SNYK guider til Vinterjazz

Den 7.-23. februar er det blevet tid til den 14. udgave af Vinterjazz. SNYK guider her til den eksperimenterende del af den landsdækkende festival.

Med mere end 400 koncerter fordelt på godt og vel 75 spillesteder i hele landet, er 2014-udgaven af Vinterjazz større end nogensinde. Inden for den eksperimenterende musik er der også masser af koncerter og hvis man ikke har tid til at læse hele Vinterjazz-programmet igennem, kunne man jo starte med at tjekke dette lille udvalg ud!

Barefoot Records
Det dansk/norske musiker- og pladekollektiv Barefoot Records består af ni musikere fra Danmark, Finland, Norge og Estland. Under årets Vinterjazz festival præsenterer Barefoot Records intet mindre end 12 koncerter med masser af eksperimenterende musik.

Programmet præsenterer bl.a. Barefoot Records-orkestre såsom Jesper Zeuthen PLUS, Morten Pedersens JapGaf samt det nyeste projekt fra den estiske komponist og saxofonist, Maria Faust;  Sacrum Facere. Her dykkes dybt ned i de estiske rødder og muld, hvor en krydsning mellem folkemusikken fra hjemlandet og moderne kompositionsmusik bliver udforsket.
Det er også helt nye konstellationer at finde i det varierede program. Solokoncerter med den unge og fremadstormende pianist, Jeppe Zeeberg og med kontrabassisten Adam Pultz Melbye, som elsker den kompromisløse improvisation i det lavfrekvente område. Trommeslageren Kasper Tom præsenterer en ny duo med Jacob Anderskov, og det hårdtslående og råswingende Horse Orchestra byder op til dans, hvis man altså tør! Gæster fra Estland, Polen, Tyskland og Norge kommer og giver hver sit bud på ny musik i med- og modspil med Barefoot Records’ musikere.

Barefoot Records har koncerter i Christianshavns Beboerhus hver fredag og lørdag kl. 20.00 og 21.30 i hele Vinterjazz-perioden. 

ILK på 5e
Musikkollektivet ILK kunne i efteråret 2013 fejre ti års jubilæum og repræsenterer i dag et hjørne af dansk jazzundergrund, som efterhånden er vokset til en veletableret platform for prisvindende og anmelderroste musikere som Jacob Anderskov, Stefan Pasborg, Lotte Anker, Kresten Osgood og mange flere. ILK præsenterer 18 koncerter fordelt på fredage og lørdage under Vinterjazz-festivalen, og her kan man både opleve ILK-musikerne i forskellige konstellationer og gæsteoptrædener med bl.a. Peter Friis, Bjørn Heebøll og P. O. Jørgens.


Improvisationer i København

De to torsdage under Vinterjazz finder man også musikere fra ILK og Barefoot i Koncertkirken på Blågårds Plads. Her er kunstnere som komponist, improvisatør, vokalist og multi-instrumentalist Maria Laurette Friis og årets jazz-komponist 2013, Jacob Anderskov, på programmet.

Saxofonisten og komponisten Michael Nyvang arrangerer også en række koncerter i improvisationens tegn. Efter at have uddannet sig som komponist hos Per Nørgård og have arbejdet i Paris i mange år, har Nyvang fundet saxofonen og jazz'en frem igen. D. 12. februar er der, foruden hele tre koncerter, mulighed for at komme og overvære de åbne prøver, når han spiller med bl.a. Ceci Quinteros og Rune Lohse. Samme dag stiller Nyvang også op til en Artist Talk, hvor han vil lade intuition og inspiration råde i en fremlæggelse af mål, drømme og tanker om musikken, fremtiden, den argentinske digter J.L. Borges og Kosmos!

Sun Ship i Aarhus
Også i Aarhus er der fuld gang i den eksperimenterende jazz i løbet af Vinterjazz. Musikforeningen Sun Ship præsenterer koncerter med bl.a. BB&C - Tim Berne/Jim Black & Nels Cline, Jakob Bro Tentet feat. Peter Laugesen, samt yngre navne som Alex Jønsson, Papir og Silver 6.

Sun Ship har siden 2003 holdt fanen for eksperimenterende jazz højt i det østjyske. I efteråret var de med til at arrangere den nye festival 11-Tsuki Jazzfest og under Vinterjazz byder de på i alt syv koncerter. 

Sun Ship præsenterer bl.a. den aarhusianske Kasper Staub Trio, som sætter en ære i at lade kompositoriske og instrumentale inspirationer gå på tværs af konventionelle genreskel. Foto: Michell Smedegaard Boysen

God fornøjelse derude!


DATOER OG STEDER:
HVAD:
 Barefoot Records
HVORNÅR: Hver fredag og lørdag kl. 20:00 og 21.30
HVOR: Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34, 1420 København K
PRIS: 50 kr./koncert (40 kr. for studerende)

HVAD: ILK
HVORNÅR: Hver fredag og lørdag kl. 20:00, 21.00 og 22.00
HVOR: 5e, Slagtehusgade 5e, 1715 København V
PRIS: 80 kr./aften

HVAD: Maria Laurette Friis og Maniscalco/Bigoni/Solborg
HVORNÅR: Torsdag d. 13. februar kl 20.00 og 21.30
HVOR: Koncertkirken, Blågårds Plads 6 A, 2200 København N
PRIS: 50 kr./aften

HVAD: Josefine Cronholm/Jacob Anderskov Duo og Low Pitch Ensemble
HVORNÅR: Torsdag d. 20. februar kl 20.00 og 21.30
HVOR: Koncertkirken, Blågårds Plads 6 A, 2200 København N
PRIS: 50 kr./aften

HVAD: Michael Nyvang, Ceci Quinteros, Jędrzej Łagodziński, Rune Lohse
HVORNÅR:
 11. og 13. februar kl. 21.30
HVOR:
  Tango y Vinos, Herluf Trolles gade 9, 1052 København K
PRIS: 50 kr. kontant / 80 kr. med kort

HVAD: Michael Nyvang, Ceci Quinteros, Jędrzej Łagodziński, Rune Lohse, Andreas Møller, Tomo Jacobson
HVORNÅR:  12. februar fra kl 15.00
HVOR:  Metronomen, Godthåbsvej 33, 2000 Frederiksberg
PRIS: Fri entré

HVAD: Sun Ship præsenterer Silver 6 & Papir og Ornithopter & Kasper Staub Trio
HVORNÅR:  7. og 20. februar kl. 20.30 og 21.30
HVOR: Studenterhus Aarhus, Nordre Ringgade 3, 8000 Århus
PRIS: 100 kr.

HVAD: Sun Ship præsenterer Alex Jønsson 3 & Jakob Bro Tentet feat. Peter Laugesen og BB&C
HVORNÅR:  14. og 19. februar kl. 20.30
HVOR: Atlas, Vester Alle 15, 8000 Århus C
PRIS: 120 kr.