Sopransangeren Else Torp bliver ny korchef i DR

Sangeren og manageren Else Torp er udnævnt som ny korchef for DR VokalEnsemblet, DR KoncertKoret, DR PigeKoret og DR Korskolen, fortæller DR Ensembler.

Else Torp har i mange år delt sit liv mellem det kunstneriske virke og managerrollen i Ars Nova og Theatre of Voices, hvorved hun har tilegnet sig en kolossal viden, erfaring og indsigt i såvel nationale som internationale forhold omkring kor og vokal udfoldelse.

Hun er uddannet cand.merc.int fra Handelshøjskolen i København, har fag fra Musik- og teatervidenskab, og er uddannet som sanger hos Sten Høgel, Bodil Øland og Emma Kirkby.

Efter CBS-studiet indledte Else Torp sin karriere som sopransanger med udgangspunkt i den tidlige vokalmusik, men siden er det også blevet til meget ny musik, ikke mindst som en af de ledende kræfter i vokalensemblerne Theatre of Voices og Ars Nova Copenhagen. Hun har indspillet cd´er og sunget med blandt andet London Sinfonietta og Kronos Quartet samt optrådt med ensembler som Fretwork, Lautten Compagney og Concerto Copenhagen.

LÆS OGSÅ: Stjernestund med Kronos Kvartetten og Theatre of Voices

LÆS OGSÅ: Hyldest til Ib Nørholm

"Med Else får vokalområdet i DR en fantastisk kapacitet og en ildsjæl i blandt os og vi glæder og meget til at byde Else velkommen efter sommerferien hvor hun vil kunne ses "på gangene" allerede fra august med officiel tiltræden den 1. november 2013", fortæller ensemblechef Kim Bohr.