Søg om støtte til dit projekt i marts

I starten af marts er der frist for ansøgninger til DJBFA's produktionspulje, puljen 'Den unge elite', to støtteordninger hos Nordisk Kulturkontakt og Nordisk Kulturfond samt den østrigske Ars Electronica-konkurrence. 

Af Mads Emil Dreyer

DJBFA's produktionspulje

DJBFA / Komponister og Sangskriveres produktionspulje støtter initiativer inden for alle former for musik, lyd og tekst, såsom udgivelser, produktion, tværkunstneriske projekter, musik- og forretningsudviklende initiativer fx publikumsudvikling, udlandsturnéer, eksponering, rådgivning, undervisning, formidling, arbejdsrejser, koncerter, festivaler, kurser og forskningsprojekter. Den kommende ansøgningsfristen er 1. marts, og du kan søge her.

Puljen kan søges fire gange årligt, og de kommende frister er således:
1. marts 2017 kl. 12.00
1. maj 2017 kl. 12.00
1. oktober 2017 kl. 12.00
1. december 2017
kl. 12.00

 

Den unge elite

Den 1. marts er der frist for at søge Statens Kunstfonds pulje Den unge elite, der giver unge solister, bands og ensembler støtte til deres kunstneriske og karrieremæssige udvikling over en periode på to år. Formålet med ordningen er at få unge musikere ud over rampen i udlandet, og der gives derfor tilskud til eksempelvis deltagelse på messer, markedsføringstiltag og rejseudgifter. Læs mere om ansøgningskriterierne her.

De nordiske støtteordninger

Den 6. marts er der frist for ansøgninger til kultur- og kunstprogrammet hos Nordisk Kulturkontakt. Her kan alle aktører (enkeltpersoner, grupper, organisationer og institutioner) søge om midler til gennemførelse af kunstneriske projekter. Ansøgningsrammerne er brede, men Nordisk Kulturkontakt giver hverken støtte til tournéer med allerede eksisterende værker eller projekter, der er påbegyndt inden tilsagn om støtte er givet. Læs mere om kriterierne her.

I 2017-2019 har spillesteder og festivaler mulighed for at søge Nordisk Kulturfonds treårige støtteprogram puls. Formålet er at forbedre nordiske koncertarrangørers muligheder for at programsætte lovende artister med nordisk forankring. Det betyder, at man i 2017 kan søge om at blive tre-årig puls-arrangør. Støtten uddeles specifikt for ét år ad gangen til et konkret program. Programmet i 2017 skal kuratere mellem fem og otte koncerter og afvikles mellem august 2017 og 31. juli 2018. Fristen er den 15. marts. Læs mere her.

Prix Ars Electronica

Den 3. marts har østrigske Ars Electronica frist for ansøgninger til deres årlige mediekunst-konkurrence. En af de fire kategorier er Digital Musics & Sound Art, der er åben for alt fra lydinstallationer, radioværker, videokunst, filmsoundtracks, elektroakustik og rendyrkede elektroniske genrer som dub, techno og ambient. Det er både muligt at søge på egne vegne samt at nominere andres værker. Vinderen modtager 10.000 euro og chancen for at præsentere sit værk på Ars Electronicas festival i september. Læs mere om ansøgningskriterierne her.

Foto øverst: Den elektroniske musiker og komponist Mads Emil Nielsen var en af modtagerne af Den unge elite i 2016.