SPOR festivalen udvider sin kompositionsskole

SPOR New Music School for børn og unge i alderen 11-15 år er skabt af lydkunst- og musikfestivalen SPOR. Kompositionsskolen finder i år sted for tredje gang i sin hidtil største udgave, der inkluderer flere elever og nye samarbejder på tværs af både regioner og landegrænser. SNMS er en del af Aarhus 2017.

Af Agnete Seerup

Elever fra kommunale musikskoler i Aarhus og omegn har siden 2015 fået en unik mulighed for at være med på årets SPOR New Music School (SNMS) – en kompositionsskole for børn og unge i alderen 11-15 år. Undervisningen varetages af professionelle ensembler og komponister og spiller en vigtig rolle for udviklingen af fremtidens musikliv.

”SPOR New Music School spiller en vigtig rolle for fremtidens musikliv. Hvis kulturlivet og den musikalske talentmasse forsat skal spire, udvikles og skabe vækst i fremtiden er det vigtigt at få fat i musikskoleeleverne fra en tidlig alder og tage deres entusiasme og glæde ved selv at skabe musik alvorligt.” Claus Olesen, rektor ved det Jyske Musikkonservatorium, som har samarbejdet med SPOR New Music School siden 2015. SPOR New Music School udvider i år antallet af samarbejdspartnere med både det svenske musikkonservatorium,  Musikhögskolan i Malmø og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København (DKDM). 

Siden 2015 er et kreativt kuld SNMS-elever hvert år blevet undervist af professionelle musikere, komponister samt studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, under ledelse og kyndig vejledning af komponisten Østen Mikal Ore fra Aarhus Musikskole. I år beriges samarbejdet også med musikskolerne i Randers, Silkeborg og Skanderborg samt talentfulde konservatoriestuderende fra DKDM i København og Musikhögskolan i Malmø, der skal undervise eleverne på SNMS for at få indblik i skolens unikke pædagogiske tilgang, som kort sagt går ud på at lade børn mellem 11-15 år fra alle egne af Region Midtjylland og alle sociale lag komponere deres egen musik under vejledning af topprofessionelle musikere, ensembler og komponister. Foruden dette tager eleverne på SPORs kompositionsskole aktivt del i det professionelle miljø og kreative liv omkring festivalen - og ikke mindst får de opført deres helt egen musik på en topprofessionel lydkunst- og musikfestival.


SPOR New Music School 2016, video af Ida Bach Jensen.

SNMS har eksisteret siden 2015 med ambitionen om at give børn og unge fra alle egne af Region Midtjylland og alle sociale lag mulighed for at komponere og opføre deres egen musik. Musikken fra 2017s eksperimenterende musikskoleundervisning bliver opført på SPOR festival for contemporary music and sound art den 14. maj. SNMS er udvalgt til at være en del af den Europæiske Kulturhovedstad Aarhus 2017.

'Elever fra SPOR New Music School spillede til Aarhus 2017's åbningsceremoni'. Læs SNYKs artikel her.
Følg SNMS på Facebook her.
Læs mere om SNMS her.

-----------------

Foto øverst: SPOR New Music School 2016. Foto: Agnete Seerup