Opposite åbner i Japan i dag

Når Opposite2017 åbner i Tokyo i aften er ambitionen at få japanernes øjne op for ny, eksperimenterende jazz, avantgardemusik og lydkunst fra Danmark. En af de største musikudvekslinger nogensinde mellem Japan og Danmark skydes igang med en fest, hvor Selvhenter og Jeppe Zeeberg giver koncert.

Af Sif Hellerup Madsen

Det innovative spillested SuperDeluxe i Tokyo summer af travlhed, mens de sidste forberedelser til Opposite2017 er i gang. Mere end 30 danske musikere og komponister overtager fra i dag det japanske spillested i ti dage, og i aften er det bandet Selvhenter, der åbner scenen. Japanerne kan glæde sig til noget ud over det sædvanlige, for Selvhenter er kendt for intense live-koncerter fyldt med charmerende, energisk og støjende energi. Selvhenters set-up består af forstærket violin, basun, saxofon og masser af trommer og distortion-pedaler og resultatet er et uortodokst impro mix af noise rock, drone og jazz. 

Den prisbelønnede pianist og komponist, Jeppe Zeeberg går også på scenen i Tokyo i aften. Zeebergs stil er dybt personlig og trækker på et kompromisløst genremix af bl.a. jazz og fri improvisation. Det amerikanske magasin AllAboutJazz gav hans musik følgende ord med på vejen: “A beautiful, convincing proposal for how modern jazz or contemporary music may sound.”

Og det er kun begyndelsen! Resten af de ti dage på SuperDeluxe kan japanerne høre komponister som Søren Kjærgaard og Simon Steen-Andersen, guitarist Jakob Bro, Liima (Efterklang + Taito Rönnku), Illdjinn, Julie Kjær, Anders Lauge Meldgaard, Simon Toldam Trio, lydkunstner Ragnhild May og mange flere.

Baner vejen for mere dansk musik i Japan

Målet med Opposite2017 er at sætte fokus på ny, dansk eksperimenterende musik i Japan, og derfor er SNYK, det regionale spillested Jazzhouse og genreorganisationen JazzDanmark gået sammen om at sætte det i værk. Opposite2017 skal bane vejen for, at flere danske kunstnere i fremtiden kan få deres musik ud i Japan samtidig med, at de deltagende musikere og kunstnere under Opposite2017 får et fagligt og professionelt netværk i Japan til afsæt for fremtidige samarbejder. 

Dansk musik Japan rundt

Efter koncertrækken på SuperDeluxe rejser de danske kunstnere landet tyndt for at give det japanske publikum flere smagsprøver på dansk eksperimenterende musik. Det er blevet til koncerter på anderkendte scener i byer som Osaka, Yokohama og Nagoya. Alle kunstnere har booket mindst tre ekstra koncerter, og der har været stor efterspørgsel efter de danske musikere. Se det omfattende tour-program her.

Læs mere om Opposite2017 på snyk.dk i artiklerne:

58 koncerter i 23 byer på 16 dage

Mette Bock kickstarter musikudveksling med Japan

Og se det omfattende program på Opposite2017s webside her

Foto øverst: Selvhenter koncert Roskilde Festival 2011, foto: Mie Brinkmann