Musketererne er tilbage

Efter to års pause for at samle ny energi og inspiration kaster musikeren Kresten Osgood og musikforeningen Jazz Club Loco sig for fuld kraft ud i at realisere en ny inkarnation af Musketer Festival. Den løber af stablen d. 12. – 14. juni i Huset i Magstræde. 

Fra torsdag til lørdag samles næsten 200 musikere om en intens fejring af fællesskab og kompromisløs ny musik, når Musketerfestivalen atter åbner dørene til et væld af musikalske eksperimenter.

Musketer Festival er en musik- og kulturbegivenhed, hvor en lang række musikalske ‘musketerer’ samles under samme tag i tre dage og udtrykker sig på kryds og tværs, for og med hinanden. Festivalen er arrangeret af Kresten Osgood og Jazz Club Loco.
I praksis foregår festivalen på den måde, at de mange musketerer spiller sammen på kryds og tværs, alt imens initiativtager og trommeslager Kresten Osgood og hans trio ’Hvad Er Klokken’ med bassisten Thomas Vang og saxofonisten Jesper Løvdal agerer musikalske igangsættere. Således vokser musikken frem som en række ’situationer’ med konstellationer, der overrasker, begejstrer og frem for alt: vinder nyt land.

Retten til kunstnerisk frihed
Musketertanken blev undfanget i 2005, hvor Kresten Osgood følte en stilstand og en håbløshed i dansk kulturliv. Kulturkampen var på sit højeste, og Danmark havde brug for at se sine kunstnere stå i samlet flok og udtrykke sig. Osgood forfattede dengang et manifest, der fastslog at:

"Vi spiller for retten til kunstnerisk frihed, retten til ikke at passe ind, retten til at være os selv, retten til at stå for noget større og retten til ikke at blive forstået."

Siden blev manifestet lagt væk, og Musketer Festival har fået sit eget liv. Formålet med Musketer Festival anno 2014 ér så at sige ‘Musketer Festival’.

Osgood formulerer nu: ”En af de absolutte hovedværdier i musketerfestivalen er, at den er inkluderende. Alene det, at vi er til stede er en enorm manifestation af kreativ energi, som i sig selv er stærkere, end hvis nogen forsøgte at styre, hvad det hele handlede om”.

International profil
Som noget nyt, har festivalen i år i højere grad et internationalt fundament, som skal være med til at udvide festivalens kunstneriske mulighedsfelt.

Fra den udenlandske scene er det således muligt at opleve navne som amerikanske Herb Robertson, som beskrives som ”det længste, vi er kommet ud, hvad angår abstraktion på trompet. En frygtløs improvisator og fornyer af trompetspillet” og den Javanesiske duo Senyawa, som spiller eksperimenterende musik, der er en blanding af dyrelyde, traditionel javanesisk musik og heavy metal.

Fra Tyskland gæster kunstner, digter, improvisator, instrumentbygger og Sun Ra-ekspert Hartmut Geerken, fra Japan kommer den spirituelle vokalimprovisator Damo Suzuki og fra USA kommer også bl.a. Jerome Cooper; en legendarisk komponist og fornyer af trommespillet, som var stiftende medlem af The Revolutionary Ensemble og opfinder af ‘multidirectional drumming’.

Derudover byder listen af international navne på Alex Blake, Adam Rodolph, Cooper-Moore, Famoudou Don Moye og Aaron Parks. 

ILK- og Barefoot-navne
Fra den danske scene er listen af deltagende musikere næsten uendelig! De to eksperimenterende labels ILK og Barefoot Records er begge godt repræsenterede blandt musketererne.

Fra det skandinaviske improvisations-kollektiv Barefoot Records er både trommeslageren Håkon Berre og pianisten Jeppe Zeeberg på programmet. Mens Berre udvider sit trommesæt med alverdens skralde-objekter og inkorporerer realtids-elektronik, er Zeeberg kendt for at pendulere mellem alt fra improvisationsjazz til rockmusik. 

ILK repræsenterer ny musik, hybrider, avant-, improv- og jazzrelatede lyde, og på Musketer Festivalen er hele ti navne fra det tyve mand store kollektiv på plakaten.
På saxofon og klarinet er både Anders Banke og Sture Ericsson repræsenteret, mens pianisterne Anders Filipsen, Jacob Anderskov og Søren Kjærgaard vil kaste sig over tangenterne.

Også de to saxofonister Laura Toxværd og Lotte Anker er på programmet, så vel som violinisten Elena Setien, guitaristen Mark Solborg og bassisten Nils Davidsen, og man kan således forvente sig masser af eksperimenter på scenen. 

Fra intuitiv musik til computerteknologi
Kaster man ellers et hurtigt blik over den lange deltagerliste til årets Musketer Festival, falder man hurtigt over flere navne fra den eksperimenterende scene.
Disse tæller blandt andet komponisten Carl Bergstrøm Nielsen, som siden 1970’erne har arbejdet med intuitiv musik, kunstneren Goodiepal, som med computerteknologi og mediekunst gentænker den elektroniske musik,komponist og laptop-musikeren Jakob Riis samt Snöleoparden, som afsøger sit territorium af blokfløjter, xylofoner, guitarer, spilledåser, tablas og diverse køkkenredskaber.

Også guitaristen Jakob Thorkild, sangerinden Jomi Massage , guitarist mm. Jørgen Teller, saxofonist/klarinettist Lars Greve og sangerinden Maria Laurette Friis er på plakaten til musketer festival. – Alle navne, som man bl.a. har kunnet opleve på Wundergrund Festival de sidste par år. 

 

DATOER OG STEDER:
HVAD
: Musketer Festival 2014
HVORNÅR
: 12.-14. juni 2014
HVOR
: Relation, Huset i Magstræde, København K
PRIS
: Dagsbillet: 120 kr. / Festivalpas: 300 kr.