vise eksempler på tidligere, vellykkede ’Music Hacks'.
For at deltage i Music Hackathon på SPOR skal man tilmelde sig senest d. 30. april her.

Årets afslutning: formiddags-strygere og Urban decay
Dette års kurator, Jennifer Walshe, kan bl.a. opleves om søndagen på SPOR. Det foregår om formiddagen kl. 11.00, hvor hendes værk Marlowe S opføres af den norske strygekvartet Cikada. Værket tuner vores ører ind på lyde på kanten af hørelsen og får danmarkspremiere denne formiddag.

Jennifer Walshe er årets gæstekurator på SPOR. Hendes værker kan opleves ved flere koncerter på festivalen. Foto: Blackie Bouffant

Til koncerten med Cikada opføres desuden værker af to danske komponister; Regin Petersen og Niels Rønsholdt.
Regin Petersen
fortæller om sit værk:
”Som komponist hviler et enormt ansvar på ens skuldre. Det forventes af en, at man er kreativ og fyldt med gode ideer. I Soundtrack to self er det slut! Jeg har besluttet at fralægge mig ansvaret. Jeg har derfor hypnotiseret komponisten Nicolai Worsaae og lokket kompositionen direkte ud af hans underbevidsthed." 

Niels Rønsholdts Americana fortolker strygekvartetgenren brutalt med præpareringer af strengene og grov forstærkning, som stilles overfor delikat omsorg og spøgelsesagtig melankoli. Instrumentbehandlingen er en parafrase over den legende instrumentale virtuositet man finder i amerikansk country og folk (americana), hvor en omsorgsfuld udforskning af (strenge)instrumentet er centrum og variation i en repeterende grundstruktur. Her radikaliseres og forstørres tanken om den ensomme mand med sin guitar, og kvartetten komponeres sammen til én krop - ét 16-strenget instrument, én firestrubet sanger.

Ved årets afslutningskoncert, som afholdes på Granhøj Dans søndag kl. 19.00, kan man opleve ensemblet SCENATET præsentere tre danmarkspremierer. På programmet er de danske komponister Simon Løfflers D og Christian Winther Christensens Nachtmusik [ohne eine aufdringliche Nachtstimmung]. Desuden præsenteres sidste års SPOR-gæstekurator Juliana Hodkinson. Ved afslutningskoncerten kan man opleve hendes helt nye værk Angel View, som er en scenisk performance i grænselandet mellem visuel kunst, installation og musik. Værket blev uropført på den Berlinske festival MaerzMusik i marts 2014, og kan nu altså for første gang opleves i Danmark.

Juliana Hodkinsons nye værk Angel View opføres for første gang i Danmark søndag d. 11. maj. Foto: MUTESOUVENIR | Kai Bienert

Alt i alt er der masser at se frem til på årets SPOR festival. Dyk ned i det samlede program HER

 

DATOER OG STEDER:
HVAD:
 SPOR Festival
HVORNÅR:
 8.- 11. maj 2014
HVOR:
 rundt omkring i Aarhus
PRIS:
 Partoutkort: 450 kr. / stud: 300 kr. Desuden kan der købes billetter til de enkelte koncerter.

HVAD: Music Hackathon
HVORNÅR:
 9. maj kl. 10.00-17.00
HVOR:
 Godsbanen, Aarhus
PRIS:
 Fri entré, men husk tilmelding senest d. 30. april