Norden lytter til København - Ung Nordisk Musik 2011

København er 20.-24. august vært for den årlige Ung Nordisk Musik, også kendt som UNM Festival. Det er en af de vigtigste begivenheder for unge komponister i Norden. Her er chancen for at få et samlet indtryk af, hvordan 35 unge komponister fra hele Norden tænker, lytter og skaber deres kunst. Ud over koncerter byder UNM på seminarer og foredrag. UNM spiller på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, i Koncertkirken, i Huset og i Literaturhaus.

Lyttende komponister

Dette års festival hedder ’Nordic Listening’. ”Det er selvfølgelig dét, UNM handler om: at lytte til de yngste nordiske komponister i dag”, fortæller Mette Nielsen, der er formand for den danske UNM-sektion, som arrangerer festivalen. ”Men det er også titlen på et projekt, som bliver afviklet i løbet af festivalen: De deltagende komponister vil optage lyde fra København, mens de er her, og disse lyde vil blive afspillet som introduktioner til koncerterne. På denne måde får vi lov til at høre, hvordan de forskellige nordiske komponister lytter til København”.

De unge og de etablerede

I løbet af fem dage med syv koncerter er der mulighed for at høre ensemblerne Athelas Sinfonietta, Scenatet, Kairos String Quartett, Percurama, DYGONG og Duo Cross Fire. Men der er også mange unge musikere blandt de optrædende, idet mange af stykkerne bliver spillet af konservatoriestuderende, primært fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Den ældste og den nyeste

Ung Nordisk Musik er en unik festival ved på én gang at være gammel og ny. Den blev først holdt i 1946, og er dermed en af de ældste festivaler for ny musik i Norden. Den afholdes hvert år på skift i de fem lande: Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark. En jury udvælger syv komponister under 30 eller stadig studerende fra hvert af de fem lande. UNM er den eneste festival for den yngste generation af komponister, og hvert års festivalledelse skaber en festival for første gang.

Kreativt mødested

En stor del af festivalen er det sociale liv, der er omkring koncerterne og de øvrige aktiviteter, hvor musikere, dirigenter og komponister mødes. Den erfaringsudveksling og de diskussioner, der her finder sted, er en kreativ grobund for nye stykker og projekter og et vigtigt led i uddannelsen af aktører inden for ny musik. Det er den bredtfavnende og altid overraskende diversitet, som kendetegner de unge nordiske komponisters årlige festival. Der er ikke noget fælles kunstnerisk tema for UNM. Dens kerne er det mangfoldige kunstneriske mødested, hvor publikum kan opleve musikken på dens egne præmisser.

Danske komponister som medvirker i UNM er: Jonas R. Kirkegaard, Benjamin de Murashkin, Allan Gravgaard Madsen, Lasse Schwanenflügel Piasecki, Pernille Louise Sejlund, Martin Stauning og Anders Monrad. Desuden kan man opleve Jexper Holmen og Bent Sørensen som gæstekomponister og som foredragsholdere.

Koncertplan for UNM

Programomtale

Se også foromtale på kpn.dk