SNYK Nyhedsbrev 2. maj 2014

I dette nyhedsbrev kan du læse om:
- H.OPERA8700 - når opera gentænkes
- "Latter i Mørket" – Hørespilskoncert, med SNYK-rabat
- SPOT festival
- SPOR på vej!
- CLICK 2014
- Rønsholdt giver genklang
- Indespærret lys i pladeformat
- CARL PRISEN 2014
- Juliana Hodkinson i Istanbul
- Ultima i New York
- Den kompromisløse demokrat - Mindeord for Reinhard Oehlschlägel

H.OPERA8700 - når opera gentænkes



For at starte med det helt aktuelle, så er det i aften, at den elektroniske opera H.OPERA8700 opføres som et spektakulært optog igennem Horsens. Operaen er et stort samarbejde mellem en lang række af Horsens’ bykunstnere, og også indbyggerne i den midtjyske by har bidraget til projektet. Bykunstnerne bag projektet er forfatteren Ursula Andkjær Olsen, den digitale mediekunstner Signe Klejs, mezzosopranen Andrea Pellegrini og ensemblet Lydenskab. Endvidere er komponisten Andreas Busk inviteret til at skrive musikken og tre skuespillere fra GelderaK vil guide optoget igennem byen.

H.OPERA8700 er en fortælling om, at når man tillader sig at tænke stort, kan store ting ske. Operaen kaster et nyt og anderledes lys over byens velkendte gader og stræder og er meget anderledes end en traditionel opera. Læs mere om det store opera-projekt her

"Latter i Mørket" – Hørespilskoncert med SNYK-rabat


Foto: Claudi Thyrestrup

Fra d. 3. – 24. maj er det muligt at opleve performancegruppen Hotel Pro Formas forestilling Latter i Mørket på Republique.  Latter i Mørket iscenesætter Vladimir Nabokovs store fortælling om kropsligt begær og sindsbedrageri i et værk, som bruger bl.a. lys, mørke, høretelefoner og live musik til at skærpe publikums sanser.

Forestillingen er en hørespilskoncert med live musik af den tyske musiker og komponist Nils Frahm og lyddesign af Kristian Hverring, og som SNYK Nyhedsbrevs-modtager kan du få rabat på billetten til forestillingen. For at opnå rabatten skal man via http://republique.dk/dk/forestillinger/latter-i-morket/ klikke på ’Køb Billet’. Her skal man taste ”SNYK” under ’kampagnekode’. Det udløser automatisk, at du får 50 kr. rabat på normalprisen.
Se traileren her og læs mere om forestillingen her


Herudover byder weekenden på koncerten ”Kompositoriske Smuler”, hvor Kuno Kjærbyes musikalske udlægning af Søren Kierkegaards Philosofiske Smuler er på programmet. Koncerten er arrangeret af NUT og foregår d. 3. maj kl. 14 i Sct Catharinæ Kirke i Hjørring. Du kan læse meget mere om den her.

I næste uge spiller Esbjerg Ensemble en koncert som er kurateret af Bent Sørensen, hvis værk Pantomime også er på programmet. Værket er en forpremiere på den ene tredjedel af værket Papillons, som Esbjerg Ensemble skal uropføre ved Bergen Festspillene. Det foregår d. 7. maj kl. 19.30. Læs mere her

 

Festival-forår

Foråret summer og det betyder selvfølgelig, at festivalsæsonen er skudt i gang.
April har allerede budt på både RAMA Festival og 48 TIMER festival, og i maj fortsætter den gode strøm af festivaler. 

SPOT festival
Allerede nu er SPOT festival i fuld gang i Aarhus. Musikfestivalen udvidede sidste år deres repertoire og tilføjede et filmprogram samt inkluderede et seminar om interaktive medier, og den succes gentages i år. SNYK har kigget lidt på programmet og både inden for musik, film og interactive er der spændende ting på programmet. Blandt opfører ensemblet SCENATET lørdag d. 3. maj deres DokumentarKoncert#2, som er en nytænkning af portrætkoncerten, hvor komponisten Niels Rønsholdt følges i en stumfilm, mens SCENATET fremfører hans musik live. Læs om SPOT festival her, og tjek facebook-eventet DokumentarKoncert#2 ud her!

I forbindelse med åbningen af SPOT blev de 11 værker, som er nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2014 i øvrigt offentliggjort. Fra Danmark er bl.a. Simon Steen-Andersens værk Black Box Music nomineret. Black Box Music falder i høj grad inden for årets tema: et værk med klar struktur og form, som indeholder elementer, der skabes i fremførelsesøjeblikket. Black Box Music blev uropført på Darmstadter Ferienkurse i 2012 og er siden blevet opført over hele Europa, i USA og Canada. I Danmark opførte Århus Sinfonietta det sidste år på både SPOR og Wundergrund. Læs mere om nomineringerne her.

SPOR på vej!
I næste uge er det så SPOR festivalen, der indtager smilets by. Den aarhusianske festival for nutidig lyd- og tonekunst har hele 32 navne på programmet, og der er mulighed for at opleve masser af helt nye værker fra ind- og udland, skabt af såvel etablerede som unge, talentfulde kunstnere og komponister.
SNYK giver her et indblik i det omfattende program, som både byder på masser af New Yorkske navne, det svenske ensemble Mimitabu samt Jonathan Marmors Music Hackathon. –sidstnævnte kræver tilmelding senest d. 6. maj - det foregår her.

Gæstekuratoren på årets festival er den internationalt anerkendte komponist og performer Jennifer Walshe, og du kan allerede nu glæde dig til SNYKradios portræt af hende, hvor hun bl.a. fortæller om arbejdet med at kuratere SPOR. – Det kommer i næste uge, så hold øje! 

CLICK 2014
Hopper vi endnu en uge frem i kalenderen, er det blevet tid til at vende blikket mod Helsingør. Her myldrer det med koncerter, eksperimenter, internationale lydhelte og danske undergrundskonger på årets Click Festival, der løber i dagene fra den 15.-17. maj. Den internationalt orienterede festival fejrer for fjerde gang den elektroniske og medieorienterede kunst i et program, som er sammensat i en farverig blanding af koncerter, talks, workshops og performances, der tilsammen danner en bred palet af oplevelser. Læs mere om Click her.

Resten af foråret og sommeren byder selvfølgelig på mange flere festivaler, bl.a. KLANG og Suså Festival, som begge netop har offentliggjort programmet – dem skal vi nok vende tilbage til på både hjemmeside, facebook og i nyhedsbreve.

 

Rønsholdt giver genklang



Et af de navne, som der er rig mulighed for at opleve på årets festivaler er Niels Rønsholdt. Der er tempo på tilværelsen hos den unge, danske komponist, og SNYK har talt med ham om hans engagementer både på og bag den ny musikscene, med særligt fokus på hans deltagelse i en række af forårets festivaler. Læs med her!

 

Indespærret lys i pladeformat
Flere årtiers nært kunstnerisk samarbejde mellem cellist og professsor Henrik Brendstrup og komponisten Anders Nordentoft bliver hyldet med portræt-CD’en "Indespærret Lys", som netop er blevet udgivet. Med udgivelsen, som er indspillet af Brendstrup og Århus Sinfonietta, sammenføjes en række opmærksomhedsvækkende værker af Nordentoft. Cellokoncerten " Indespærret Lys " og soloværket "Katedral" er begge skrevet specielt til Brendstrup, og står i centrum for genåbningen af den aarhusianske komponists virke, som ellers har ligget stille i en årrække.
SNYK har talt med Anders Nordentoft om udgivelsen; læs med her.

CARL PRISEN 2014
Den 25. april blev Carl Prisen atter uddelt. Blandt vinderne var Thomas Agerfeldt Olesen og Poul Ruders, mens Bent Fabricius-Bjerre fik DMFFs ÆRESPRIS 2014.
Læs mere om prisfesten på DMFFs hjemmeside

Juliana Hodkinson i Istanbul



Kaster man blikket uden for Danmarks grænser, så har april bl.a. markereret sig ved komponisten Juliana Hodkinsons månedlange recidency i Istanbul. På Bogaziçi Universitetet har hun stået i front for en række foredrag og master-classes med de studerende, og derudover opførte hun d. 14. april en solo-koncert. Dette indikerer en ny retning for Hodkinsons virke som komponist; at hun selv opfører sine værker.
I forbindelse med opholdet var det danske ensemble SCENATET også i Istanbul, hvor de opførte en portrætkoncert med værker af Hodkinson.
Læs mere om Hodkinsons ophold i Istanbul her

 

Ultima i New York
Også på den anden side af Atlanten, har der været fokus på dansk musik. Den norske festival Ultima rykkede i sidste uge til New York, og med sig havde de masser af dansk musik og lyd. Bl.a. præsenterede den danske lydkunstner Jacob Kirkegaard Else Marie Pades værk Faust og Henning Christiansens legendariske orgelværk Fluxorum Organumblev opført for første gang i USA. Læs mere om Ultima i New York her.

Den kompromisløse demokrat
Vi slutter med den triste meddelelse om, at den tyske musikjournalist Reinhard Oehlschlägel døde tirsdag 29. april i Köln, 77 år gammel. Med ham har det internationale ny musikliv mistet en af det 20. og 21. århundredes største intellektuelle kapaciteter.
Læs Thorbjørn Tønder Hansens mindeord her


SNYK ønsker alle et dejligt forår og god fornøjelse på de mange festivaler.


SNYK's nyhedsbrev er redigeret af Mie Petri Lind og udkommer hver anden uge med et overblik over de seneste nyheder. Se hele nyhedsstrømmen på SNYK's hjemmeside

Følg også SNYK på Facebook og Instagram