Ny audiovisuel forestilling forener musik og animation

Den prisvindende komponist Lasse Schwanenflügel Piasecki har i samarbejde med performancegruppen AniMaNi skabt et nyt, postfaktuelt dukkereotika, som udfordrer et audiovisuelt grænseland.

Af Ditte Marie Berg

Fredag den 25. november har en ny audiovisuel dukkeforestilling ved navn DEN DU FODRER premiere. I centrum af scenen står en hospitalsseng med en gravid kvinde. Fortællingen handler om denne grådige, opportunistiske kvinde, som lystfuldt æder smukke ideologier. I mellemtiden næres et monster i hendes mave. Barnet inde i kvinden er således ikke et normalt barn, men et sultent og grådigt rovdyr, der fødes som en ny autoritær virkelighed. Men det kræver føde. Levende føde.


Foto fra forestillingen DEN DU FODRER.

Musikken som gennemsyrende element 

Folkene bag forestillingen kalder sig AniMaNi, og er en performancegruppe der tager sit udgangspunkt i animation i musik og musik i animation. Musikken er et gennemsyrende element i forestillingen, som foruden dukkespil også rummer musik af den prisvindende komponist Lasse Schwanenflügel Piasecki. DEN DU FODRER er resultatet af et samarbejde mellem Schwanenflügel og AniMaNi’s stiftere: sopran og performer Annemette Pødenphandt, solistklassestuderende på Det Jyske Musikkonservatorium, og dukkefører Astrid Kjær, uddannet på Hochschule für Schauspielkunst, Ernst Busch, abt. Puppenspielkunst, Berlin.
Musik, lys og scenografi bliver alt sammen til instrumenter, der udnyttes og spilles på, hvor selv sangerindens mavesmerter bliver skabt af dukkeføreren ved hjælp af strømførende elektroder. Foruden Schwanenflügel, Pødenphandt og Kjær medvirker desuden violinist Benedickte Damgaard, bratschist Caitlin Wick, cellist Alexandra Carlgren og lysdesigner Seppi Nielsen.

Ønsket om at berøre svære emner 

AniMaNi har et særligt ønske om at skabe nye udtryksmåder med de forestillinger, de skaber. Selv oplever de, at både musik og animation af dukker eller objekter har en evne til at berøre nogle lag i fantasien og følelseslivet, som vi ellers kan være ude af kontakt med i vores daglige liv. De beskriver det selv således:

>>Med vores forestillinger ønsker vi at åbne for livets magi samtidig med at vi tør berøre svære emner.<<

I forestillingens trailer udtaler Lasse Schwanenflügel ligeledes, at nutidens postfaktuelle publikum ikke længere magter at forholde sig til abstrakte begreber og højpandede referencer:

>>De vil have mennesker, der føler ægte smerte.<<

Således er der lagt op til en særlig forestilling med premiereaften fredag den 25. november på Krudttønden i København. Forestillingen spiller efterfølgende den 26.-27. november i København og den 9.-10. december på Godsbanen i Aarhus. 

DEN DU FODRER
25.-27. november, Krudttønden, København
9-10. december, Godsbanen, Aarhus
Billetter 80 kr. / Køb billet (Kbh) / Køb billet (Aarhus)
Uegnet for børn under 13 år
Læs mere