Ny musik defineres i Sønderjylland

Fra den 10. til 13. november danner Sønderborg og Flensborg ramme om den årlige Define Festival, der præsenterer nye genremutationer i krydsfeltet mellem elektroakustisk musik og lydkunst. På programmet er bl.a. Sønderjyllands Symfoniorkester, skandinavisk nonne-techno, en internationalt berømmet strygekvartet samt en dobbelt verdensmester i scratch.

Af Mads Emil Dreyer

Define Festival syr i midten af november elastikker i de traditionelle genrekonventioner og inviterer på fire dage, der via bl.a. koncerter, foredrag og workshops formidler en bred vifte af elektronisk musik og lydkunst. Ønsket er at skabe nye sammenhænge og samarbejdsformer for både udøvende kunstnere og institutioner, og det eklektiske program peger således både i retning af rendyrket elektronmusik, genfortolkninger af den klassiske orkesterlitteratur, dansemusik og en ny overraskende trio-konstellation.

En fortale for de skæve idéer

Med et program bestående af bl.a. bearbejdninger af en sats fra Mahlers 5. symfoni, techno leveret af to skandinaviske nonner samt trio-kollisioner mellem en klassisk pianist, en jazzsaxofonist og en DJ viser Define Festivalen, hvordan samtidsmusikken allerbedst får ny luft ved at have sine genrebegreber til konstant genforhandling. Et godt eksempel på dette finder sted lørdag den 12. november, hvor den polske strygekvartet Silesian String Quartet opfører ny musik af komponisten Morten Riis. Dennes værk String Quartet and Objects går med præparerede højtalere koblet til de fire forstærkede strygere i clinch med det traditionelle skel mellem akustisk og elektronisk lyd. Med denne ramme som afsæt former værket sig til en udforskning af lyd ikke som et isoleret fænomen, men som noget der eksisterer med og i sine omgivelser. Senere samme aften viser en trio bestående af koncertpianisten Katrine Gislinge, scratch-musikeren DJ Noize og jazzsaxofonisten Benjamin Koppel, at væsensforskellige genrer ikke nødvendigvis skal holdes adskilt, men sagtens kan sameksistere og endda næres i hinandens selskab. I programmet lægger arrangørerne op til et musikalsk møde, hvor de alle tre kommer på dybt vand, giver hinanden med- og modspil og sammen afsøger nye klanglige rum.


Silesian String Quartet (billedet) gæster Define Festivalen med et nyt værk af den danske komponist Morten Riis.

Lørdag kan man også opleve dansk/norske Dirty Nun Tekno Crew fremføre deres techno-suite, der låner fra både den elektroniske musik, Bauhaus og barokkens formskemaer. Det erklærede mål er fremmaningen af et technoidt ritual, hvor audiovisuelle rum åbner op for ego-opløsende helkrops-oplevelser. Derfor er der naturligvis gratis nonnekostumer til publikum.

Traditionsbevidste nybrud

Fredag den 11. får Sønderjyllands Symfoniorkester besøg af den franske komponist Christophe Charles, der med computeren som sit instrument er aftenens solist. Programmet, der er lagt af Charles selv, byder på både klassikere fra Mozart og Brahms, men også bearbejdninger af Mahlers 5. symfoni sat sammen med  Charles’ egne lydkollager. Med koncertprogrammet ønsker han at vise, hvordan nye musikalske retninger altid står i en relation til fortiden, hvad enten de bygger på afvisninger og opgør eller inspiration og videreudvikling.


Den franske komponist Christophe Charles (billedet) går på scenen med Sønderjyllands Symfoniorkester.

En lignende opmærksomhed på traditionen finder sted torsdag i Flensborg og lørdag i Sønderborg, hvor to koncerter hylder Else Marie Pade, der døde tidligere i år. To studerende fra Syddansk Musikkonservatorium har komponeret et værk i respekt for elektronmusik-pioneren, der i store dele af sit liv færdedes i det danske musikmiljøs randområder. Pades eksperimenter med den elektroniske musiks virvar af nye muligheder var i mange år fuldstændig underkendte, og derfor opnåede hun først sent i sit liv reel kunstneriske anerkendelse. Den kom, da yngre generationer af musikere og komponister fik øjnene op for hendes innovationer, og således er hun et godt eksempel på, at eftertiden ofte med største naturlighed fordøjer dét, der i samtidens ører kan virke som sære digressioner. Selv de vildeste eksperimenter kan med tiden altså blive til kanoniseret tradition, og på den måde er Pade en oplagt galionsfigur for hele festivalen.

Læs meget mere om hele programmet her.

Define Festival
10.-13. november
Sønderborg og Flensborg
Læs mere her