SNYK guide: Århundredets Festival

Tag med på en rejse ind i Århundredets Festivals tværfaglige vidensunivers, når festivalen for sjette år i træk indtager Aarhus. Festivalen finder sted den 3.-12. marts og byder blandt andet på en 9 timers lang sovekoncert af komponist Karsten Pflum. SNYK guider til udvalgte koncerter indenfor ny, eksperimenterende musik og lydkunst på festivalen.

Af Marie Braad Larsen

Den århusianske begivenhed Århundredets Festival sætter hvert år en udvalgt historisk periode under lup og i år er temaet Europa 1950-2000. Festivalen præsenterer forskere, skuespillere, musikere og kunstnere side om side på byens mange scener med viden som programmets røde tråd. Festivalen præsenteres af Folkeuniversitetet i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og en lang række kultur- og uddannelsesinstitutioner. 


Pressefoto: Quantum Music/Århundredets Festival 2017
 

Kvantemekanik oversat til lyd

Lørdag den 4. marts kl. 14.30-16.00 kan du opleve uropførelsen af komponist Kim Helwegs symfoniske værk Quantum Music (2017).

Værket Quantum Music er inspireret af de seneste 30 års enestående forskning indenfor kvantefysik. I Helwegs komposition smelter videnskab og kunst sammen til et musikstykke i 15 korte satser. Værket oversætter og formidler de atomare bølgebevægelser og reaktioner til lyd. Eftermiddagens arrangement indledes med et kort oplæg om kvantefysikkens udvikling af professor i fysik ved Århus universitet Klaus Mølmer. Herefter vil Århus Sinfonietta uropføre værket Quantum Music i sin fulde længde. Læs mere.

NJYD Kvartet

NJYD er en kvartet bestående af unge musikere, der hver især har gjort sig bemærkede i ind- og udland som solister og kammermusikere. Musikerne tilhører kernen af ny musik-kulturen i Aarhus og har i andre sammenhænge optrådt både med nye kompositioner og fri improvisationsmusik på utallige koncerter og festivaler, ligesom de er aktive arrangører af koncerter med ny musik. 


Pressefoto: NJYD Kvartet
 Pressefoto: NJYD Kvartet 

De fire musikere er drevet af en passion for at videregive og gøre ny kompositionsmusik tilgængelig for et bredere publikum. Kvartetten ønsker på samme tid at bryde med grænser og traditioner indenfor den klassiske kompositions genre for derved at skabe rum til at afprøve nye ideer og lege med det musikalske udtryk.  NJYD har siden kvartettens opståen i 2014 adspurgt komponister fra ind- og udland om at komponere nye værker specielt tilegnet kvartettens instrumentale sammensætning, som består af fløjte, guitar, saxofon og slagtøj, og som på samme tid opfylder gruppens musikalske ambitioner.

NJYDs musik leger med lyd, koncepter og med nostalgiske glimt fra fortiden. Oplev de fire musikere lørdag den 4. marts kl. 19.30-21.00, når de giver koncert i Århus Musikhus. Læs mere.

En aften med helt ny musik

Mandag den 6 marts kan du opleve ny original musik af kompositionsstuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium. Værkerne er inspireret af jazzmusikken i anden halvdel af det 20. århundrede og er skrevet for forskellige konstellationer; fra små ensembler til big bands. Læs mere.


Pressefoto: kompositionsstuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium

Elektroakustiske koncerter i Århus musikhus

Århundredets Festival byder på endnu en koncertoplevelse i Musikhuset onsdag den 3. marts, hvor du kan opleve solister fra den elektroniske musikscene. De to soliststuderende Alex Mørch og Merlyn Perez-Silva fra den elektroniske uddannelse DIEM ved Det Jyske Musikkonservatorium præsenterer deres egne værker og fortæller lidt undervejs; blandt andet om traditionen fra det 20. århundrede med at inddrage konkret lyd og lydgivere i musik og lydkunst. Oplev blandt andet tre elektroakustiske kompositioner for laptop og kaffetragt med en barista som udøvende kunstner. Læs mere.


Pressefoto: DIEM

Sovekoncert med Kasten Pflum

Fredag den 10. marts leverer Karsten Pflum lydsporet til en unik musikalsk rejse ind i et univers af blide elektroniske klange og atmosfæriske lydkollager. Oplev krop og sind absorbere musik på helt nye måder i den svævende tilstand mellem bevidsthed og søvn. Inden du drømmer dig væk, vil overlæge og ph.d. i mindfulness Lone Fjorback indlede nattens oplevelser med et foredrag om mindfulness og stresshåndtering. Oplægget om mindfulness vil blive fulgt op af digtoplæsninger af forfatter Lone Hørslev, inden den episke drømmerejse i lyd for alvor går i gang. Læs mere


Youtube: Kasten Pflum,
 Sleep

Quantum Music 
Lørdag den 4. marts kl. 14.30-16.00
Dokk1, Store sal Hack Kampmanns Plads 2 
8000 Aarhus C
Entré 100 kr. 

NJYD Kvartet 
Lørdag den 4. marts kl. 19.30-21.00
Musikhuset Aarhus, Kammermusiksalen
Thomas Jensens Allé
28000 Aarhus 
Gratis Entré

Studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium
Mandag den 6. marts kl. 19.30-21.00
Musikhuset Aarhus, Lille sal
Thomas Jensens 
 Allé 
Gratis Entré 

DIEM,  Alex Mørch og Merlyn Perez-Silva
Onsdag den 8. marts kl. 20.00-21.30
Musikhuset Aarhus, Kammermusiksalen
Thomas Jensens Allé 
28000Aarhus
Gratis Entré

Sovekoncert/ Kasten Pflum m.fl 
Fredag den 10. marts kl. 22.00 – lørdag den 11. marts kl. 8.00
Stakladen, Studenterhus Aarhus, 
Aarhus Universitet 
Nordre Ringgade 3 
8000 Aarhus
Entre 200 kr. /studerende 100 kr.

Læs hele programmet for Århundredets Festival 3.-12. marts 2017.

---

Foto øverst: Pressefoto Århundredets Festival.