Nye toner på Det Kongelige Teater

Komponist John Frandsen står bag musikken, og akkordeonist Bjarke Mogensen leder den progressive folkemusik-kvartet Kottos i en ny kammeropera på Det Kgl. Teater. 'Martyriet' handler om Kaj Munks sidste tid og har urpremiere 28. januar.

Af Agnete Seerup

Opera er stiliseringens sprog. Et univers for skæbner og situationer der er lager-than-life. Som kan ophøjes til universelle. Til myter."
John Frandsen.
Læs et uddrag af John Frandsens essay om operaen som genre her.

En psykologisk kammeropera

'Martyriet' er en psykologisk kammeropera for to sangere, som undersøger og diskuterer myten om Kaj Munk. Musikken er skrevet af den danske komponist og organist John Frandsen, og den internationalt anerkendte accordionist Bjarke Mogensen leder den eksperimenterende kvartet Kottos, alt imens Kaj Munks sidste tid oprulles på Det Kgl. Teaters Takkelloftet for første gang den 28. januar. 

John Frandsen har i sit mangeårige virke som dirigent også formået at være en yderst produktiv komponist. Han har bl.a. skrevet et fyldigt repertoire af kammeropera, korværker og ny kirkemusik. På dette område har Frandsen senest markeret sig som en af sin generations betydeligste skikkelser i dansk musik fx med det halvanden time lange værk Requiem, uropført af DR SymfoniOrkestret, DR Koncertkoret og DR Pigekoret i 2013.

Bjarke Mogensen er en internationalt anerkendt live-musiker, som bl.a. har spillet i Carnegie Hall i USA og også har indspillet en række anmelderroste værker med solo- og kammermusik samt koncerter for accordeon og symfoniorkester. Bjarke Mogensen debuterede allerede som 13 årig som solist med Münchens Symfoniorkester. Bjarke Mogensen er en del af Kottos kvartetten, der blev dannet i 2013.

Kottos er en eksperimenterende folkemusikkvartet baseret i København. "Kottos’ musik kan bedst betegnes som instrumental folkemusik fra et land, der aldrig har eksisteret." Sådan betegner Kottos kvartten sig selv. De fire musikere: Josefine Opsahl, Pernille Petersen, Christos Farmakis og Bjarke Mogensen opfører både deres egen musik og samarbejder med fremtrædende danske komponister, der skriver helt nye værker for Kottos’ usædvanlige instrumentsammensætning, såsom John Frandsen.

   

En kommentar til en ikke så fjern fortid

Dilemmaet mellem rollen som familiefar og brændende idealist kostede i 1944 digterpræsten Kaj Munk live. Lige indtil nazisterne besatte Danmark hyldede Kaj Munk Adolf Hitler. Men da besættelsen kom, blev Munk én af modstandsbevægelsens åndelige ledere, og det betød at han blev henrettet af en SS patrulje den 4. januar.

I den nye kammeropera Martyriet er Kaj Munk hovedperson, og vi følger ham i den sidste tid før hans død. Her glider han længere og længere væk fra familien i sin søgen efter Guds plan med ham, alt imens hans kone Lise forgæves forsøger at fastholde ham til livet.

”Martyriet undersøger, hvad der får et menneske til at ofre sig selv, i en fanatisk overbevisning om troen på en bedre verden. Forestillingen er på den måde en kommentar fra en ikke så fjern fortid i en dansk provins til nutidens store, globale spørgsmål om ideologi, krig og religiøse konflikter.” skriver Det Kongelige Teater i sin beskrivelse.

Kaj Munk synges af prisvindende kontratenor Morten Grove Frandsen (Årets Reumert Talent 2016), og mezzosopran Liv Oddveig Midtmageli lægger stemme til Lise Munk.

Martyriet.
Urpremiere: Operaen, Takkelloftet 28. januar 2017
Køb billet og læs mere her

Operaen synges på dansk. 

Medvirkende
Kaj Munk: Kontratenor, Morten Grove Frandsen,
Lise Munk: Mezzosopran, Liv Oddveig Midtmageli.

Instruktion: Tine Topsøe
Scenografi: Rebekka Bentzen
Libretto: Vilhelm Topsøe
Musik: John Frandsen
Musikalsk ledelse: KOTTOS med Bjarke Mogensen

Få en gratis introduktion til forestillingen. Mød op i Takkelloftets foyer 30 minutter før forestillingens start.