Opera i Frankensteins laboratorium

Opera betyder ikke kun plysklædte publikumssæder og vibrerende sopraner. I dag tager moderne komponister i stigende grad operaudfordringen op. Den uformelle platform for ny musik, Frankensteins Lab, undersøger i næste uge hvorfor.

Af Agnete Seerup

Hvorfor tiltrækkes moderne komponister af den oldgamle, støvede operagenre? Det giver et panel af komponister deres bud på 16. februar, når Komponistforeningens uformelle platform for musikalske eksperimenter ved navn Frankensteins Lab åbner dørene til HAUT i Huset i Magstræde i Københavns centrum.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen er aftenens æresgæst og åbner aftenen med en præsentation og diskussion af sin nye opera Sol går op, sol går ned, der har været mere end udsolgt til samtlige forestillinger på Det Kgl. Teaters Takkelloftet. Herefter er en paneldiskussion på programmet med korte oplæg fra Ylva Lund Bergner, Jexper Holmen, Lasse Schwanenflügel Piasecki , Steingrimur Rohloff og Niels Rønsholdt.

Frankensteins Lab er Komponistforeningens uformelle musikalske platform for dialog mellem komponister og musiklyttere om ny musik, musik der er færdigskrevet eller på tegnebrættet. Frankensteins Lab er en uformel musikalsk ramme, hvor processen, æstetikken, teknikken, udfordringerne og fascinationen får frit spil.

MAN 16/2 kl. 19.00-21.00. Dørene åbner kl. 18.30
Frankensteins LAB
, Planeten, Huset i Magstræde, Rådhusstræde 13, 1466 Kbh K

Læs mere