Roskilde Festival 2016 byder på eksperimenterende og genreudfordrende musik

Nordeuropas største festival har for længst markeret sig som et kulturelt samlingssted, hvor du kan opdage og opleve koncerter af højeste kunstneriske kvalitet – på tværs af alle genrer. SNYK guider til et udvalg af den ny, eksperimenterende og mest genreudfordrende musik på Roskilde Festival 2016.

Af Camille Roth

Festivalsæsonen er over os, og det er derfor på høje tid at udforske det mest omfangsrige program på disse breddegrader, nemlig Roskilde Festivals musikprogram, der løber fra den 29. juni til den 2. juli 2016.

Festivalen har eksisteret siden 1971 og har i løbet af de sidste 45 år udviklet sig til en mastodont af en musik- og kulturfestival, der kan præsentere nyskabende og relevante koncerter for både det brede og det smalle publikum. Af de store plakatbaskere kan du i år opleve navne som Neil Young, LCD Soundsystem, PJ Harvey og Damon Albarn på Roskilde Dyrskueplads. Og gennemgår man listen af alle de 183 kunstnere og grupper, der fordeler sig på festivalens ni scener, mærker man hurtigt den kunstneriske kvalitet skinne igennem over hele det internationale spektre af både små og store navne.

Hvis du vil gå på opdagelse i de mere smalle og eksperimentelle koncerter, kommer du ikke udenom den overdækkede scene Gloria, der har fået et unikt, scenisk lysdesign til lejligheden. Men på alle scenerne - fra opvarmingsdagenes Rising Scene til den ikoniske Orange Scene - kan du gå på opdagelse i et mangfoldigt program af skræddersyede koncertoplevelser.

Eksperimenterende kompositioner med pibeorgel og synthesizer

Svenske Anna von Hausswolff skaber sit helt eget udtryk med storladne kompositioner, der forbinder elementer fra sangskrivertraditionen med den klassiske musiks store orgelrepertoire og rockinstrumentation. Hendes vokal bevæger sig fra at svæve stille og næsten overjordisk henover et lydunivers af droner og pibeorgel til at drive udtrykket fremad med kraftige skrig. Når hun optræder live, er det sammen med to guitarister, en trommeslager og en keyboardspiller, der sammen vil tage den dragende musik fra det seneste album The Miraculous fra 2015 til nye, bragende højder. 
Anna von Hausswolff spiller på Gloria onsdag den 29. juni kl. 22:00

Kaitlyn Aurelia Smith fra San Fransisco i USA har en baggrund i komposition og lyddesign og har som musiker både arbejdet med sin egen vokal, klassisk guitar og piano. Men da hendes nabo en dag lånte hende en Buchla 100 synthesizer fortabte hun sig fuldstændigt i den verden af lydflader, der nu var mulig, og hun er ikke gået tilbage siden. Hendes musik er i høj grad formet af pulserende, melodiske strukturer og rytmer på synthesizeren tilføjet hendes egen vokal, og udtrykket er både muntert, legesygt og kompleks.
Kaitlyn Aurelia Smith spiller på Gloria lørdag den 2. juli kl. 02:30

Gå ikke glip af saxofonisten Colin Stetson der optræder i adskillige koncert-konstellationer

Stjernesaxofonisten Colin Stetson er dybt forankret i den eksperimenterende jazzmusik og har samtidigt indgået i en lang række samarbejder med både indie- og rockmusikere. Tom Waits, Laurie Anderson, Lou Reed, Animal Collective, Arcade Fire, Bon Iver, TV On The Radio, Feist og LCD Soundsystem er bare et lille udvalg af folk, han har spillet sammen med i tidens løb. Og derudover har han også som solist udgivet flere albums i eget navn.

På Roskilde Festival spiller Stetson to gange. Den første gang er med Ex Eye – en sammensætning af Colin Stetson på saxofon, Greg Fox på trommer og elektronik, Shahzad Ismaily på bas og synthesizer og Toby Summerfield på guitar. De fire prominente musikere smelter sammen i en hårdtslående musikalsk enhed der spiller aggresiv og tung musik.
Ex Eye spiller på Gloria torsdag den 30. juni kl. 18:30

Colin Stetsons anden optræden på dette års Roskilde Festival er i duoen Colin Stetson & Sarah Neufeld. Sarah Neufeld er komponist og violinist og har ligesom Colin Stetson også bevæget sig indenfor både eksperimenterende kompositionsmusik og rockverdenen. Hun er blandt andet kendt for sin medvirken i indiebandet Arcade Fire og instrumentalensemblet Bell Orchestre. Duoen har udgivet fællesalbummet Never Were the Way She Was i 2015 og optræder med deres respektive instrumenter saxofon og violin, der udgør alle lydende, du hører - uden brug af overdub, sampling eller loops.
Colin Stetson & Sarah Neufeld spiller på Gloria fredag den 1. juli kl. 18:30

Eksperimenterende trommeslager overskrider genrerne i løbet af tre dage

Greg Fox er en amerikansk trommeslager der med i et utal af projekter – fra black metal-projekter som bandet Liturgy til fri impro-jazz. Ud over koncerten med Ex Eye medvirker han i yderligere to projekter på dette års Roskilde Festival.

Om fredagen får trommerne for alvor plads i den eksperimenterende trommeduo Fox Millions, der udover Greg Fox består af trommeslageren Kid Millions, måske bedst kendt fra noise-psych-drone bandet Oneida. Begge trommeslagere bevæger sig på kryds og tværs af mange diverse stilarter og skaber deres egen eksperimenterende symbiose, der også henter elementer fra elektronisk og industrial.
Fox Millions spiller på Gloria fredag den 1. juli kl. 14:30

I den amerikanske gruppe Guardian Alien får Greg Fox lov til at udfolde sine improvisatoriske evner overfor Alexandra Drewchin, der spiller på elektronik og leverer en messende vokal. Guardian Alien har eksisteret siden 2010 og udforsker evigt nye variationer og dynamikker, når de optræder med fri improvisation.
Guardian Alien spiller på Pavilion lørdag den 2. juli kl. 16:15

Tysk nøglefigur indenfor udviklingen af ambient og elektronisk musik

MUELLER_ROEDELIUS er en duo bestående af de to herrer; schweiziste Christoph Müeller og den musikalske alderspræsident af Roskilde Festival 2016, tyske Hans-Joachim Roedelius på 81 år.

Hans-Joachim Roedelius har været en af nøglefigurerne i udviklingen af den tyske avantgardemusik og er mest kendt fra bandet Cluster, der var nogle af de første til at udvikle genren krautrock. Cluster, der også i en periode havde besøg af Brian Eno, blandede både ambient musik og free jazz, proggressiv rock og elektroniske elementer. Og Hans-Joachim Roedelius har siden, gennem både samarbejder og egne projekter, medvirket til at uvikle genrerne til det, de er i dag.
Christoph Müeller trådte først for alvor ind på den musikalske scene i 1980’erne og har spillet en stor, elektronisk rolle i de genre-kombinerende bands Touch El Arab og Gotan Project. 
Roedelius og Müeller er nu gået sammen og spiller som duo en kombination og elektronik, samples og klaver, der udtryksmæssigt balancerer mellem dansabel elektronika og ambient eksperimenterende musik.
MUELLER_ROEDELIUS spiller på Gloria torsdag den 30. juni kl. 14:30

 

Festlige farver, dansable rytmer og ren spilleglæde

Det farverige tyske Andromeda Mega Express Orchestras musik kan måske bedste beskrives med deres egen betegnelse ’genre-smashing’. Bigbandet består af 18 unge musikere fra forskellige lande, der alle sammen først og fremmest brænder for at eksperimentere. Genremæssigt kombinerer deres musik både bigband-musik, free jazz, ny kompositionsmusik og deres egen tilgang til pop. På bedste humoristiske, men også stærkt musikalsk kompetente vis jonglerer de mellem diverse musikalske referencer og leverer med garanti en god eftermiddagsfest.
Andromeda Mega Express Orchestra spiller på Avalon lørdag den 2. juli kl. 14:00.

Los Pirañas trækker tråde fra både sydamerikanske folklore og den europæiske kompositionsmusik med ind i  deres psykedeliske, musikalske mix med computergenererede lyde og masser af energi. Gruppen består af medlemmer fra de to colombianske bands Frente Cumbiero og Meridian Brothers. Deres nyeste plade fra 2015 hedder La Diversión Que Hacía Falta en Mi País (Det sjov der manglede i mit land) og udtrykker meget godt projektets livsglade og legesyge udtryk, der på en bund af afrikanske beats og latinamerikanske rytmer genererer interessante lytteoplevelser, danseglæde og al den sjov, der måtte mangle andre steder.
Los Pirañas spiller på Gloria lørdag den 2. juli kl. 20:30.

Komplekse rytmiske arrangementer hos Roskilde Festivals hårdtslående metal-navne

Roskilde Festival forstår at udfylde hele genrespektret med nogle af de dygtigste musikere i hver deres ende. Og i den hårdtslående ende er metalprogrammet heller ingen undtagelse. Det svenske band Meshuggah dyrkes på lige fod af metalfans og musikvidenskabsfolk med interesse i polyrytmik og –metrik og har i mange år været internationalt anerkendt for deres komplekse, rytmiske arrangementer og kompromisløse rå energi.
Meshuggah spiller på Avalon lørdag den 2. juli kl. 01:15.

Og en kraftpræstation af musikalsk præcision kan du i år også opleve hos det 20 år gamle eksperimenterende dødsmetal band Cattle Decapitation. De har i 2015 udgivet deres hidtil mest anmelderroste album The Anthropocene Extinction, der også har fundet sin vej til kredse udenfor det traditionelle metalmiljø.
Cattle Decapitation spiller på Pavilion lørdag den 2. juli kl. 20:15.

Den ultimative genre-blanding åbner Orange Scene og samler verdensdelene

På Roskilde Festival er der – med enkelte undtagelser - en lang tradition for at det officielle musikprogram bliver skudt i gang med en dansk åbning af Orange Scene. Det skabte derfor en del overraskelse da det blev offentliggjort at Damon Albarn – bland andet kendt fra Blur og Gorillaz - sammen med the Orchestra of Syrian Musicians skal åbne festivalens største scene i år. Men med det line-up af gæstemusikere, der sammen med det op til 90-personers store syriske orkester skal sætte gang i festivalen, kan der ikke være mange skeptikere tilbage. Listen af gæstemusikere består af Baaba Maal, Bassekou Kouyaté, Bu Kolthoum, Eslam Jawaad, Faia Younan, Julia Holter, Lotfi Bouchnak, Malikah Mounir Troudi, Noura Mint Seymali, Rachid Taha og TALA.

Damon Albarns samarbejde med the Orchestra of Syrian Musicians lover i forvejen en koncert der på bedste vis sammenføjer vestlig pop- og rockhistorie med både tradtitionel og eksperimenterende arabisk musik. Og med en så stor diversitet i sammensætningen af gæstekunstnere, fra især afrikanske og mellemøstlige musiktraditioner, er der inden tvivl om, at der vil opstå helt nye og uventede musikalske møder.
The Orchestra of Syrian Musicians with Damon Albarn and Guests spiller på Orange Scene onsdag den 29. juni kl. 18:00

Roskilde Festival
Den 29. juni – 2. juli 2016 (Opvarmning fra den 25. juni)
Dyrskuepladsen, Darupvej 19, Roskilde
Partoutbillet: 1.965 - Udsolgt / Venteliste // 
Endagsbilletter: 995 Køb her  
Læs mere her