SNYK Særnyhedsbrev, 10. september 2014: Festival-feber!

I denne uge er der festivalaktivitet nærmest lige meget hvor, man vender opmærksomheden hen! Det svære er at vælge – hvad enten man er i Danmark eller udland. Multiversal, PHONO, Sonic, Århus Lydfestival, Ultima, KLANGSPUREN… Læs med her, for at få et overblik over de mange tilbud.

Multiversal North

Den berlinske festival Multiversal er rykket til København, hvor den siden i fredags har samlet lydkunstnere og improvisatorer fra store dele af verden i henholdsvis Christianshavns Beboerhus, Huset i Magstræde og Harbo Bar. Festivalens sidste fire dage foregår på Mayhem den 18.-21. september, hvor en bred vifte af eksperimenterende og improviseret musik og performance er på programmet - alt fra free jazz og improvisation til punk, noise og elektronik - forenet af et ønske om at udforske og udfordre udtryk og publikum. Se programmet for festivalens sidste dage her

PHONO ’14

I dag åbner festivalen PHONO dørene til fem dages musikalsk overtagelse af Odense. For PHONO festivalen betyder det udfordrende og eksperimenterende ikke, at musikken skulle miste sin brede appel. Langt hen ad vejen er det feltet mellem struktur og abstraktion, der kendetegner de kunstnere, som spiller på årets festival. Et spændingsfelt hvis forløsning netop skal føre til en fornyelse og udvidelse af musikken.
Visionen om, at den eksperimenterende musik ikke er forbeholdt et genrepuristisk publikum eller übernørdede entusiaster, er også grunden til, at festivalen nu varer fem dage i stedet for tre og har tre forskellige venues.
Som opvarmning har SNYKradio været ude at samle hits sammen i et svampemix, som du kan tage en lytter til her.
Desuden har SNYK talt med PHONO-folkene, som fortæller om programmet og deres holdning til lokal kulturarv, maskiner og klokker lige her.

SONIC 3.0

Også København byder på festival-åbning i dag. Sonic-festivalen indtager de næste fire dage tre forskellige Københavnske spillesteder under overskriften ”Ritualistic Soundscapes”. I aften går det løs i LiteraturHaus, i morgen på Mayhem og fredag-lørdag lægger Huset i Magstræde scene til de rituelle lydlandskaber.
Sonic 3.0 har fokus på relationen mellem det stedsbeskrivende og det fysiske i ny musik, og inviterer publikum til at udforske koncertsituationen ved en lang række koncerter med både danske og udenlandske musikere og komponister.
Det er de to komponister Filip C. de Melo og Gunnar Karel Masson, som arrangerer festivalen – Seismograf har talt med de Melo om festivalen – læs interviewet her

Århus Lydfestival

Listen er lang, og tiden er knap! I morgen åbner Århus Lydfestival, og på bare tre dage præsenterer den en lang række håndplukkede lydkunstnere fra ind- og udland, som på hver sin måde vil berøre den eksperimenterende musiks kantede hjørner. Århus Lydfestival er for tredje år i træk resultatet af et tæt samarbejde mellem en række designere, arkitekter, musikere, kunstnere, entreprenører og håndværkere, som alle har base på Institut for (X) i Aarhus. Mangfoldigheden i arrangørstaben afspejler sig i festivalen, hvor den lydlige oplevelse akkompagneres af rumlige og visuelle rammer, der fremviser interiør, scenografi og lysdesign. SNYK skærer et snit i programmet lige her!

Ultima

Vender vi blikket mod de udenlandske scener, så er det også i dag, at Ultima - Oslo Contemporary Music Festival - slår dørene op til 11 dages musik spredt over den norske hovedstad.
På programmet er flere danske navne. Bl.a. kan man opleve uropførelsen af Simon Steen-Andersens kammeropera 'Buenos Aires’, som er programsat både d. 18. og 19. september. De medvirkende er det tyske vokalensemble Neue Vocalsolisten Stuttgart og det norske ensemble asamisimasa, som Steen-Andersen har haft et mangeårigt samarbejde med.I november kommer operaen til Danmark, når Wundergrund i et samarbejdet med Det Kongelige Bibliotekt og AUT præsenterer den i Diamanten i København den 15. november og på Granhøj Dans i Aarhus den 18. november.
På festivalens sidste dag, den 20. september, gæster DR UnderholdningsOrkestret Oslo, hvor de bl.a. uropfører den norske komponist Eivind Buenes værk ’Blue Mountain’. Herudover spiller de, sammen med pianisten Katrine Gislinge, Bent Sørensens klaverkoncert 'Mignon' – den ene del af Sørensens klaver-trilogi ’Papillons’, som er blevet uropført i løbet af 2014.
Ved Ultimas store finale-koncert kan man bl.a. opleve Jeppe Just Instituttet indtage scenen med hjemmebyggede instrumenter og skrammelæstetik!  Se hele Ultimas program her 

KLANGSPUREN

Kigger vi modsat mod syd, møder vi en østrigsk festival, som kigger frem med os! KLANGSPUREN har i år overskriften ’Nordlicht’ hvilket markerer et særligt fokus på norsk, islandsk og dansk musik. SNYK har været medkoordinator på den danske del af programmet, der er støttet af Statens Kunstfond.
Årets festivalkomponist er Hans Abrahamsen, der vises film af Lars von Trier og Jørgen Leth med musik af Henning Christiansen og blandt de optrædende kunstnere er SØS Gunver Ryberg, Katrine Gislinge og Esbjerg Ensemble.

Ved åbningskoncerten i morgen den 11. september er uropførelsen af Christian Winther Christensens orkesterværk 'Chromatische Elementer (ohne fremde Elemente)' på programmet med Tiroler  Symphonieorchester Innsbruck og de to danske musikere Toke Møldrup og Bjarke Mogensen som solister. Værket skulle have været uropført den 5. december sidste år af DR Symfoniorkestret som afslutning på Dansk Komponist Forenings 100-års jubilæum, men stormen Bodil hærgede over København og koncerten blev aflyst. SNYK er derfor utrolig glade for, at det er lykkedes at præsentere uropførelsen som et led i det danske fokus på KLANGSPUREN og vejrudsigten over det nordlige Østrig lover meget svag vind i morgen!

Rækken af komponister der præsenteres på festivalen tæller derudover Bent Sørensen, Simon Steen-Andersen, Niels Rønsholdt og Juliana Hodkinson. SNYK har kigget nærmere på programmet – læs med her.

Og læs SNYKs artikel om hele Bent Sørensens trilogi 'Papillions' her, hvor en del altså opføres af DR UnderholdningsOrkestret på Ultima i Oslo og en anden del af Esbjerg Ensemble på KLANGSPUREN, begge gange med Katrine Gislinge som solist.

God fornøjelse på festivalerne i både ind- og udland!

SNYK's særnyhedsbrev er redigeret af Mie Petri Lind.

Følg også SNYK på Facebook og Instagram