Mogens Christensen fylder 60

Komponist Mogens Christensen fylder 60 år, og det fejrer Ny Musik i Birkerød og Ensemble Nordlys med en fødselsdagskoncert søndag den 12. april.

Af Agnete Seerup

Ensemble Nordlys, som består af Christine Pryn, violin, Viktor Wennesz, klarinet, Øystein Sonstad, cello, og Kristoffer Hyldig, piano - spiller værker af Mogens Christensen 12. april i anledningen af hans 60 års fødselsdag.

Christensen debuterede i 1993 og har skrevet kammermusikværker, værker for soloinstrumenter, orkester samt opera. Sidste år udkom albummet Busy Bees and Birds (2014) med
Mogens Christensens værker for blokfløjte, accordeon, guitar og strygekvartet.


Ensemble Nordlys. Foto: Lisbeth Holten

Mogens Christensen blev i 2005 udnævnt til professor i musikformidling ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Sideløbende med sine kompositioner og undervisning, brænder Mogens Christensen for arbejdet med at få børn og unge til at komponere og spille deres egen musik. Han har taget initiativ til et samarbejdsprojekt mellem Rudersdal Musikskole, folkeskolerne i Rudersdal og Ny Musik i Birkerød, hvor komponister sammen med musikskolelever har komponeret musik og opført de nye værker. Projektet sikrede i 2013 Rudersdals Musikskole DAMUSA’s musikskolekommunepris og er siden blevet ført videre under titlen Musikskole 2.0.


Ensemble Nordlys. Foto: Lisbeth Holten

HVAD: Mogens Christensen fødselsdagskoncert
HVORNÅR: Søndag den 12. april kl. 15.
HVOR:
Mantziusgården, Birkerød

Billetter 100 kr. / medlemmer af foreningen 50 kr. Billetter købes i døren.

Læs mere om koncerten

Læs mere om Mogens Christensens musikprojektet for børn og unge 

Artikelfoto af Mogens Christensen: Agnete Schlichtkrull