SNYK Nyhedsbrev 18. september 2014

I dette nyhedsbrev kan du læse om:
- OpenDays

- Dansk slutspurt på Ultima

- Særtilbud: FIGURA i Diamanten

- Stumfilmskoncert på Danmarksturné
- Verdenspremiere: ’Hvalens stjernebillede’
- Call for Works – ISCM World Music Days 2015

- SPOR FESTIVAL 2015: CALL FOR PROPOSALS

Med masser af veloverståede festivaler i den forgangne uge, er det nu tid til at vende opmærksomheden mod Aalborg. Festivalen OpenDays åbner i morgen og kommer til at byde på et hav af nye klange og knitrende lydlandskaber spredt over den nordjyske by.
Kigger vi længere mod nord, er Ultima Festivalen stadig i gang, og i den afsluttende weekend er festivalen vært for Nordic Music Days, hvor der er masser af danske navne på programmet.
I København byder næste uge på to Wundergrund on Tour-arrangementer. Glæd dig til både fyraftenskoncert med FIGURA Ensemble og stumfilmskoncert med Ensemble MidtVest.
I næste uge er der også verdenspremiere på Pierre Thilloys komposition over den franske filosof og forfatter Michel Onfrays ’Hvalens Stjernebillede’.
Og så indkalder både SPOR og ISCM værker til næste års festivaler. 

OpenDays

I Aalborg er det i denne weekend tid til at slå de nysgerrige ører ud. Festivalen OpenDays inviterer for fjerde år i træk til tre dage med musik, der tager udgangspunkt i kompositionsmusik og lydkunst. Sagt med andre ord, kommer Aalborg til at byde på et hav af nye klange og knitrende lydlandskaber, når festivalen løber af stablen den 19.-21. september. OpenDays er et samarbejde mellem Aalborgs kulturinstitutioner og koncertarrangører, der sammen har en vision om at styrke det alternative og eksperimentale musikmiljø i byen. Det lykkes i høj grad med et program, som bl.a. byder på nytænkende klokkespil, objektivisering af lyd og masser af kunstdrømme. Festivalen præsenterer mange danske lydkunstnere og komponister, men der er også internationale navne at finde i festivalens program. SNYK har været et dyk nede i programmet – læs med her.

Dansk slutspurt på Ultima

På den norske festival Ultima byder de sidste dage af festivalen på en dansk slutspurt, der blandt andet præsenterer to uropførelser, skrammelæstetik, maskiner i mørke og en let sludder om spiselige pladespillere. SNYK har kigget nærmere på de danske indslag i programmet – her følger et lille uddrag:
I aften og i morgen kan Simon Steen-Andersens nye kammeropera ’Buenos Aires’ opleves i Den norske Opera & Ballet, og fredag er hans ’Ouvertures’ for guzheng, sampler og orkester på programmet ved Oslo-Filharmoniens koncert i Oslo Konserthus.
I aften kan man også opleve Lars og Nikolaj Kynde, som fortæller om projektet ’Tasteful Turntable’ samt Simon Løffler, som opfører ’C’ ved arrangementet PechaKucha.
Lørdag rejser DR UnderholdningsOrkestret til Ultima, hvor de bl.a. opfører Bent Sørensens klaverkoncert ’Mignon’, og ved den store Ultima-finale er bl.a. Jeppe Just Instituttet på programmet.
Læs mere om den danske del af Ultima-programmet her.

Særtilbud: FIGURA i Diamanten

På tirsdag den 23. september lyder startskuddet til FIGURA Ensembles tre fyraftenskoncerter, som afholdes i løbet af efteråret i samarbejde med Den Sorte Diamant og Wundergrund on Tour. Koncerterne kredser alle om emnerne ’krig’ og ’fred’ – naturligvis i anledning af 100-året for 1. verdenskrig - og tirsdagens koncert præsenteres under overskriften ’Revolution!’. Her stiller FIGURA Ensemble op i en international udgave, nemlig med den tyske skuespiller Josef Bierbichler og den tyske komponist Timo Kreuser, der er huskomponist hos FIGURA i perioden 2014-17.
Efter koncerten åbnes for en uformel talk og dialog mellem de medvirkende musikere, ledt an af Thorbjørn Tønder Hansen. Talk'en vil have fokus på eftermiddagens koncert og tema, og der er mulighed for at stille spørgsmål af enhver art.

Som SNYK Nyhedsbrevsmodtager har du mulighed for at købe billetter til koncerten til særpris – nemlig 60 kr. For at opnå rabatten skal billetterne købes via dette link: http://burl.dk/bz14az - Tryk blot på ’Køb Billetter’, så gives rabatten automatisk.

SNYK har i øvrigt talt med Timo Kreuser og FIGURAs ensemble-leder Jesper Egelund om revolution, opstand, matador-spil og meget mere - læs med her.

Stumfilmskoncert på Danmarksturné

Har man ikke fået nok musik med fyraftenskoncerten i Diamanten, er der senere samme aften mulighed for at opleve den første koncert på Ensemble MidtVests Danmarksturné med stumfilmskoncerten ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’.
Det foregår i Cinemateket, som i samarbejde med Wundergrund on Tour viser Carl Th. Dreyers stumfilm 'La Passion de Jeanne d’Arc' fra 1926, akkompagneret af Ensemble MidtVest sammen med oboisten Henrik Goldschmidt og stumfilmspianisten Ronan Thalmay.
Filmen var banebrydende med sit intense psykologiske portræt af en religiøs helgeninde, og den var samtidig stilistisk nytænkende med sin sublime brug af ubarmhjertigt skarpe nærbilleder. Nu kan den opleves på det store lærred – tilsat en lydside, der befinder sig i et krydsfelt mellem komponeret musik og improviseret musik.
Læs mere om turneen, som bringer ensemblet og den dramatiske film rundt i Danmark, lige her.

Verdenspremiere: ’Hvalens stjernebillede’

På næste fredag d. 26. september er der i Koncertkirken på Blågårds Plads mulighed for at opleve uropførelsen af værket ’Hvalens stjernebillede’. ’Hvalens stjernebillede’ er den tredje ud af fire tekster om elementerne skrevet af den franske filosof og forfatter, Michel Onfray. Komponisten Pierre Thilloy er ved at sætte musik til hele serien, og ved koncerten i København opføres ’Hvalens Stjernebillede’ for første gang i sin fulde længde. Læs mere om koncerten her.

Call for Works – ISCM World Music Days 2015

ISCMs World Music Days finder i 2015 sted i Slovenien i dagene 26. september til 1. oktober. Som dansk ISCM-sektion indkalder SNYK hermed værker af danske komponister til festivalen – der er frist for indsendelse d. 13. oktober. Læs retningslinjer for indsendelsen lige her.

SPOR FESTIVAL 2015: CALL FOR PROPOSALS

Også SPOR festivalen i Aarhus har udsendt sit Call for Proposals for næste års festival.
I 2015 fokuserer festivalen på praksisser inden for musikteater og opera og den udvikling, der finder sted inden for dette felt. Festivalen sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi skaber og præsenterer værker på en måde, så vi lader historie og tradition være til stede, samtidig med at vi skaber værker til nutiden. De indsendte forslag skal afspejle denne tematik. Deadline for indsendelse er 1. november. Læs mere om call’et her.

 

SNYK's nyhedsbrev er redigeret af Mie Petri Lind og udkommer hver anden uge med et overblik over de seneste nyheder. Se hele nyhedsstrømmen på SNYK's hjemmeside

Følg også SNYK på Facebook og Instagram