SNYK's guide til Vinterjazz 2016

På årets Vinterjazz kan man opleve alt fra avantgarde-abstraktioner over popmusikere til vokalkompositioner og bombastiske orkestre. SNYK guider her til 12 arrangementer i grænselandet mellem improviseret jazz, elektronisk musik, performancekunst og ny kompositionsmusik, som du ikke må gå glip af.

af Tobias Linnemann Ewé

Vinterjazz præsenterer et mange-facetteret program med musik i og udover alle jazzens afskygninger. Læs med her, hvor SNYK guider til den mere eksperimenterende side af vinterens jazzfestival, som løber fra den 5. til den 28. februar.

Shadowland

Allerede på tirsdag den 9. februar bliver det bizart i Amager Bio, når kunstkollektivet The Residents spiller koncert. Til trods for at gruppen har sine rødder i Louisiana, er det ud af de sene tresseres eksperimentelle kunstscene i Californien, at sammenslutningen har vokset sig stor og har arbejdet med performancekunst, film og nok så væsentligt, musik. De har eksperimenteret med de teknologiske landvindinger og var derfor tidligt ude med at udnytte cd-rom'ens muligheder. Derudover har de udstillet på Museum of Modern Art i New York, side om side med Laurie Anderson og Perry Hoberman. Selvom The Residents er kendt for altid at bære forklædninger med øjenæble-fuldmasker og smokings, bliver det ikke i den mundering, at de gæster Amager Bio. Den inkarnation publikum får at opleve i København, er en trio bestående af ”Randy,” ”Chuck” og ”Bob,” der spiller dele af The Residents’ enorme bagkatalog.

Toner fra pop industrien

Under titlen Toner fra… præsenterer Klub Avantgarde en koncertrække over tre aftener hvor eksperimenterende bands fortolker store popnavne. Første aften (torsdag den 11. februar) byder på sekstetten Cirklen, der i en klublignende tranceoplevelse vil spille sange af retro-pop idolet Lana del Rey. Anden aften (lørdag den 13. februar) står iMiley Cyrus’ tegn, når SVIN vil transformere den allerede eksperimenterende musikers udtryk til en lyd mellem Sonic Youth og Arvo Pärt. Tredje aften (torsdag den 18. februar) vil den improviserende vokalensemble-oktet IKI give sig i kast med 90’ernes teen-idol og 00’ernes Michael Jackson-dyrker Justin Timberlakes bagkatalog.

Sofistikerede eksperimenter

CTM – alias den danske cellist, sanger og komponist Cæcilie Trier – spiller i Jazzhouse, fredag den 12. februar. I 2012 udkom hun med debut-Ep’en Variations, som blev rost af en lang række af kritikere i Danmark og udlandet. Tidligere på måneden udkom albummet Suite for a Young Girl, der blander litterære referencer, filmiske stemninger, klassisk orkestrering og reallyde. Den toneangivende hjemmeside The Quietus kalder albummet en dybt personlig og sofistikeret udvikling af Triers tidligere værker. CTM dyrker den klaverbårne art-pop, som leder tankerne hen på kunstnere som Laurie Anderson og Dean Blunt.

Turnerende nybrud

Musikkollektivet Eget Værelse og den eksperimenterende trio Shitney starter en koncertkaravane, der rejser land og rige rundt i vinterferien under temaet Wild at Heart.
I det danske jazzmiljø findes der flere progressive kraftcentre med kvindelige kunstnere, der i originalitet, kunstnerisk vision og do-it-yourself-metode udgør en række af øjeblikkets mest interessante nybrud. Et eksempel er den dobbelte Danish Music Awards Jazz 2014-modtager, saxofonist og komponist
Maria Faust som sammen med Qarin Wikström og Katrine Amsler har skabt et fællesprojekt med navnet Shitney. Et andet af disse kraftcentre i ny musik er musikerkollektivet Eget Værelse, som holder til på spillestedet Mayhem, og blandt andet tæller grupperne Selvhenter, Bad Astma og Valby Vokalgruppe med mere. Eget Værelse vil sammensætte et særligt program til denne turné. Køb billetter og se alle ni koncerter her – fra Aarhus til København, over Aars til Køge.

Selvhenter NewAge from Eget Værelse on Vimeo.

Hjemmebygget mikrotonalitet fra New York

Torsdag den 18. februar byder Jazzhouse på en sublim aften i overtonernes og de rumlende droners tegn. New York-minimalisten Arnold Dreyblatt præsenterer sit Orchestra of Excited Strings, mens Stephen O'MalleyRandall Dunn byder på særlig duo-koncert. Den amerikanske komponist og multimedie-kunstner Arnold Dreyblatt tilhører den anden generation af New York-minimalisterne og har studeret hos La Monte Young, Pauline Oliveros og Alvin Lucier. Særligt Arnold Dreyblatts brug af hjemmebyggede instrumenter og mikrotonalitet, har gjort ham til et meget omtalt navn inden for ny kompositionsmusik. Han bruger sit eget notations- og stemningssystem, der i udpræget grad baserer sig på overtoner og modificerede strengeinstrumenter. Dreyblatt har sideløbende arbejdet med lydinstallationer og visuel kunst. Stephen O'Malley & Randall Dunn er begge medlemmer i Sunn O))) - det amerikanske orkester, som har ført metalgenren ind på kunst- og performancescenen i en sværm af tonstunge droner, nedstemte instrumenter der i et ekstremt slow motion-udtryk er blottet for rytmik.

Music for Amplified Piano

Ghost Flute & Dice er et projekt af den danske pianist Mikkel Almholt, der spiller koncert i København på Stengade torsdag den 18. februar. Projektet tog sin form i 2009, da klaveret blev kombineret med forskellige effekter. Siden har det været et spørgsmål om at forsøge at omkranse en speciel slags lyd ved hjælp af forskellige effektopsætninger, nye spilleteknikker og samarbejder med andre musikere. Debutalbummet Music for Amplified Piano består af instrumentale sange for soloklaver og blev udgivet i 2011 på Morningside Records. Det andet album – Melody is God – udvidede instrumentering til at omfatte andre akustiske instrumenter og elektroniske lydlandskaber.

Improviserende elektroakustisk decet

Pianist og komponist Anders Filipsen har med værket Paths skabt et nyt undersøgende og atmosfærisk værk for decetten – The Black Nothing. Med den elektroakustiske decet mixer Filipsen moderne klassisk musik med fri improvisation, avantgarde jazz og seriel musik. The Black Nothing tæller både danske og internationale improvisatører, der bor i Danmark. Paths udkom i oktober på pladeselskabet ILK og har udover stærke anmeldelser også modtaget en præmiering af Kunstrådet. The Black Nothing spiller på Stengades Jazz Club Loco fredag den 19. februar, hvor man også kan opleve den psykedeliske impro-pop-gruppe New Kids.

Flammende improvisationsstøj

Svenske Fire! er en trio, der udgøres af medlemmer fra The Thing, Tape og Wildbirds & Peacedrums – nærmere betegnet de herrer Mats Gustafsson, Johan Berthling og Andreas Werliin. På Vinterjazz 2016 kan de opleves både fredag den 19. februar i Jazzhouse i København og lørdag den 20. februar på Atlas i Aarhus. Fire! ønsker et brændende opgør med traditioner og forfølger i stedet nye flammende stier med en helt frisk tilgang til improviseret musik – en tilgang, der er inspireret af lige dele garagepunk, elektroakustiske sager og støj fra tung industri. Oprindeligt opstod Fire! som et eksperiment. Idéen om den særlige konstellation sprang frem i den enigmatiske koncertbooker Conny Lindströms hjerne, og det fik ham til at hyre de tre travle musikere til en triokoncert på restauranten Liche i Stockholm.

Improvisationsaften med vokale soundscapes

Som en del af en stor og varieret improvisationsaften med Asger Thomsen Delirium Band (DK), IL SOGNO (IT/PL/DK), Roberto Bordiga Quintetto (IT/DK), RYMM (DE/CZ/SER) og Håkon Guttormsen Quartet (NO/SE/DK) spiller også vokalduoen The Art of Escapism (SE/PL) i Metronomen på Frederiksberg, søndag den 21. februar. Ved at bruge stemmens ekspressive og intime kvaliteter har Lo Ersare og Ania Rybacka opdaget et univers der tilbyder publikum en flugt fra daglige rutiner. Improvisationer skabt af ukonventionelle vokale soundscapes og innovativ brug af effekter, hvor kraftige og bløde stemmer formeres og krydser hinanden. The Art of Escapism er kun en af mange nævneværdige koncerter denne aften, hvor Tomo Jacobson spiller lyrisk minimalisme i trioen IL SOGNO, Lars Greve spiller saxofon med bassist Roberto Bordiga og den talentfulde Thea Soti bruger elektronik og vokaler i RYMM.

Visionær free jazz

Der venter en helt særlig oplevelse, når det europæiske stororkester Globe Unity Orchestra rammer Vinterjazz med en koncert, der markerer 50 års visionært arbejde for free jazz og avantgarde i storformat. Det 11 personer store orkester kan opleves i Jazzhouse torsdag den 25. februar. Efter koncerten bydes der på improbar på Lille Scene kurateret af Lotte Anker. Globe Unity Orchestra blev grundlagt til Berliner Jazztage i 1966 af en af tysklands vigtigste jazzpianister, Alexander von Schlippenbach, og blev hurtigt et flagskib for den europæiske variant af den gryende free jazz. Som en trans-europæisk pendant til institutioner som bl.a. amerikanske AACM blev orkestret et kraftcentrum i udviklingen af et nyt europæisk jazzsprog, og samtidig var der tale om et orkester, der formåede at samle nogle af scenens væsentligste aktører i en enestående kollektiv bevidsthed.

Et opgør med kulturelle fordomme

DJ HVAD har som del af kollektiverne Albertslund Terrorkorps, Syg Nok og Kommunal Dubplate udfordret dansk kulturs vanetænkning. Denne aften kan han opleves under navnet HVAD med en koncert, der tager sin inspiration i Sun Ras mystiske og udsyrede kosmologi. HVAD lover et live techno-show fyldt med romantisk maskinrealisme og gamle tempelinstrumenter, når han rykker studiets lydlaboratorium ind på scenen. Med afsæt i moderne situationisme skaber HVAD et originalt og komplekst musikalsk og visuelt univers, som nedbryder kulturelle grænser og udfordrer fordomme. Samme aften spiller The Artaud Beats, der i 2009 voksede ud af progrock bandet Henry Cow. Gruppens eksperimentallyst var fra starten frygtindgydende og dette - kombineret med inspiration fra det 20. århundredes avantgarde-kunst og en strengt antikapitalistisk filosofi - gør The Artaud Beats’ første koncert på dansk jord til en unik affære. Koncerten finder sted fredag den 26. februar i Jazzhouse.

Minimalistisk krautrock og meccano-orkestre

PROTON byder på en aften med to originale lydmagere i Jazzhouse lørdag den 27. februar. Steve Hauschildt har som Emeralds i et årti været et vigtigt navn på den amerikanske, elektroniske musikscene med tråde til ambient, minimalisme og krautrock. Hauschildt har ført de mere minimalistiske og kosmiske dele af Emeralds produktion videre i et smukt og mangefacetteret lydunivers. Pierre Bastien udfolder et poetisk og sært univers med sit hjemmebyggede Mecanium-orkester. Siden midt-80erne har Bastien udviklet sit eget hjemmebyggede orkester af meccano, der ved hjælp af el-motorer spiller på instrumenter som koto, sanza og kinesisk lut.

Til sidst men ikke mindst, ligger Koncertkirken scene til en lang række spændende vinterjazz-kunstnere som IRAH, Basement Research, Auzins/Illerhag/Maniscalco trio, Randi Pontoppidan, Woer/Palme/Tangvik og The Art of Escapism. Se alle Vinterjazz-koncerterne i KoncertKirken her.

Vinterjazz, 5. – 28. februar 2016
Se hele programmet her