Museet for Samtidskunst vender Earside Out!

Museet for Samtidskunst i Roskilde vier hele huset med tilbygning til den danske lydkunstner og komponist Jacob Kirkegaards første retrospektive soloudstilling i Danmark. Åbningen markeres med fernisering og bogudgivelse.

Af Agnete Seerup

Museet for Samtidskunst tænder fredag eftermiddag for lyden af Jacob Kirkegaard gennem de seneste 10 år. Frem til slutningen af april fylder hans lydværker hele Museets hovedbygning og den tilhørende Husarstald.

Foto fra Kirkegaards AION (2006)

Siden 1995 har den danske kunstner og komponist Jacob Kirkegaard (f. 1975) jagtet lyden af det, vi ikke er i stand til at høre med egne dødelige ører. Reallydsoptagelser bliver i hænderne på Kirkegaard muteret til medrivende og komplekse kompositioner; såsom lyden fra radioaktive Tjernobyl i værket AION (2006), Barsebäck i IMPERIA (2004, 2012), ørkenens syngende sand i Oman i værket Sabulation (2010) og senest japanske Fukushima i værket STIGMA (2014), som blev bestilt af det anerkendte Mori Art Museum i Tokyo. Men Kirkegaards lydrejser bevæger sig med lige så stor interesse indad; bl.a. i værket Labyrinthis (2008), hvor han kredser om det indre øres subtile lydbølger, som indfanges med en særlig vibrationssensor.

Når Museet for Samtidskunst åbner sin udstilling Earside Out! i Roskilde i slutningen af ugen, kan du opleve samtlige ovennævnte værker og mere til. Museet fylder stueetagen og første sal samt husarstalden med lydværker, og herved bringer det gamle palæ den første retrospektive soloudstilling med Jacob Kirkegaard til Roskilde.

Kirkegaard på optagelse i Fukushima. Foto: Takashi Arai

Kirkegaards lydunivers er ofte ledsaget af illustrationer, installationer, et levende ensemble, video eller fotos, såsom i visualiseringen ørkenens syngende sand i værket NAGARAS (2011), der også er med på udstillingen. I anledning af åbningen bliver en rigt illustrerede bogudgivelse med essays og værker fra Kirkegaards hånd, Earside Out, desuden offentliggjort.

Oplev Kirkegaards værk STIGMA (2014) på Museet for Samtidskunst. Værket er bestilt af Mori Art Museum i Tokyo og består af reallydsoptagelser fra Fukushima, Japan.

Jacob Kirkegaard er uddannet fra mediekunstakademiet i Köln i 2006. Han har været præsenteret på gallerier, museer og koncertsteder i hele verden, bl.a. på MoMA i New York, KW i Berlin, The Menil Collection og Rothko Chapel i Houston samt The Mori Art Museum in Tokyo. I 2012 var han nomineret til Nordisk Råds Musikpris for sit værk Four Rooms, der er skabt ud fra lydmaterialet i AION, og i 2014 var han artist in residence på ISCP - international studio & curatorial program - i New York.

Earside Out!
Museet for Samtidskunst
Fernisering FRE 30/1 kl. 17-19
Udstilling LØR 31/1 - SØN 26/4

Følgende værker af Kirkegaard er med på udstillingen: Earside Out, Stigma, AION, Labyrinthitis, Sabulation, Nagaras # 1-2, Ears of the Other, Pivot, Rewind, Phantom Bell og Imperia.

Læs mere