Ny lydkunst og ny opera under Aarhus Festuge

Aarhus Festuge præsenterer en ny kulinarisk opera af Line Tjørnhøj, musikken fra den anmelderroste opera Leaves, et nyt værk af Jacob Kirkegaard og Niels Lyhne Løkkegaard og meget mere.

Af Agnete Seerup

Fra 28. august til 6. september fylder den årlige festuge hele Aarhus op med teater, toner, performances og events for enhver smag. Der er naturligvis også ny, eksperimenterende musik og lydkunst på programmet. Læs med her under.

DUST – ny kulinarisk performance opera

DUST er en performanceopera efter idé af komponist Line Tjørnhøj. Her er mad det sanselige virkemiddel og måltidet den centrale handling. Publikum inviteres med til middag og vil her opleve et helt særligt musikalsk møde, når mezzosopran Markéta Dvoráková, baryton Petr Matuszek, den svenske vokalist Anna Ottertun og kontratenor Daniel Carlsson sammen med drenge fra Skt. Clemens Drengekor, performer og florist Bo Madvig samt cellist Sofia Lind Pedersen fremfører komponist Line Tjørnhøjs musik.

DUST er samtidig en undersøgelse af operakunstværket som interkulturel delings-platform for fredelig kulturudveksling, produktudvikling og empowerment. DUST er et samarbejde, der forbinder nyt nordisk køkken og dansk design med traditionelle jordanske fødevarer og mellemøstlige håndværkstraditioner gennem empowerment af Kvinderne fra Tal Al-Rumman. Menuen og scenografien i DUST er udviklet i samarbejde med Royal Botanic Garden i Jordan.

Oplev DUST under Aarhus Festuge på Teater Katapult den 29. august kl. 14:00 - 14:40, kl. 16:30 - 17:10 og kl. 19:00 - 19:40 samt 30. august kl. 14:00 - 14:40 og kl. 16:30 - 17:10. Billetter købes i døren og koster 60-170 kr. Læs mere

LIGHTS – nyt lydværk

Komponisterne Niels Lyhne Løkkegaard og Jacob Kirkegaard har ladet sig inspirere af dansk-færøske Niels Finsen, som modtog Nobelprisen for sit arbejde med lysets indvirkning på kroppen, og har skabt fællesværket ’LIGHTS’, som har urpremiere på Dokk1. Henlagt i totalt mørke vil Aarhus Jazz Orchestra opføre værket, der undersøger, hvordan vores kroppe påvirkes af lyd. Bølger og blokke af lyd møder publikum i samspil med omgivelserne i Dokk1, mens de mere traditionelle parametre som rytme og melodi er gemt væk.

LIGHTS kan opleves i Multisal, Dokk1 den 29. august kl. 12:00 - 12:35, kl. 13:00 - 13:35 og kl. 14:00 - 14:35. Gratis entré. Læs mere


Jacob Kirkegaard (tv.) og Niels Lyhne Løkkegaard. Foto: Katinka Fogh Vindelev.

Anmelderroste 'Leaves' i koncertform

Oplev Efterklangs anmelderroste opera ’Leaves – The Colour of Falling’ i en særlig koncertform under Aarhus Festuge. Operaen blev opført i juli og august i København under det gamle Kommunehospital, hvor Efterklang tog publikum med på en rejse under jorden, hvor en lille gruppe mennesker er gået i eksil. Nu kan de 11 melodiske sange fra LEAVES opleves i Aarhus. I Leaves smelter forfatter Ursula Andkjær Olsens tekster sammen med musikken skrevet af Efterklang i samarbejde med Karsten Fundal.  I Aarhus opfører Efterklang musikken live i koncertform med i alt ti musikere og de fem sangere: Katinka Fogh Vinderslev, Lisbeth Balslev, Casper Clausen, Nicolai Elsberg og Morten Grove Frandsen.

Oplev LEAVES i Rådhushallen den 1. september kl. 20:00 - 21:30.
Billetter koster 150 - 295 kr. Dørene åbner kl. 19.30. Læs mere

Særlige stemmer

Strube-, flamenco- og pansorisang for fulde gardiner under titlen 'Oplysning til nysgerrige borgere om særlige stemmer'. Oplev den Polaris Music Prize-vindende strubesanger Tanya Tagaq, flamencosangerinden Carmen Linares og pansorisangeren Bae Il Dong. De er alle tre kendte ambassadører for hver deres sangstil, og vil uden tvivl sætter dine forestillinger om sang og stemme i et nyt perspektiv!

Oplev de særlige stemmer i Rådhushallen den 2. september 2015 kl. 20:00 - 23:00. Entré 120 - 200 kr. Læs mere


Strubesanger Tanya Tagaq. Foto: Aarhus Festuge

Koncert på tværs af kontinenter

Sidste år gennemførte Aarhus Festuge streaming-eksperimentet ’Death Lines – A Memento Mori Collection’, der ved hjælp af ny streaming-teknologi muliggjorde samspil på tværs af kontinenter, kunstarter og kulturelle skel. I år opfører så ‘Imagery of Perfection – A Global Concert’. Efterklang, strubesanger Tanya Tagaq, operasanger Bae Il Dong og flamencosangerinde Carmen Linares deltager fra scenen i Aarhus, Christian Lollike fra teatret Sort/Hvid er vært, og via internetopkobling på storskærme vil du kunne opleve musikalsk deltagelse fra Japan, Italien, Australien og USA af blandt andet Shahzad Ismaily og Tenniscoats. Hele forløbet orkestreres af Christian Lollike, Karsten Fundal og lektor Jan Østergaard, som befinder sig i Aarhus, hvor de mixer værket sammen og dermed sammensætter fortællingerne fra de fem byer til én fælles fortælling om fremtiden. 

Oplev verdenskoncerten på Åbne Scene, Godsbanen den 31. august kl. 18:00 - 19:00. Entré 150 kr. Læs mere

Underland

På tre dage kan du opleve både Flux Festival, Newbees Festival og Danmarks Grimmeste Festival helt gratis. I løbet af tre aftener afholder de tre festivaler koncerter med kunstnere, der repræsenterer deres profil. De deltagende festivaler synliggør tilsammen den alternative og nyskabende festivalscene, der blomstrer i Aarhus.

Tag til 3 x festival på Amfiscenen 3. september kl. 20:00 - 00:00, 4. september kl. 15:30 - 22:00 og 5. september kl. 12:00 - 00:00. Gratis adgang. Læs mere

Ujazz

Ujazz er Aarhus Festuges titel på jazz, ”der er så langt ude, at det ikke længere er jazz”. Kunstnerne er udvalgt for deres originalitet og grænseoverskridende kunstneriske visioner. Koncerterne præsenterer uropførelser af nye kompositioner eller improviseres på stedet.

Kl. 15.30-16.20: Christian Vuust + Buchanan/Held/Eilertsen/Norbakken

Christian Vuust har i mange år dyrket den nordiske tone i jazzen, og går på scenen sammen med Jakob Buchanan (trompet), Pablo Held (klaver), Mats Eilertsen (bas) og Helge Norbakken (percussion).

Kl. 16.30-17.00: Homies x Hoiness

Trioen bestående af Ned Ferm (sax), Jeppe Skovbakke (bas) og Rune Kielsgaard (trommer) dyrker deres egen lyd, med hvad de kalder action-drone inspireret improvisation.

Kl. 17.10-17.50: Stefano Bollani & Diego Schissi

Italienske Stefano Bollani bevæger sig ubesværet rundt mellem traditionel jazz, klassisk musik og alt derimellem, mens Diego Schissi tager udgangspunkt i hjemlandets argentinske tango og udvikler den i nye retninger.

Kl. 18.00-18.20: Illdjinn

Bag navnet er den alsidige trommeslager Mads Forsby. Illdjinn bygger primært på soloimprovisationer på trommesættet, som til lejligheden er udstyret med særlige mikrofoner og triggers til synthesizere.

Kl. 18.30-19.00: Jacob Anderskovs Strings, Percussion & Piano

Med ’Strings, Percussion & Piano’ kombinerer Anderskov det eksakt komponerede med det improviserende og legende sammen med Peter Bruuns (trommer), Christine Pryn (violin), Anette Slaatto (bratsch) og Ida Nørholm (cello).

Kl. 19.10-19.50: The Wild Mans Band

The Wild Mans Band tæller tre legender inden for improviserende musik, som har spillet talrige koncerter i Skandinavien og Tyskland: Peter Brötzmann (horn), Peter Friis-Nielsen (bas), Peter Ole Jørgensen (trommer).

Kl. 20.00-20.45: Howe Gelb: Deconstructing standards feat. Steve Shelley & Yasmine Hamdan

Amerikaneren Howe Gelb dekonstruerer jazz-standards med Sonic Youth-trommeslageren Steve Shelley, den libanesiske sangerinde Yasmine Hamdan, og hvem end Howe støder ind i på sin vej til aftenens koncert.

Kl. 22.30-23.30: Fire! Orchestra

Svenske Fire! spiller freejazz sammen med et 18-mand stort orkester og eksperimentere med lydbilledet og den traditionelle big band-form i stort format.

Oplev koncerten på Atlas den 4. september kl. 15:30 - 23:30. Billetter købes i døren og koster 200 kr. Læs mere


Fire! Orchestra. Foto: Micke Keysendal.

Aarhus Festuge. 28/8-6/9 2015. Se hele programmet for Aarhus Festuge her.