Ni dages nylytning i København

”Danmark har brug for en internationalt orienteret festival for ny musik med dybde og rødder i historien, og Athelas har givet os den”. Sådan indleder Michael Fjeldsøe sin reportage for Seismograf.org om den nyligt afholdte Athelas New Music Festival, der over ni dage og under begejstret pressedækning landede som landets mest spektakulære begivenhed af sin art.

De store linjer

Fjeldsøe tegner et billede af festivalens historiske linjer, der udspændes mellem de to hovednavne Gustav Mahler og Heiner Goebbels med Bertold Brecht og Hans Eisler som nogle af de oplagte mellemstationer. Men også med et virvar af tråde til andre egne af europæisk kunstmusik, som vidner om den mangfoldighed af udtryk, som på en gang beslægtet og modstridende falder under den fælles betegnelse modernisme.

Det endnu ukendte

En så stor og omfattende festival kan rumme både det kendte og det ukendte. Et af dens ædle formål var at genfortælle det, som vi troede, vi kendte, så vi kunne se det endnu ukendte i det. Her ramte blandt andet Ligetis symfoni for 100 metronomer og Stockhausens korværk ’Stimmung’ plet som to af det tyvende århundredes mest ikoniske værker, der virkelig kunne skabe nylytning hos publikum.

Uropførelserne

Blandt de helt ukendte værker var naturligvis ur- og førsteopførelserne: Simon Steen-Andersens ’Study for String Instrument #3’, Hans Josef Winklers ’Paper Cuttings Music’, Poul Ruders’ ’Songs and Rhapsodies’, Niels Rønsholdts ’Unter den Liedern’ og ’Racer’ – sidstnævnte i samarbejde med Signe Klejs – Ejnar Kandings ’dark violet’ og ’In Tegra’ (sammen med Frode Andersen), Li-Ying Wus ’Vent’, Per Nørgårds ’Arabesques I, II, III’, Enno Poppe ’3 Arbeiten’ og ’Gelöschte Lieder’, Jordan Nobles’ ’Einstein’s Dreams – May 14, 1905’ og endelig afslutningskoncertens genskrivning af Mahlers 4. symfoni, komponeret af Karl Aage Rasmussen. Faktisk en ganske lang og meget interessant liste af ur- og førsteopførelser, som var fordelt godt ud over koncertdagene. Rasmussens Mahlergenskriv får en del ord med på vejen i Jakob Levinsens anmeldelse i Jyllandsposten, men her dog mest i lyset af værkets retrospektive kvaliteter.

Læs om værkerne i koncertprogrammet, dag for dag på festivalens hjemmeside: http://www.anmf.dk/2011/dk/

Kunsten at føle sig ramt

Karakteristisk nok kan man nok også med en vis ret sige, at receptionen generelt har haft mest øre for de store titler, der trods nylytning dog immervæk er hørt før. En ellers begejstret anmelderskare sætter da også antydningsvis et kritikpunkt til debat om, hvorvidt festivalens historiske dimension får tendens til at tage pusten fra den nulevende. Spørgsmålet står flere steder både i og mellem linjerne: Hvordan rammer musikken publikum, så de også føler sig ramt?

Befrugter København

I denne diskussion rækker Politikens Thomas Michelsen - 1. juni Kultursektionens side 2 - blandt andet stafetten videre til en anden festival, der blander kortene, horisontalt frem for vertikalt i historien: ”Festivalen Wundergrund har faktisk succes med at mikse musikere fra forskellige miljøer. Her har genreblanderiet været en succes, fordi det sker på musikkens præmisser. Ikke som en undskyldning for musikken. Ægtheden mærkes.” Tillykke til dansk musikliv, at det kan befrugte sin hovedstad med indtil flere divergerende strømninger i den aktuelle kunstmusik.

Læs reportager om Athelas New Music Festival på Seismograf.org:

http://seismograf.org/kritik/hatten-af-for-goebbels-athelas-festival-2011

http://seismograf.org/reportage/aabenbaringer-og-overflod-athelas-new-mu...

http://seismograf.org/kritik/en-ny-samtidsmusik-athelas-new-music-festival-2011

Læs anmeldelser i Politiken:

http://ibyen.dk/musik/koncert-klassisk/ECE1298951/lykkelig-anmelder-strubesang-og-metronomkunst-var-ren-kapow/

http://ibyen.dk/musik/ECE1295967/laekker-stockhausen-koncert-var-barok-fra-en-anden-planet/

Læs anmeldelse i Berlingske:

http://www.b.dk/koncerter/tik-tak-tik-tak-tik-tak

Læs anmeldelser i Jyllandsposten:

http://kpn.dk/klassisk/koncert/article2446531.ece

http://kpn.dk/klassisk/koncert/article2451114.ece

http://kpn.dk/klassisk/koncert/article2453127.ece

Læs mere og lyt til musikken på DR’s hjemmeside:

http://www.dr.dk/P2/Artikler/2011/06/02120838.htm

Se billeder fra koncerterne på Athelas New Music Festivals Facebook side: http://www.facebook.com/AthelasNewMusicFestival