SNYK guide: Vinterjazz 2017

Årets program for Vinterjazz emmer af poetisk svævende audiovisuelle koncerter, ung sprudlende trashjazz, kult industrial noisemusik, abstrakt nyrock, elektroakustiske konstellationer og dynamisk freejazz. SNYK guider her til et udpluk af de eksperimenterende koncerter.

Af Helene Buchhave Lind

Fra den 3. til 26. februar kickstarter den landsdækkende festival Vinterjazz 2017 sæsonens jazzkoncerter på spillesteder i hele Danmark. Som altid er programmet spækket med musik i og udover alle jazzens afskygninger. SNYK guider her til et udpluk.

Audiovisuelt Japan-univers

Den danske komponist og musiker Jakob Draminsky Højmark opfører sit audiovisuelle projekt MovieOnics søndag den 5. februar i KoncertKirken. Lydene fra Højmarks små strengeinstrumenter, hans forstærkede melodions og en udvalgt samling af effektpedaler kombineres i MovieOnics med langsomme low-fi videooptagelser indsamlet på rejse i Japan, hvor lyd og video mødes i et improviseret 'nu' til fri narrativ fortolkning. Samme aften i KoncertKirken klinger guitarduoen Yngelstrenge af trashjazz. Om Yngel skriver anmelder Niels Overgård på bloggen Jazznyt

 »(...) Duoen spiller hudløst ærligt og åbent. De lader sig føre på afveje. De giver lytterne en lektion i spontant og umiddelbart guitarspil. De står oven på punk og avanceret impro. Enkelheden fra punken bruges sammen med improvisatorisk spontanitet og vanvid.«


Yngel - #1

Elektroakustiske formater i KoncertKirken

Den eksperimenterende engelske trommeslager Chris Cutler spiller onsdag den 8. februar koncert med de to danske saxofonister; Lotte Anker og Lars Greve. Cutler har i mange år udviklet nye måder at kombinere elektronik og trommesæt på og har skabt et helt særegent musikalsk udtryk. Han blev kendt med den engelske avantgarde-rock gruppe Henry Cow og har siden 2010 spillet med i Lotte Ankers What River Ensemble. Gennem de sidste 15 år har Lotte Anker været initiativtager til og bandleder i en lang række roste samarbejder og orkestre, der bevæger sig mellem improvisation, eksperimentel jazz og ny kompositionsmusik. De to veteraner Cutler og Anker spiller i KoncertKirken med Lars Greve - en af de mest markante jazzmusikere fra den yngre generation. Greve har rejst verden rundt i diverse jazzkonstellationer med blandt andre Barefoot Records-grupperne og som fast medlem af Girls In Airports


Spol frem til 1.07 for at høre Chris Cutler spille i Roulette TV.

Der er flere af de elektroakustiske konstellationer at opsøge i KoncertKirken under Vinterjazz. Heriblandt den nydannede gruppe Bespeak, som består af vokalisten Randi Pontoppidans eksperimenter med loops og elektronik, cellisten Soma Allpass, jazzpianisten Makiko Hirabayashi, guitaristen og perkussionisten Dalia Faitelson og den elektroniske lydkunstner og vokalist Anders Børup. De har alle vidt forskellige musikalske baggrunde, men har det til fælles, at de alle udforsker deres instruments muligheder. Sammen udvikler de en forunderlig kollektiv lyd gennem improvisation, hvor akustiske instrumenter og elektronik integreres. Du kan opleve Bespeak fredag den 24. februar i KoncertKirken. 


Bespeak.

KoncertKirkens Vinterjazz-program fortsætter fredag den 3. februar, hvor lydkunstner Jacob Kirkegaard opfører et live soundtrack til stumfilmen ’Jeanne d'Arcs Lidelse og Død’ (læs mere på Passive/Agressive), og sopran Katinka Fogh Vindelev uropfører sit nye akusmatiske værk ’A voice in a voice in a voice in a voice’ for stemme og fire højtalere. Søndag den 12. februar kan du opleve Lars Greve solo samt Shitneys på en og samme gang syntetiske og organiske lydunivers. Gruppen, som opstod i 2015, består af saxofonist og komponist Maria Faust, keybordspiller Qarin Wikström og sangerinden Katrine Amsler. Sidst, men absolut ikke mindst, kan du lørdag den 18. februar opleve amerikanske Sun Araw, der formår at bringe alt fra dub og reggae til skæv improvisation, krautrock og jazz frem i sit lydunivers. Se hele KoncertKirkens program for Vinterjazz her.


Sun Araw og Laraaji til Boiler Room. 

Filmisk digt i Cinemateket

Telemach Wiesingers film Kaleidoscope bliver i Cinemateket akkompagneret live af den franske elektroakustiske duo Laurent de Wilde & Otisto23. Duoen har eksisteret siden 2006 og består af jazzpianist Laurent de Wilde og producer Otisto23Kaleidoscope er en cinematisk rejseskildring, der byder på en poetisk collage af indbyrdes forbundne steder og rum indsamlet på rejser gennem Europa og Nordamerika. Filmen bliver beskrevet som et filmisk digt i 21 kapitler, hvorfor også titlen 'Kaleidoscope' refererer til det poetiske i at se abstrakte former i billeder. Wiesinger optager på 16mm i sort/hvid og med sin præcise timing og brug af in-camera effekter, transformerer han den ydre verden til et forunderligt sceneri, der svæver mellem realisme og surrealisme. Det er torsdag den 9. februar


Trailer for Kaleidoscope - Telemach Wiesinger

Kult industrial noisemusik i Jazzhouse

PROTON byder på en outreret aften på Jazzhouse i selskab med Genesis P-Orridge og Aaron Dilloway torsdag den 9. februar. Den 66-årige transkønnede englænder Genesis P-Orridge er en kontroversiel og legendarisk kunstner med titler, der spænder fra sangskriver og musiker til poet og performancekunstner. Særligt har han gjort sig bemærket som forsanger i bandet Throbbing Gristle, der med sine spektakulære udgivelser og optrædener fra 1975 til 1981 var pionerer inden for industrial-genren. Denne aften spiller Genesis koncert med den amerikanske eksperimentalmusiker Aaron Dilloway, som også er kendt fra industrial/noise-bandet Wolf Eyes. I sin live-optræden udforsker Dilloway loop-teknikker på en 8-spors-optager og benytter synthesizere, kontaktmikrofoner og ekkomaskiner i sin helt særlige tilgang til noisemusikken.


Genesis P-Orridge og Aaron Dilloway live i New York

Som support spiller danske Puce Mary, så allerede fra aftenens start kan du forvente at blive blæst bagover af et massivt kværnende lydunivers. Puce Mary har sine rødder omkring miljøet på den københavnske Mayhemscene og har bl.a. spillet på Click Festival, men rækker også udover de danske grænser med koncerter i Japan, Sverige, England og USA. Det bliver en intens aften på Jazzhouse torsdag den 9. februar.


Puce Mary live på Click Festival 

Trashjazz og abstrakt nyrock

Fredag den 17. februar emmer Jazzhouse af trashjazz og abstrakt nyrock med Boujelaud og SVIN på scenen. Med guitarist Emil Palme i front albumdebuterede Boujelaud i 2012 og satte sig fra starten i opposition til den pæne skolejazz med et både catchy og atonalt, trashjazzet udtryk. Et udtryk, de har videreudviklet og raffineret på det nyeste anmelderroste album ‘Candyprince’, som hev prisen for Årets Særudgivelse hjem til DMA Jazz 2016. 


Boujelaud - Lady dance for Ladies

SVIN er et uortodokst bud på moderne instrumentalmusik, der bevæger sig i grænselandet mellem abstrakt nyrock, dronebaseret folklore og ambient støj. Kvartetten består af de erfarne musikere Lars Bech Pilgaard, Henrik Pultz Melbye, Adi Zukanovic og Thomas Eiler. Bag lag af polyrytmiske trommer, svævende keyboards, brølende saxofon og eksplosiv guitar, har SVIN gjort plads til et repeterende udtryk præget af luftige meditative melodier og cirkulære huggende motiver.


SVIN - Færgen Ellen

Dynamisk freejazz i Aarhus og Kbh

Den canadiske saxofonist Alex Zhang Hungtai går med de to portugisiske improvisationsmusikere David Maranha på orgel og Gabriel Ferrandini på trommer i dialog med John Coltranes arv. De tre musikere fandt sammen efter en invitation fra det ikoniske jazzlabel Blue Note, som gik på at skabe ny musik inspireret af Coltranes freejazz-eksperimenter. Invitationen resulterede i en række formidable koncerter og albummet ‘Âncora’, som består af to improviserede set af 20 minutters længde optaget live på Café Oto i London. Du kan høre dem onsdag den 22. februar på Jazzhouse i København samt torsdag den 23. februar på Atlas i Aarhus. 


Alex Zhang Hungtai/David Maranha/Gabriel Ferrandini - ANCORA

Som det sidste indspark skal der gøres opmærsksom på Vinterjazz programmets koncerttema Something Else, der præsenterer nybrud i dansk musikundergrund. Denne palette består af koncerter med Irah og Forte i Dome of Visions i Aarhus, Irah og Equis på Teater Momentum i Odense, samt Bisse og Frk. Jacobsen på Anemone Teatret i København.


Equis - No Plants : No Life 

Vinterjazz, 3. – 26. februar 2017
Se hele programmet her 

Foto øverst: Puce Mary