PULSAR indgår samarbejde med DR SymfoniOrkestret og Kunstakademiet

Når PULSAR-festivalen til næste år fejrer sit 10 års jubilæum under overskriften "Metro", er det med DR SymfoniOrkestret på scenen og i tæt samarbejde med Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

Af Mie Petri Lind

Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums PULSAR-festival for ny musik fejrer sit 10 års jubilæum den 9.- 18. marts 2016. Allerede nu afsløres det at festivalen har indgået to spændende samarbejder med henholdsvis DR SymfoniOrkestret og Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, som vil løbe de næste tre år.

Grundstammen i PULSAR er værker af de kompositionsstuderende ved konservatoriet, opført af konservatoriets instrumentalstuderende. Det sker ved ca. 10-12 koncerter i løbet af festivalugen i konservatoriets koncertsale. Som noget nyt vil festivalen nu også præsentere en udstilling i Kunsthal Charlottenborgs Nordfløj, hvilket er et af resultaterne af det nye samarbejde med Kunstakademiet.

Et samarbejde mellem kunstuddannelser

Samarbejdet med billedkunstskolerne giver PULSAR en billedkunstnerisk dimension, hvor man kan opleve værker af de akademistuderende, som arbejder med grænserne mellem kunstarterne inden for felterne lydkunst, performance og installationskunst.
Om samarbejdet med Billedkunstskolerne udtaler Bertel Krarup, rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium:

"Et samarbejde mellem musikkonservatoriet og Billedkunstskolerne skal ses som et klart udtryk for, at de to kunstskoler kender deres besøgelsestid. For inden for den skabende kunst er det i høj grad i det tværkunstneriske felt, at nye og spændende ting sker i disse år. Ikke mindst hos de helt unge kunstnere."

Orkestermusik på festivalen for første gang

Hvert år gæstes festivalen af et dansk eller internationalt, professionelt ensemble. PULSAR 2016 får besøg af det kinesiske ensemble Les Ami - Shanghai, som vil fremføre musik af de unge komponister samt nyskrevet kinesisk musik.
Blandt tidligere gæsteensembler kan nævnes: SCENATET Ensemble for Art and Music, Danmark (2015), Athelas Sinfonietta Copenhagen, (2014) og Ensemble Intercontemporain, Frankrig (2013).

Herudover kan man altså for første gang i PULSARs historie også opleve et symfoniorkester.
DR SymfoniOrkestret fremfører under ledelse af Brad Lubman bl.a. helt nye værker af tre studerende ved DKDM; Aya Yoshida, James Black og Martin Stauning. De unge komponister får hermed en enestående mulighed for at arbejde med det helt store orkesterapparat.
PULSAR's kunstneriske leder, professor i komposition ved DKDM Niels Rosing-Schow udtaler om orkestersamarbejdet:

"Samarbejdet med DR SymfoniOrkestret opfylder en drøm om også at indarbejde orkestermusik i festivalen. Hermed sættes trumf på præsentationen af den splinternye musik over for publikum. Samtidig er det at arbejde med et professionelt orkester kronen på værket i talentudviklingen inden for kompositionsfaget."

To gæstekomponister

Hvert år præsenterer PULSAR en eller flere inviterede gæstekomponister. Ved festivalen i 2016 er det de to danske komponister Poul Ruders og Christian Winther Christensen, der vil være i fokus.

Blandt tidligere gæstekomponister kan nævnes: Klaus Huber, Schweiz (2015), Maja Ratkje, Norge (2014), Bruno Mantovani, Frankrig (2013), og Simon Steen-Andersen (2011).