SNYK guider til Copenhagen Jazz Festivals eksperimenterende koncerter

Fra den 1. til den 10. juli flyder jazzen gennem alle Københavns gader, caféer og spillesteder. SNYK giver her en indgang til den nye og eksperimenterende side af Copenhagen Jazz Festival 2016.

Af Camille Roth

Hvis man befinder sig i København i den første halvdel af juli måned, kan det traditionen tro være svært at træde ud af sin dør uden at møde lyden af et hav af store og små jazzkoncerter. 10 dage, 120 venues og over 1300 koncerter lyder det fra Copenhagen Jazz Festival i år! Og én måde at opleve det på er bare at lade fødderne og ørene gøre arbejdet og følge lyden på en tur gennem byen. Men hvis du gerne vil sætte dig lidt mere ind i programmet på forhånd og går mere målrettet efter den nye, eksperimenterende del af jazzscenen, så læs med her, hvor SNYK vil præsentere et lille udvalg af det omfattende program. Hele programmet for CPH Jazz Festival 2016 kan findes her, hvor du også finder gode oversigter over de forskellige spillesteders programmer og øvrige informationer om den omfattende festival.

København bliver en international smeltedigel for jazzens store aktører – og alt det andet

Jazzfestivalen, der har eksisteret siden 1979 skaber for 38. gang et samlingssted for de mest interessante aktive musikere fra nær og fjern. Den er en af Europas største jazzfestivaler og i kraft af sin massive størrelse formår den at tiltrække en lang række prominente musikere fra hele verden og præsentere dem i nye improviserende møder og eksperimenterende sammensætninger. Mange af de store navne er derfor også at finde i forskellige konstellationer, der hver især skaber nye, musikalske interaktioner og udtryk, der for impro-jazzens vedkommende garanterer unikke her-og-nu-oplevelser.

Samtidig giver festivalen også plads til afstikkere af genrer og kunstarter, der normalt ikke præsenteres i jazz-sammenhænge, men som kan snakke sammen med den på spændende vis. Arbejdermuseet huser for eksempel under temaet Something else en række koncerter, der taler lidt ud af jazzens verden og ind i både sangskriver-, pop- og rocktraditioner. Her kan du bl.a. finde CTM – soloprojektet fra cellist, sanger og komponisten Cæcilie Trier, der normalt færdes i Mayhem-miljøet.  CTM-projektet afsøger både den menneskelige stemme og en spartansk, næsten minimalistisk blanding af filmiske klangflader, klassisk orkestrering og reallyde, og det foregår onsdag den 6. juli på Arbejdermuseet.

Samtidskunst møder eksperimentaljazz og elektronisk musik på Galleri Boheme

Gallery Bohéme i Snaregade 12 er et nyskabende galleri for samtidskunst, der under CPH Jazz Festival står for at præsentere eksperimenterende kunstmusik.

Det sker blandt andet i form af saxofonduoen Barry, hvor den erfarne impro-saxofonist Henrik Pultz Melbye møder Yoyooyoy-medlemmet og Mayhem-saxofonisten Johs Lund. De spiller fredag den 8. juli på Gallery Bohéme.

På samme galleri kan du også opleve den unge, elektroniske musiker og komponist Mads Emil Nielsen, der  arbejder med elektroakustisk komposition, elektroniske lydeffekter og videografik. Han optræder lørdag den 9. juli på Galleri Boheme.

Barefoot Records indtager Christianshavn Beboerhus

Musikerkollektivet og pladeselskabet Barefoot Records har siden 2006 ageret som koncertarrangør og pladeselskab for dele af den levende, alternative undergrund. Under Copenhagen Jazz Festival 2016 vil Barefoot Records præsentere 18 koncerter på det hyggelige Christianshavns Beboerhus. Koncerterne omfatter virtuoser såsom Chris Heenan (US), Rudi Mahall (DE), legenden Alexander von Schlippenbach (DE), Pat Thomas (UK), Susana Santos Silva (PT) og Yasuhiro Yoshigaki (JP). Og det hele udspiller sig fra den 1. - 9. juli på Christianshavn Beboerhus.

Jazzhouse præsenterer både indendørs og udendørs program

Jazzhouse's indendørs scene kan du blandt andet opleve mødet mellem 10 musikere fra de to tyske byer Hanoi og Berlin, der sammen med danske Lotte Anker leverer ekperimenterende impro-jazz. De medvirkende musikere er alle velansete og visionære kunstnere, der kommer fra både improvisationsmusikken, elektro-akustisk musik og lydkunst/installationskunst. Hanoi°Berlin feat. Lotte Anker spiller lørdag den 2. juli i Jazzhouse.

På samme scene kan du også se Mette Rasmussen Quintet, der videreudvikler traditioner fra den tyske, engelske og nordiske free jazz. Den unge danske saxofonist Mette Rasmussen går på scenen sammen med de to trommeslagere Paul Lytton og Paul Lovens og de to herrer Johan Berthling og Torbjörn Zetterberg på kontrabas. Det foregår med opvarmning fra det sydeuropæiske jazz og folk crossover-projekt Oba Loba onsdag den 6. juli i Jazzhouse.

Og lørdag den 9. juli kan du høre den hypnotiske og syrede sammensætning af alt fra dub og reggae til skæv improvisation, krautrock og jazz, når Sun Araw Octet gæster jazzhouse i en ny konstellation. Amerikanske Sun Araw udvider i denne anledning deres sumpede lydunivers til midi-oktet med hjælp fra Anders Lauge Meldgaard (Frisk Frugt) og en række andre danske musikere til denne helt særlige koncert i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival. Pianisten August Rosenbaum varmer op med lange improviserede forløb og forunderlige klynger af lyd fra det nye album Rhizome, der udkom tidligere i år.  

Udover koncerterne inde i Jazzhouse, kan du også svinge forbi udendørsscenen i Niels Hemmingsensgade, der byder på sit eget koncertprogram fra den 4 – 9. juli. Udendørsscenen fokuserer på de progressive og grænsesøgende jazzudbrydere samt de danske navne, der på anden vis forsøger at udfordre genrer og formater.

Koncertkirken lægger rum til nye projekter og internationale musikalske interaktioner

Koncertkirkens fantastiske rum danner rammen om en lang række musikalske oplevelser under CPH Jazz Festival 2016. En af disse koncerter er med guitaristen Mark Solborg og pianisten Simon Toldam, der har spillet sammen utallige gange før, og gang på gang kombinerer deres musikalske udfoldelser på ny. Nu har Solborg sat Toldam i stævne til nye undersøgelser af kirkerummet og en håndfuld originale melodier, når de mødes i Koncertkirken lørdag den 2. juli og optræder sammen i forbindelse med en ny pladeudgivelse fra Solborgs side.

Ved siden af de talrige koncerter inde i kirkerummet, har Koncertkrien også i år en række udendørskoncerter under overskriften ’The Community presents’. The Community er et internationalt netværk, der arbejder for at skabe og udvide relationer mellem improvisationsmusikere verden over og arrangerer musikalske møder hvor interaktion er den drivende kraft. Koncertrækken, der til Copenhagen Jazz Festival især præsenterer impro-jazzmusikere fra øst- og vesteuropa, er kurateret af Mia Dyrberg og foregår fra kl. 17 – 19 uden for Koncertkirken i perioden 2. – 10. juli. 

Besøg også de faste garanter for inspirerende koncertoplevelser - ILK i 5E

Pladeselskabet og musikerkollektivet ILK har siden 2011 både under vinter-og sommerjazz været værter for en scene i forsamlingshuset 5e, der ligger i den gamle slagtestald i Den Grå Kødby på Vesterbro.

Søren Kjærgaard indfinder sig især på denne scene, hvor han i løbet af festivalen spiller i hele fire sammenhænge med kombinationer af danske og internationale musikere. Søren Kjæregaard er pianist og har i høj grad bevæget sig i den eksperimenterende musik – og performancegenre - ofte med improvisation for præpareret klaver og andre objekter. Han arbejder for tiden på et soloformat, hvor han udforsker situationen og åbner op for en diversitet af teksturer, hastigheder og lag, og han spiller derfor også en solokoncert torsdag den 7. juli på 5e.

Haruhiko Okabe er foregangsmand for improvisation i Japan og har også spillet i Korea og Europa. Han spiller selv saxofon & hichiriki og får improvisatorisk selskab af Nina Björk Elíasson på vokal og Jakob Davidsen på klaver, der tilsammen danner en improvisationskonstellation med strejf af støj, jazz, haiku og gagaku, når de spiller på 5e fredag den 1. juli. 

I det gamle slagterhus kan du derudover også opleve tuba-eksplosionen Lars Andreas Haug i selskab med Anders Banke på Tenorsax og Klarinet, Bjørn Heebøll på trommer og percussion og Mark Solborg på guitar fredag den 1. juli.

Skuespilhuset præsenterer jazz i det enogtyvende århundrede

I Skuespilshusets foyer kan du fra den 3. – 9. juli opleve en række kunstnere, bands og ensembler, der tager jazzen ind i det enogtyvende århundrede og nytænker den, eksperimenterer med den og kombinerer den på kryds og tværs med andre udtryk. Hele scenen er dedikeret til ny jazz, moderne komposition og genre-nedbrydende musik, som præsenteres i samarbejde mellem CPH Jazz Festival og Det Kongelige Teater. Alle 21st Century Jazz-koncerterne har gratis entré.

Programmet lægger ud med Lars Bech Pilgaards Slowburn Kvartet, der består af Lars Greve på klarinet, Thommy Andersson på el-bas og Thomas Eiler på slagtøj. Kvartetten, som er ledet af free jazz-guitaristen, komponisten og bandlederen Lars Bech Pilgaard, er pt. højaktuelle med udgivelsen Som Før og de spiller søndag den 3. juli i Skuespilhusets Foyer.

Flamingo LOUD er det seneste projekt af trioen Flamingo, der normalt arbejder i et univers af subtile lyde, langsomt skiftende klangfarver og minimale forskelle i tonehøjde og dynamik, der inviterer lytteren til at fokusere opmærksomhed på det teksturelle og spektrale indhold af musikken. Med Flamingo LOUD tager Adam Pultz Melbye, Chris Heenan og Christian Windfeld det samme udtryk til nye (lydniveau-)højder onsdag den 6. juli i Skuespilhusets foyer.

Dada, avantgarde og anarki anno 2016

I anledning af 100-årsjubilæet for Dada-bevægelsen har komponisten og pianisten Jeppe Zeeberg skrevet et værk specielt til Copenhagen Jazz Festival, hvor dadaismen bliver spillet op imod hele jazzmusikkens næsten jævnaldrende historie. Værket, der efter bedste absurde dada-principper behandler nedslag i jazzmusikkens historie, vil blive fremført med instrumenter, stemmer og fire pladespillere af saxofonisten Lars Greve, Jeppe Zeeberg som pianist, bassisten Adam Pultz Melbye og Anders Vestergaard på trommer mandag den 4. juli i Skuespilhustes Foyer.

Mayhem-musikerne Asger Hartvig, Maria Bertel, Andreas Führer og Tobias Kirstein fremfører Johs Lunds to nye kompositioner Circles og 28. Saxofonisten Johannes Lund aka Johns Lunds komponerer i stringente systemer, spiraler og lukkede cirkler. Notationssystemerne, der delvist er inspirerede af andre kunstneres tegninger og kruseduller, skaber benspænd for musikerne, udfordrer vante spilleteknikker og når derud, hvor alting er på bristepunktet og på grænsen af fysisk udmattelse. Og det skal ifølge Johs Lund helst også bryde helt sammen, når de optræder torsdag den 7. juli i Skuespilhusets Foyer.

Den evigt ufoudsigelige kunstner, musiker og foredragsholder Goodiepal gæster også det enogtyvende århundredes scene med en gruppe venner, hvor ingen kan spå om hvordan han fortolker og fordrejer lyd, musik og kulturhistorie mandag den 4. juli i Skuespilhustes Foyer.

Nutidige udviklinger af eksperimenterende jazz

Den dansk-italienske trio Maniscalco/Bigoni/Solborg, der består af pianisten Emanuele Maniscalco, saxofonisten og klarinettisten Francesco Bigoni og guitaristen Mark Solborg, optræder også på denne scene i en slags moderne kammerensemble med sit helt eget bud på melodisk nutidsmusik søndag den 3. juli i Skuespilhustes Foyer.

Henrik Pultz Melbyes Trio giver et nyt bud på saxofontrioen anno 2016. Trioen består udover saxofonisten Henrik Pultz Melbye af Casper Rask på bas og Anders Vestergaard på trommer og har udgivet deres første plade tidligere i år, som allerede har høstet stor anmelderos. Henrik Pultz Melbye fremstår som en af den yngre generations mest interessante saxofonister med en usædvanlig, personlig og unik lyd, der udfolder sig i intens og original musik, inspireret af japansk og afrikansk musik samt 1960’ernes avantgardejazz. Trioen spiller torsdag den 7. juli i Skuespilhusets Foyer.

Duoen bestående af trommeslageren Stefan Pasborg og den norske keyboardbetvinger Ståle Storløkken mødes i et højspændt og energisk udtryk, der afspejler de to hovedpersoners fælles kærlighed til groovet onsdag den 6. juli i Skuespilhustes Foyer.
Og danske Jasper Høiby har, sammen med et ungt hold fra den engelske jazzscene, sammensat Jasper Høiby’s Fellow Creatures hvor stærke grooves møder medrivende temaer og danner atmosfæriske klange, der understøttes af kontrapunktiske rytmer samme aften i Skuespilhusets Foyer.

Harbo Everyday Music Festival

Med Harbo Bar i Blågårdsgade som base, inviteres til Harbo Everyday Music Festival - den femte udgave af et skønt mash-up af genrer og nuancerede udlægninger af musik, der både gør os skarpsindige, rammer smilebåndet og gør os helt bløde indvendig! 

De 19 koncerter spænder vidt fra lokale, talentfulde, unge musikere som IRAH og ML BUCH over udenlandske navne som britiske Findley Brown, til kendte navne fra den danske scene i nye klæder, som Henrik Olesen, Solveig Sandnes og NILS GRÖNDAHL. Og med strenge fra verden udenfor over den lokale storby til det lille lokale samfund i samarbejde med Fanø Free Folk Festival kommer Kristina Jung, Tidebound, Solyara op fra Tyskland og Delphine Dora fra Frankrig. Begge spiller både på Harbo Bars varme storbysfortov og senere på sommeren på Fanø. Lyden fra Maria Faust og Emanuele Maniscalco aka Vimin og senere Ned Ferm flyder ud i gaden torsdag, der helt specielt har en ekstra koncert med en britisk sangskriver, komponist og dj Micachu. Festivalen løber fra den 1. – 9. juli 2016.

Copenhagen Jazz Festival
1. – 10. juli 2016
Forskellige spillesteder over hele København

Entré varierer fra koncert til koncert, se de enkelte koncerter på hjemmesiden for billetinformation

Læs mere her