SCENATET og Pamplemousse varmer op til SPOR

På torsdag og fredag spiller det danske ensemble SCENATET og det amerikanske ensemble Pamplemousse performative dobbeltkoncerter i hhv. København og Aarhus.

Af Mie Petri Lind 

I sidste uge offentliggjorde SPOR festivalen årets program, som kan opleves fra den 12. – 15. maj 2016. Men allerede i denne uge er der mulighed for at varme op til den aarhusianske festival – endda både i København og Aarhus! SPOR inviterer til to pre-events, som præsenterer det danske ensemble SCENATET og det amerikanske komponist- og performerkollektiv Ensemble Pamplemousse i to farverige dobbeltkoncerter under overskriften ’Is This What We Believe It Is?’.

Pamplemousse gæster Danmark for første gang

Ensemble Pamplemousse blev etableret i 2003 og har siden da markeret sig som et af de mest karakteristiske ensembler for ny musik i USA. Ensemblet er kendetegnet ved dets alsidige sammensætning af komponister og performere, som hver især excellerer i deres egen kompositoriske genre. Fælles for ensemblets medlemmer er de kompromisløse eksperimenter med alle lydlige elementer og en nytænkende tilgang til iscenesættelsen af musik.

De to koncerter med SCENATET er Pamplemousses debut på de danske scener, og er en del af ensemblets Europa-turné, som bl.a. også bragte dem til Borealis-festivalen i Bergen i sidste uge.

To forskellige performance-koncerter

Ved de danske koncerter møder Pamplemousse ensemblet SCENATET, som i en årrække netop har repræsenteret en innovativ og eksperimenterende tilgang til musik, kunst og dramatik både i Danmark og udlandet. Som resultat af samarbejdet mellem de to ensembler kan publikum forvente sig en koncertoplevelse, der er både performativ og legende.


SCENATET på Maerz Musik i 2014. Foto: MUTESOUVENIR

Pamplemousse præsenterer det danske publikum for en række af medlemmernes egne kompositioner i to forskellige koncertprogrammer i hhv. Aarhus og København. Aftenerne byder bl.a. på Jessie Marinos Rot Blau, med en rytmisk stramt synkroniseret spejling af to performere og Andrew Greenwalds dramatisk dynamiske A Thing is a Hole in a Thing it is Not (IV). I fællesskab opfører de to ensembler Bryan Jacobs’ elektroakustiske Organic Synthesis Vol. 1 for to strygere og computerstyrede swaneefløjter, samt Kaj Duncan Davids effektfuldt koreograferede No News Good News for fire performere, som blev uropført på SPOR festivalen i 2014.
SCENATET opfører desuden Simon Løfflers B komponeret for et usædvanligt line-up bestående af tre neonlys, effektpedaler og et løst jackstik.

Foregribelse af årets SPOR

Dobbeltkoncerterne foregriber flere programpunkter på årets kommende SPOR festival. Her vil SCENATET opføre nye værker af Jessie Marino og Kaj Duncan David, og Pamplemousses Natacha Diels’ filmbaserede værk 35 Degrees præsenteres på årets Call for Proposals.

Koncerten på torsdag er i øvrigt også første gang nogensinde, at SPOR festival præsenterer en koncert i København.

SCENATET & Pamplemousse: Is This What We Believe It Is?
Torsdag d. 17 marts kl. 19.00
Nikolaj Kunsthal
50 kr.
Facebook-event 

SCENATET & Pamplemousse: Is This What We Believe It Is?
Fredag d. 18 marts kl. 19.00
Kunsthal Aarhus
Fri entré
Facebook-event