Opera-aktioner i Aarhus’ gader

Den 20. maj overtager Operatic Mass Actions Aarhus’ byrum, og publikum kan på tætteste hold opleve 20 danske og udenlandske kunstnere opføre en række eksperimenterende mini-operaer, som hver og én sigter efter at udforske og gentænke operagenren, som vi kender den.

Af Sif Hellerup Madsen

Befri operaen!

Operatic Mass Actions (OMA) frigør operaen fra de store institutioner og koncertsalene og bruger i stedet byen som scene, når de den 20. maj præsenterer forestillinger rundt om i Aarhus fra tidlig morgen til sen aften. Scenerne vil udspille sig midt i hverdagslivet og give publikum et nyt blik på deres by, når den pludselig forandrer sig. Samtidig vil du som tilskuer blive en del af scenariet, måske endda som medskaber. Publikum kan selv sammensætte deres opera-oplevelse ved at udvælge de stykker, de gerne vil se – og i hvilken rækkefølge.


AUT - Aarhus Unge Tonekunstnere, Instagram.

Fx i operaen Walking opera vil du som publikum blive hovedpersonen i en fortælling, som folder sig ud, mens du bliver guidet rundt i byen med høretelefoner på. De kendte gader og bygninger bliver kulisser for operaen, som auditivt består af aarhusianernes egne historier og musikalske kompositioner.

Eller i operaen Perfect Geek på udstillingsstedet Non-Space i Rosengade hvor publikum kan opleve soap-opera blande sig med sci-fi og tviste det klassiske melodrama i en fortælling om online kærlighed.

Samarbejder på tværs af kunstarter og skærme

Bag de urbane operaer står seks skarpe kunstneriske personligheder fra forskellige discipliner og lande; komponist, kurator og performer Neil Luck, instruktør Ella Marchment, arkitekt Rikke Jørgensen, violinist Anna Jalving, visuel kunster Anders Bigum og komponist og performer Ruta Vitkauskaite. De har arbejdet med projektet både IRL og virtuelt - og deres virtuelle alter egoer eller avatars, vil man også kunne møde i operaerne. Komponist Line Tjørnhøj er projektets kunstneriske facilitator.


Foto af Anders Bigum, OMA prøve, Instagram.

Opera Brunch med panel-debat

Den 21. maj - dagen efter interventionerne i Aarhus - bliver opera og kunst i det offentlige rum sat til debat på Godsbanen under overskriften Opera brunch - art in urban space

Et panel bestående af kunstnerisk facilitator Arnbjörg Maria Danielsen, iscenesætter Holger Bergmann, performancekunstner Annika B. Lewis, lektor Erik Exe Christoffersen og komponist Line Tjørnhøj vil give internationale perspektiver på emnet og sætte Operatic Mass Actions ind i en større kontekst. Paneldebatten akompagneres af en brunch. Mere information her.

Operatic Mass Actions er arrangeret af Aarhus Unge Tonekunstnere (AUT) og coOPERAtion. AUT er en produktions- og udviklings-platform for ny ung tonekunst på højt niveau. coOPERAtion blev skabt i 2012 af AUT, som et forum for at udforske og gentænke opera som en nutidig kunstform.

--------------------

Operatic Mass Actions 
Den 20. maj.
Forskellige locations i Aarhus by.
 
Non-Space, Rosengade 11 fungerer som mødested og information. Herfra kan man gå til alle locations.
Fri entré.
Læs mere her.

Opera brunch - art in urban space
Den 21. maj kl 10.30-13
 
 
Læs mere
 her.

---------------

Foto øverst: af Ella Marchment, Instagram.