Påskedage med eksperimenterende musik og bevægelige højttalere

I 2016-udgaven af Sparkling Sound Festival samles lydkunst, elektronisk musik og dans i to dage under kuplen i Dome of Visions i København. Danske, svenske og franske kunstnere er på programmet.

Af Jan Høgh Stricker

I de hellige påskedage søndag den 27 og mandag den 28 marts kan du om eftermiddagen få stillet din sult efter den eksperimenterende musik og dans på en velkurateret Sparkling Sound Festival i København. Der vil blive eksperimenteret med formaterne, idet nogle koncerter vil foregå i mange højttalere og endda via trådløse, flytbare højttalere. Flere af værkerne benytter diffusion i den franske såkaldt akusmatiske tradition.

Intentionen med festivalen er at indbyde publikum til at opleve stærke danske og internationale lydkunstnere og elektroniske komponister optræde med nykomponerede værker for festivalens alternative højttaleropstillinger og i samspil med både dansere eller performere.

Blind dans

På Sparkling Sound kan du bl.a. opleve et helt nyt værk skabt til festivalen af komponisten Niels Bjerg i tæt samarbejde med koreograf Kirstine Kyhl Andersen. Musikkens retninger og bevægelser er koreograferet til to dansere, der bærer trådløse højttalere i samspil med de stationære højttalere. Blind er en koreografi, der kan opleves uden synet. Titlen er samtidig et udtryk for, hvordan komponisten blindt har ladet sig styre af et umiddelbart optaget materiale og hvad det måtte gemme af tonalitet og tilfældige rytmer.


Jacob Riis' værk 'Revisited by Proxy - Afsnit 5' opføres mandag d. 28 marts. 

Revisited by Proxy

Den danske kunstner og musiker Jacob Riis er også at finde på festivalen med værket Revisited by Proxy – Afsnit 5, hvori han spejler sin fortid som basunist i sin nuværende identitet som elektro-akustisk musiker, improvisator og komponist. Jakob Riis vil med hjælp af en assistent kategorisere og recirkulere forskellige tiders akustiske og elektroniske lyde og diffusere dem i en opsætning af mange højttalere.

Historien om Sparkling Sound

Sparklig Sound Festivals historie strækker sig tilbage til 2013, hvor den græske lydkunstner Marinos Koutsomichalis var på et DIVA-støttet artist-in-residence-ophold i København. Foreningen ALTERATION arrangerede i juni 2013 en todages græsk/dansk lydkunst- og elektronisk musikfestival i København, og på baggrund af den succes besøgte festivalen i februar 2014 så Athen – inviteret af Det Danske Institut og Athens Six Dogs. I 2014 besøgte festivalen også Aarhus med fem acts på programmet, og i 2015 gik turen til Aalborg med hele 15 kunstnere inviteret med.


Sparkling Sound Festivals leder og kurator, den elekroniske komponist og guitarist Jørgen Teller.

Program for de to intense eftermiddage med 13 skarpe kunstnere:

Søndag d. 27.3 kl. 14-16
Yann Coppier (F/DK)
Sune T.B. Nielsen
Søren Gorm
Niels Bjerg m danserne Kasper Daugaard Poulsen og Amia Miang. Kirstine Kyhl Andersen er koreograf.

Mandag d. 28.3 kl. 14-16
Ann Rosen (SE)
Sten-Olof Hellström (SE)
Jakob Riis (DK/SE)
Mai Ane Pil & Jørgen Teller m. danseren Kenya Foss Parsons (N/DK)

Sparkling Sound Festival
Søndag d. 27/3 og mandag d. 28/3 kl. 14-16
Dome of Visions, København
40 kr pr. dag i døren