Ny festival rykker ind i Mayhem i weekenden

Lost Lands, som finder sted den 5. – 6. august, er et nyt musikalsk og visuelt tiltag på den danske undergrundsscene. Festivalen fejrer diversitet og fællesskab på tværs af grænser og genrer, når den for første gang skydes i gang på Mayhem i København.

Af Mie Petri Lind

Kom med på en rejse gennem elektronisk lydkunst med catchy pop-elementer, luftige, vokalbårne house-eksperimenter, feltoptagelser, vild, industriel techno, britisk elektro-rock og amerikansk synth-ekvilibrisme, når den nye minifestival Lost Lands slår dørene op den 5. og 6. august 2016.

Danske og internationale navne på programmet

Lost Lands samler en række af de mest nytænkende og kompromisløse musikere fra den danske og internationale undergrund og sætter dem sammen i et program der fejrer diversitet og fælleskab på tværs af grænser og genrer.

Fra den danske scene kan AK89, Aske Lp, Mads Emil Nielsen, Star Fairy, Uttenthal, Jacob Kirkegaard, Grøn, ticktock, Tension Tells, Kim Kim, Lonus, O/RIOH og Realism opleves.

Herudover inviterer Lost Lands en række kunstnere fra udlandet til Mayhem; nemlig britiske Ditate, Hockeysmith og Trinkkets, amerikanske GS Sultan og Seth Graham, tyske Gora Sou, svensk-britiske Iller The Abstract Giraffe - Olof Melander og belgiske DSR-LINES.

Scala og Phinery står bag Lost Lands

Det er de to alternative pladeselskaber Scala og Phinery, som står bag to-dages festivalen.

Scala har siden efteråret 2014 stået for spektakulære events og koncerter rundt omkring i København samt en god håndfuld udgivelser af primært danske acts, som naturligvis også vil være at finde under minifestivalen.
Phinery har primært gjort sig gældende på den internationale scene med over 70 udgivelser på kassette, digitalt og senest vinyl.

Samarbejdet mellem de to munder nu ud i en fest uden lige når et pastelfarvet Mayhem lægger hus til over 20 koncerter, bevidsthedsudvidende visuals, oppustelige palmer, streetfood, eksotiske drinks samt selvfølgelig sensommerstemning både inde og ude.

Lost Lands
Den 5. og 6. august 2016
Mayhem, København
Læs mere