SCENATET indtager MaerzMusik i Berlin

På tirsdag d. 18. marts optræder det danske ensemble SCENATET på festivalen MaerzMusik i Berlin. Det er første gang at et dansk ensemble præsenteres på festivalen, som er en af de vigtigste festivaler for ny musik i Europa.


TO BERLIN! TO BERLIN!

Den berlinske festival MaerzMusik slår om få dage dørene op igen. I år ligger festivalen, som er Berliner Festspieles festival for ny musik, den 14. – 23. marts, og overskriften lyder ”TO BERLIN! TO BERLIN!”. - Årets festivaltema er Berlin, som magnet for musikalsk immigration, og man kan som festivalgæst således forvente at opleve en lang række komponister, som er rykket til Berlin, for at være en del af det pulserende og innovative kunstmiljø, som byen huser.

Det er 13. år i træk, at marts måned er præget af ny musik i den tyske hovedstad, men det er første gang at man på festivalprogrammet finder et dansk ensemble! I år er det lykkedes SCENATET at komme igennem nåleøjet til den anerkendte festival, og tirsdag d. 18. marts står det 11 mand store ensemble på scenen i den berømte og berygtede natklub, Berghain, som har til huse i et enormt, gammelt kraftværk!

Berlinsk koncertprogram
I relation til festivalens berliner-tema, har SCENATET sammensat et koncertprogram bestående af fire komponister, der alle har base i den tyske hovedstad. Programmet afspejler ensemblets tværkunstneriske profil, som både trækker på den klassiske tradition og bevæger sig fra musikdramatik over happenings til områder med endnu udefinerede genrer.

Først opføres den græske komponist Marianthi Papalexandri-Alexandris Yarn fra 2008, hvor alternative spillemuligheder udforskes i brugen af og med konventionelle instrumenter. 

Herefter følger tyske Sarah Nemtsovs Briefe.Puppen for elektrisk guitar og percussion, som er skrevet i 2012. Til koncerten d. 18. marts, har hun lavet en revideret version, som uropføres samtidig med at hendes helt nye værk Brief.Kasten for bratsch, trombone og elektronik også uropføres. Altså en simultan uropførelse af de to værker, som Nemtsov har skrevet til SCENATET.

Også en dansk komponist er på programmet ved koncerten, nemlig den danske Carl Nielsen-prisvinder Simon Steen-Andersen. SCENATET opfører Amid fra 2004, som er et værk, skrevet under komponistens etårige ophold i Buenos Aires. 

Uropførelsen af Juliana Hodkinsons spritnye værk Angel View runder aftenen af i en halv times scenisk opførelse i grænselandet mellem kunst, performance, installation og musik. En samling af by- og musikalsk snavs - et sted mellem et ordløst live radiospil, et opført filmsoundtrack og instrumentalteater.


Juliana Hodkinsons Angel View uropføres på MaerzMusik 2014. Foto: Anka Bardeleben


SCENATET på den internationale scene

Koncerten på MaerzMusik bliver ikke den eneste i år, hvor SCENATET indtager nye, udenlandske territorier.
I løbet af 2014 vil ensemblet bl.a. rejse til Oslo, hvor de i september optræder på Ultima festivalen med et nyt værk af komponisten Kaj Aune.  I oktober går turen til Shanghai, hvor de i New Music Week på konservatoriet har hele tre koncerter på programmet. Bl.a. skal de opføre de vindende værker ved årets kompositionskonkurrence. Læs mere om det her.
Ydermere venter der koncerter i Warszawa og Istanbul. 

Danske festivaler
Også i Danmark bliver der rig mulighed for at opleve SCENATET i 2014. I foråret optræder de på SPOT festival d. 3.maj med Dokumentarkoncert #2 – som er en nytolkning af den klassiske portrætkoncert, der gennem film og live musik portrætterer komponisten Niels Rønsholdt.
SPOR festival, som ligger 8.- 11. maj, kan man bl.a. genopleve Juliana Hodkinsons Angel View, som uropføres i Berlin på tirsdag, ligesom SCENATET optræder sammen med New Yorker-duoen Object Collective.
Også på KLANG festival i København i slutningen af maj vil SCENATET være at finde på programmet. Her optræder de med en ny, symfonisk udgave af Niels Rønsholdts Me Quitte.
Senere på året går turen til Rued Langgaard festivalen i Ribe, hvor SCENATET deltager d. 5. september.

Men altså først: MaerzMusik i Berlin på tirsdag d. 18.marts!

HVAD: SCENATET på MaerzMusik
HVORNÅR:
Tirsdag d. 18. marts kl. 19.00
HVOR:
 Berghain / Panorama Bar, Am Wriezener Bahnhof, 10243 Berlin
PRIS:
 € 15