Moondog fylder 100 år

En af musikhistoriens vigtigste og mærkeligste komponister bliver fejret ved en lille festival her i oktober i København – nemlig amerikanske Moondog. I år ville han være fyldt 100, og LiteraturHaus har sat to dage af til at markere og sætte fokus på komponistens stadige indflydelse gennem uropførelser og nutidige værker. Det foregår fra den 12. til den 13. oktober.

Af Ditte Marie Berg

Den amerikanske komponist, musiker og digter Moondog ville i år være fyldt 100 år. Det markerer festivalen Moondog 100 år, som sætter fokus på denne vigtige outsider og hans indflydelse på nutidens musikscene. Moondog (f. Louis Hardin, 1916-1999) var original. I bedste forsøg kan man sige, at han befinder sig i spændingsfeltet mellem moderne kompositionsmusik, avantgarde og folklore, men det giver som udgangspunkt ikke mening at placere ham under en genre.


Moondog på Manhattan. Foto: Peter Martens.

Han blev kendt som excentrisk, blind gademusikant i New York allerede i slutningen af 1940’erne. Klædt i et karakteristisk hjemmesyet vikingekostume spillede og komponerede han på sine selvkonstruerede instrumenter i over 20 år – for folk uvidende om hans musikalske arbejde var han blot kendt som ’the viking of 6th Avenue’. Senere flyttede han til Tyskland, hvor han fra starten af 1970’erne og til sin død levede et utrolig produktivt komponistliv. Han har efterladt sig et kolossalt repertoire, der bl.a. tæller 81 symfonier, utallige kompositioner for kammerensemble og flere digtsamlinger. Størstedelen er aldrig blevet udgivet eller opført, men meget af det kendte materiale har kultstatus i dag.

Få en introduktion til Moondogs virke

I kraft af sin produktivitet, fascinerende persona og utrolige livshistorie har Moondog skrevet sig ind i historiebøgerne som en af 1900-tallets afgørende kulturelle skikkelser. Han har sat sine spor i moderne musik, men de kan være svære at få øje på, hvis man ikke ved, hvor man skal kigge. Netop derfor sætter 'Moondog 100 år' fokus på komponistens indflydelse i dag. Seks nutidige kunstnere har taget imod udfordringen at skrive og opføre et stykke musik, som tager udgangspunkt i deres inspiration fra Moondog. Udover disse seks koncerter byder festivalen også på en verdenspremiere af en række originale Moondog-værker, som først i år er blevet transskriberet fra blindskrift.

Festivalen åbner desuden med en grundig indføring i Moondogs univers ved initiativtagerne Anders Holst og Jeppe Zeeberg, som onsdag den 12. oktober holder oplægget ’Historien om Moondog’.

Dette bliver efterfulgt af nogle eksklusive uopførelser af Moondogs Art of the Canon Books IV-V, som fremføres af The International Moondog Ensemble. Aftenen rundes dernæst af med Managarm og Logründr bag DJ pulten. 

Moderne komponister fortolker Moondog

Seks moderne komponister har i forbindelse med fejringen af Moondog taget imod udfordringen om at komponere et stykke, der er inspireret af komponistens musik. Det foregår på festivalens anden dag, torsdag den 13. oktober.

Første mand på scenen i denne forbindelse er komponist og sanger Michael Rexen. Han er forsanger i The Magnetic Eagle/Den Magnetiske Ørn og har markeret sig som en interessant vokalist herhjemme og står blandt andet bag projektet 'Mongol', som udelukkende består af first-takes indspillet i Cairo 2014.

Efter Rexen følger pianist og komponist Rasmus Kjær, som arbejder i spændingsfeltet mellem jazz og fri improvisation. Han har netop udgivet albummet Orgelimprovisationer, hvor han arbejder med ’udsultning’ – en teknik, hvor orgelet får tilført mindre luft end det plejer, så der i stedet for en ren tone skabes et hav af overtoner og dissonanser.

Tredje mand på scenen er Anders Lauge Meldgaard – komponist og multiinstrumentalist – som blandt andet er kendt fra Frisk Frugt, musikerkollektivet Yoyooyoy og som ligeledes stod bag en endagsfejring af Moondog på Jazzhouse tidligere i år.

Efter Meldgaard præsenterer komponist og pianist Jeppe Zeeberg et Moondog-inspireret værk. Zeeberg er kendt for en musik, som tager sit udgangspunkt i meget stram komposition og meget fri improvisation. Han er én af hovedkræfterne bag septetten Horse Orchestra, og har blandt andet udgivet den prisvindende ’It’s the Most Basic Thing You Can Do on a Boat'.


Jeppe Zeeberg fortæller om Moondog og præsenterer eget værk inspireret af komponisten under festivalen.

Hernæst er det Anders Holst, der fortolker Moondog. Han er først og fremmest kendt for at være komponist og sonisk udfordrende guitarist, og hans album Echoes Illuminating The Dark blev rost af pressen, som ét der for alvor forsvarer intuitionen og improvisationen. Anders Holst har ligeledes fået fine ord med på vejen i forbindelse med sit samarbejde med Mads Emil Nielsen.

Sidste mand på podiet bliver amerikanske Robert Stillman. Han er komponist og saxofonist og har et musikalsk udtryk, der kombinerer fordums tid og det futuristiske ved at give gamle amerikanske lyde et avantgardistisk præg. Han har udgivet seks albummer, senest Rainbow fra januar i år, og har arbejdet med kunstnere som Grizzly Bear, Bat for Lashes, Here We Go Magic og Kit Downes. 

Moondog 100 år
12.-13. oktober
LiteraturHaus, Møllegade 7
Entré: 75 kr. pr. dag / 120 kr. for begge dage
Læs mere