Musikalske afkroge og taknemmelighed på FoEG

Den tiende udgave af Festival of Endless Gratitude åbner i dag med et internationalt vidtfavnende program, der kommer godt rundt i de musikalske afkroge. Festivalen flytter i år venue og præsenterer bl.a. avantgarde, tonale opbrud, polyrytmisk techno, hyperpop, neo-new-age og et mutant orkester i gamle fabrikslokaler i Københavns Sydhavn. 

Af Marie Blachmann og Sif Hellerup Madsen

Festival of Endless Gratitude (FoEG) åbner i weekenden og sender musikalsk taknemmelighed ud i universet. Som noget nyt i år flytter festivalen fra Remisen på Enghavevej til de gamle fabrikslokaler på kulturcenteret SydhavnsGade på Sydhavnsgade 28.

Dansk hyperpop, neo-new-age og inspiration fra 50 Cents

De danske navne på dette års FoEG tæller bl.a. Asger Hartvig fra Brynje, Synd & Skam og Af Med Hovedet, som sammen med et internationalt hold af Peter Zummo, Paul Labreque m.fl. opfører 21 Questions - et lærestykke - en meditation over rapperen 50 Cents sang 21 questions. Det nye navn Irrelevantbitch101, som snart er klar med sin debut single, byder på hyperpop et sted mellem Ariel Pink og Beck fra/på/med iPhone. DJ Hvad som HVAD, som også gæstede Click Festival tidligere i år, giver et live set, der vil udfordre den elektroniske musiks konventioner. Og den elektroniske musiker Jonas Frederiksen (Girlseeker m.fl.) kendt fra neo-new-age-scenen er på dette års FoEG tilbage efter en pause fra musikken. 

Avantgarde, spiritualisme og mutant orkester

Fra den internationale scene præsenterer FoeG  den finske electronica-godfather Pekka Airaksinen, der i 1960'erne dannede sit første band The Sperm, som blandede free jazz med elektronisk pop og hurtigt blev kontroversielle som følge af nogle særdeles 'liberale' liveshows. Airaksinens musikalske udtryk trækker stadig på free jazz, men også på spiritualitet, minimalsme og avantgarde og har en række udgivelser bag sig, mest prominent står Buddhas Of Golden Light-pladen fra 1984.

"Why play guitar, when you can build your own mutant orchestra?" dan har The Guardian skrevet om Pièrre Bastien, en fransk komponist og instrumentbygger, som siden 70’erne har udgivet og optrådt med musik og spillet på hjemmebyggede instrumenter. Bastien fik allerede i 1986 idéen om at bygge sit eget orkester af Meccano, kaldet Mecanium. Han har blandt samarbejdet med store enere som Robert Wyatt, Jaki Liebeszeit og Emmanuelle Parrenin. På FoEG optræder Bastien med værket Silent Motors, som opføres for første gang i Danmark.

Tonale opbrud, polyrytmisk techno og hurdy-gurdy

Andre eksperimenterende navne på dette års FoEG er den virtuose portugisiske guitarist på både seks og 12 strenge, Norberto Lobo, som tidligere har besøgt FoEG i 2011 0g 2013. Kali Malone oprindeligt fra Colorado, men bosat i Stockholm, som har udviklet unik minimalistisk lyd med strenge- og vindinstrumenter, modular synth, orgel og elektrisk guitar. Jung an Tagens asbstrakte og polyrytmiske techno samt lydkunstner og komponist Yann Gourdon med en sønderrivende lyd på bl.a. strengeinstrumentet hurdy-gurdy.

Festival of Endless Gratitude. 
Den 28.-30. september.
Kulturcenteret SydhavnsGade på Sydhavnsgade 28, 
2450 København SV.
Læs mere her.

--------------

Foto øverst: pressefoto FoEG.